Malende til det sidste
af
Torben Weirup.
Undertiden
(men kun i korte uklare øjeblikke) griber man sig selv i at spørge, hvorfor de
dog gør det? Kunstnerne. Hvorfor male, lave grafik, støbe skulpturer, hugge i
sten, bygge installationer, tænde for videokameraet, tænke tanker. Og ikke nok
med dét. Også have besværet med kunder og kunsthandlere – for slet ikke at tale
om den sisyfosopgave, der er at forsøge at penetrere kunstinstitutionen i et
land med mange kunstnere, få midler og færre muligheder.
Nej, det drejer sig ikke her om, at alting er håbløst og
hvorfor overhovedet besvære sig i den korte tid, vi har blandt de levende; oven
i købet uvidende om hvor lang tid vi trækker vejret, og dermed om hvorvidt vi
disponerer vores tilmålte tid fornuftigt. Hvorfor ikke bruge vores tid på
Jorden til at spise, drikke og elske (og ikke nødvendigvis i den rækkefølge)?
Men svaret er enkelt. Svaret på spørgsmålet om, hvorfor
kunstnerne gør det, de gør, og hvorfra de henter deres stædighed. Hvis man for
en sikkerheds skyld spørger Lars Svanholm, svarer han, at det at male er for
ham lige så vigtigt som netop at spise, drikke og elske. Han kunne gøre så
meget andet, Lars Svanholm. Men hans billeder – og det har han til fælles med de
mange hundrede på de danskes øer, der er kunstnere og gerne vil udstille og
blive set og solgt – er udsprunget af en indre nødvendighed. Og ønsket om
livsfylde. ”Den dag, jeg skal dø”, siger han, ”vil jeg gerne vide, jeg har
malet, for så kan jeg måske gå bort med fred i sindet”. Derfor sidder han dag
efter dag i sit værksted i Silkeborg og grubler i timevis over sine billeder.
Hvad er det, de mangler? Hvad er det, der skal til, for at de fungerer? Hvad
sker der, hvis jeg gør sådan og sådan og presser farve i bølgende bevægelser ud
over lærredet eller trækker streger på papiret? Hvad er det, billedet kræver af
mig? Velvidende at maleriet eller grafikken på et tidspunkt i processen får sit
eget liv.
Større end
hverdagen
Det at male er altså afgørende for Lars Svanholm. Han
fortæller, at han kommer fra en baggrund, hvor det at gøre det forekom fjernt,
barndommens ihærdige tegneglæde eller ej. Men da han så gjorde det, efter at
han var flyttet hjemmefra, vidste han, at det var det, han skulle gøre. Dét. Og
ikke for eksempel udtrykke sig gennem musikken, som
han også har gjort. I begyndelsen af 1980’erne købte han sig en basguitar og
dannede et rockband sammen med en kammerat, og da det blev opløst, dannede han
et nyt, som han skrev musik og tekster til og følte en forbindelse tilbage til
barndommen, ”he was ready to grow young again”, og som han selv bemærker, er
han næppe den eneste fra dén årgang – det er 1953 – der fik et kulturelt kick,
første gang han så The Beatles i fjernsynet. Pludselig var verden større end
hverdagen, som han havde oplevet den i et spredt bebygget område seks-syv km.
fra Silkeborg, hvor ensomheden blev en ballast, der senere skulle blive god i
atelieret.
Som billedkunstner er Lars Svanholm autodidakt, hvis man
fraregner nogle år i 1970’ernes slutning som elev af en lokalkulturel
kultfigur, maleren Chr. Wagner Pedersen, men Silkeborg er ikke en hvilken som
helst by at vokse op i som kunstnersjæl. Fra skoletiden husker Lars Svanholm
eksempelvis, hvor stærkt et indtryk to store malerier af Asger Jorn på
Silkeborg Bibliotek gjorde på ham, og det stod ham på et tidspunkt klart, at
det var i den retning, altså mod et ekspressivt og abstrakt orienteret, gestisk
maleri, han skulle. Hos Chr. Wagner Pedersen lærte han imidlertid nogle af de
grundlæggende greb i farvebehandling og kompositionsteknink, og han malede –
efter en surrealistisk periode, ”surrealisterne kunne jo male”, som han siger,
”der var orden i sagerne” – en overgang nogle nærmest nyrealistiske
opstillinger af papkasser.
Det figurative element førte han med over i grafikken, og
det prægede også hans maleri en overgang, selv efter han havde bevæget sig mod
abstraktionen. Men det er især i grafikken, man finder motivisk genkendelighed
med opstillinger af forskellige groteske scenerier, der kunne antage en
samfundskritisk karakter. En henrettelsesscene er således gengivet i ét
billede. Andre vender sig mod 1990’ernes fremvoksende nynazisme. Flere kredser
om døden med morbide titler som for eksempel: ’Masturberende til det sidste’.
’Mislykket scenografi’, akvatinte og koldnål, 27x31,5 cm,
2000.
En gammeldags maler
Lars Svanholms senere maleri synes at udspringe af naturiagttagelse. Han maler ikke landskaber – men man fornemmer vækst og bevægelse i billederne. Natur. Horisontløs, som kigger man direkte ind i vildvisset, og som det er verden natur. Løv, græs, planter og måske lyset der falder mellem træernes grene eller buskenes blade. De forestiller ikke natur. De fremstiller natur.
Malere bliver ofte spurgt om, hvor inspirationen kommer fra, men det er ikke engang nødvendigt at spørge Lars Svanholm, hvorfra hans stammer. Dels kan man se det. Og dels siger han selv, at han går en tur i haven. Han er en gammeldags maler – og det er hans fremmeste ambition at være en gammeldags maler. Spørger man ham derimod, om han fra tid til anden har kastet et blik på et Kirkeby-maleri (og det kan man roligt gøre, for det har alle samtidens danske abstrakte og naturinspirerede malere) svarer han, at det har han faktisk et svar på. Et standardsvar. Nemlig at Kirkeby ikke selv har opfundet noget. Men at Kirkeby har samlet elementer i sit arbejde, der har en almen karakter i forhold til de erfaringer, der er gjort i maleriet op gennem det 20. århundrede. Kirkeby er ikke til at komme udenom. Selv har Kirkeby bemærket, at når mange ligner ham, er det nok, fordi han gør noget rigtigt.
Det er jo i begge tilfælde et plausibelt svar. Billedkunstnere lærer af hinanden – for nu ikke at sige at de stjæler fra hinanden. Kunstnere ser, hvordan andre – samtidige såvel som forgængerne – arbejder med problemstillingerne, de forsøger at aflure kollegernes tricks, og derved forstår de fra tid til anden, hvordan de i deres eget kan komme blot lidt videre fra billede til billede. Lars Svanholm synes på vej mod en større enkelthed og ro i sit maleri, og det kan man tilskrive en større modenhed eller en voksende sikkerhed i arbejdet med stoffet. Men man skal ikke være sikker, for han er også en kunstner der føler sig fri i forhold til samtid og forventning. Også i den forstand er han en gammeldags maler.
Torben Weirup, født 1953. Kunstkritiker ved Berlingske Tidende og hovedredaktør af årbogen Dansk Kunst. Han har bidraget til en række antologier og leksika og skrevet adskillige bøger.
Ovenstående tekst findes i udgivelsen ’Kunstner og
Menneske’ bind I, hvori også findes beskrivelser af 15 andre østjyske
kunstnere.
.