Lars Svanholm bliver 50, har arbejdet med kunst i 30 år og
nages stadig af tvivl.
Tekst: Steen Ancher i Midtjyllands Avis d. 04.10.03.
Solen skinner varmt og overraskende lunt ned i den lille gårdhave på Lyngsøvej, som Lars Svanholm lukker døren op til. Han har lige reddet katten Sputnik fra et slagsmål med naboens kat. I solen byder han på en øl fra den stabel, der er købt ind til de to fødselsdagsfester, som han holder – dels i weekenden, dels på fredag. Først skal vi dog have overstået fotograferingen, og den er han – om ikke nervøs for – så dog meget optaget af.
- Jeg går meget op
i det visuelle, og billeder betyder noget, siger Lars Svanholm, der stadig
husker, hvordan hans ben blev skåret af på et billede i avisen engang.
Billederne tages i haven, hvor han af og til har malerierne med. Ellers
arbejder han mest af alt nede i et lavloftet kælderrum. Her finder man for
tiden lærred efter lærred, der alle er præget af vandrette linjer og flader. Fra
en voldsomt bemalet CD-afspiller lyder Beethovens måneskinssonate. Et lille
skilt kundgør, at ”Ikke alle malerier er tørre”. Ikke som avisens udsendte
troede: ”Ikke alle malere er skøre”.
- Men det kunne der
såmænd lige så godt have stået, siger Lars Svanholm, der ikke forsøger at
skjule, at han har et sind, der til tider kan være plaget.
- Det er vel
genetisk. Min far og min bedstefar begik selvmord, og min læge siger, at jeg
var på den, hvis ikke jeg malede, siger Lars Svanholm. Han har gennem mange år
ellers vrisset af folk, der har spurgt ham, om maleriet ikke var en form for
terapi.
- Men efterhånden
må jeg vel give dem ret, siger Lars Svanholm. For ham er det at male blevet
forskellen på bare at eksistere og leve. Med to selvmord i bagagen har
tungsindet også ligget som en potentiel katastrofe.
- Nogle gange er
det en knappenål, som udløser et jordskælv, og man ved det ikke på forhånd,
siger han.
Svær start.
Barndommen beskriver han selv som ensom og ungdommen som fortvivlet.
- Jeg syntes, jeg
havde for store tænder, for tynde arme og for lidt hår på dem. Jeg boede i
Sejs, der dengang var Lars Tyndskids Mark, fortæller Lars, der foretrak
ensomheden, som han blandt andet brugte til at tegne i. Også da han kom i skole
var han en ener, der efter skoletid trak sig tilbage eller kom i uheldigt
selskab. Men det var faktisk sådan, at hans forældre foretrak, at han var i
dårligt selskab, end at han slet ikke var sammen med nogen.
- I skolen var jeg
måske ikke den skarpeste kniv i skuffen; men når jeg ser på hvilke piger fra
det bedre borgerskab, der blev anbefalet til at gå i realskole, så var jeg ikke
dårligere, siger Lars.
- På et tidspunkt
sagde min smukke og kloge kone, at jeg skulle holde op med at bebrejde min
gamle lærer det, når jeg mødte ham i byen, fortæller Lars Svanholm.
På et sidespor.
De sidste halvandet år har Lars Svanholm ikke udstillet meget, så hans nye stil med vandrette linjer er ikke kendt endnu.
- Jeg er lidt som
en togvogn, der er ude på et sidespor, siger han. Han har siden et besøg i
Holland i 1997 været fordybet i processen med at rendyrke sine billeder. På det
statslige museum for kunst i Amsterdam fik han noget, der bedst af alt kan
betegnes som en åbenbaring.
- For nogle
kunstnere kommer det let at finde deres udtryk. Jeg er helt ufatteligt langsom,
og det er stadig ikke let for mig at male, siger Lars Svanholm, der ellers har
haft 30 år til at arbejde på processen. Det har dog altid været en søgen efter
at fortælle en historie med billederne, udtrykke kontraster og konflikter.
Udlært dekoratør.
Selv om han altid har tegnet, kom han først i gang med at male, da han var i starten af 20’erne. Han fik en læreplads som dekoratør hos Peter Jessen, der dengang var et magasin for byens bedre borgerskabs-fruer. Hans læremester Kongshaug havde en dag et lærred under armen, og på en times tid havde han lavet et lille landskab, som han vandrede ud af bygningen med. Nogle timer senere kom han tilbage – uden billede – men med en pind i øret. Det var dog ikke den slags billeder, som den unge Lars ville lave, da han senere også fik hentet lærreder, pensler og maling hos farvehandleren på et tidspunkt, hvor han syntes, at der skulle nogle farver på de streger, han havde tegnet gennem tiden. På det tidspunkt var surrealisterne de toneangivende, men ud over at være fascineret af deres tekniske færdigheder, blev Lars Svanholm hurtigt færdig med dem.
Ude af trit.
Samtidigt med at han gjorde sin læretid færdig, var han også begyndt at spille musik og lavede i begyndelsen af 1980’erne et garagerockorkester.
- Jeg har nok altid
været ude af trit med tiden, for på det tidspunkt var det jo calypso og funk,
der var fremme, siger Lars Svanholm. Hans første band ”X-act” blev trods en
kort levetid det første hovednavn på Hede Rytmer. han havde ellers store
ambitioner med musikken, men de blev ikke helt delt af hans medmusikanter. Og
på et tidspunkt fandt han sig stående på et værtshus og spille for folk, der
alligevel ikke lyttede – og så sluttede han. I den periode, hvor han spillede
musik, fik han ikke malet meget.
- Men en dag
spurgte min kone, som jeg havde mødt i mellemtiden, om jeg ikke skulle i gang
med at male igen. Hun var vel blevet træt af at se mig sidde og glo ind i væggen,
siger Lars Svanholm, der har og har haft sine dystre perioder og perioder med
ledighed.
- Jeg har aldrig
haft et arbejde, jeg kunne lide, siger han. Han geoptog maleriet og har siden
arbejdet meget koncentreret med det.
- Jeg skal gerne
have nogenlunde fast arbejdstid, og det er lidt tilfældigt blevet sådan, at jeg
som regel står på værkstedet om morgenen, når de sender morgenandagten fra
Domkirken i København, og det glider så over i noget klassisk musik, fortæller
Lars Svanholm, der næsten ikke kan få sig selv til at sige de ord, der er
blevet lidt slidte; nemlig at han skal ind i en form for meditativ
sindstilstand for at kunne male rigtigt. Og der er meget, der kan forstyrre.
Lige fra at Chelsea har tabt en Champions League-kamp, at verdens grusomhed
fylder hverdagen, eller til en eller anden tumpe ræser forbi i en bil, hvor
lydpotten er i stykker. Efter en længere udstillingspause skal han tilbage på
hovedsporet, og det bliver blandt andet med en udstilling i Nykøbing Sjælland
til december. Her kommer de sidste mange måneders fordybelse så frem fra
kælderens neonlys.
- Det tager mig
lang tid, at nå til den forenkling, som er det rene udtryk, siger Lars
Svanholm, der ser sine malerier som et forsøg på at skabe poesi på et lærred –
derfor skal der skæres helt ind til benet, lige som når et smukt digt siger
mest muligt med færrest mulige ord.
Succes eller ej.
Lars Svanholm føler, at han har fået sin succes – når den måles i, at han er tilfreds med, hvad han laver. Den kommercielle succes har han også haft i kraft af at være en af de få kunstnere i Silkeborg, der rent faktisk har udstillet på adskillige cencurerede udstillinger og arbejder professionelt.
- Min kone siger,
at hvis jeg ville få succes for alvor, ville jeg ikke blive til at holde ud.
Men jeg skal vise dem, skal jeg, for jeg er faktisk meget ydmyg i forhold til
det, jeg laver, siger han. Tæt på den runde fødselsdag citerer Lars Svanholm
Svend Wiig Hansen, der ”ville arbejde til han styrtede”.
- Det ville da være
skønt, hvis man døde en dag, hvor man også havde nået at få malet lidt, slutter
Lars Svanholm.