Bærende rundt på en to kilos bog –
en ’Timebog’
Palle Nielsen: Fra Den Fortryllede
By.
Der er
noget, der følger mig for tiden. Det er ikke huskatten, der ellers er rimeligt
emsig i håbet om, at den menneskelige madmaskine
tager sin væsentligste opgave alvorligt. Måske er kræet blot social? Under alle
omstændigheder udviser den gerne næsten menneskeligt engagement til tider, når
herren alligevel blot sidder og skriver eller – endnu mere irrationelt – smører
sære farver, der ikke dufter overhovedet af noget spiseligt op på noget
hvidgrunderet stof, som er placeret på et træstativ
på værkstedet. Ja, mennesker er underlige.
Dét, der
følger mig temmelig koncentreret for tiden er såmænd noget så enkelt som en
bog. Det er der ikke noget mærkværdigt i. Det besynderlige består i, at jeg
slæber den bog fra soveværelse til stue, fra stue til kontor, fra kontor til
værksted og fra værkstedet til – ja – toilettet. Det er med andre ord ikke en
roman og ej heller en digtsamling. Det er heller ikke Kort- og
Matrikelstyrelsens kortbog over dronningeriget i størrelsesforholdet 1:100.000,
som ellers rummer mange grafiske og geografiske elementer af en vis interesse.
Dét med det
grafiske er dog ikke skudt helt ved siden af. Det drejer sig nemlig om Jytte Rex’ monografi ’Timebog’ over én
af det 20. århundredes helt store skikkelser på den lille danske kunstscene.
Palle Nielsen blev født i 1920 og det er næsten symbolsk, at han døde ved
indgangen til det 21. århundrede i 2000 – næsten præcist et år inden det famøse
terrorangreb på Tvillingetårnene i New York, der dermed efterlod et gabende Ground Zero midt i den pulserende
metropol.
Præcist den
form for dramatik, som denne begivenhed repræsenterede, udgjorde samtidigt en
stor del af Palle Nielsens motivverdener, hvad enten disse kredsede om Den
Forladte By, Den Fortryllede By eller noget helt tredje. Hvad enten Palle
Nielsen tegnede, raderede eller snittede i linoleum, var mennesket til stede i
sin afmagt og brutalitet – også selv om det for længst havde lagt sine
aktiviteter langt væk fra den Nielsen’ske
billedflade.
Bogens
tekster er ikke udelukkende forfattet af Jytte Rex,
som mest har fungeret som en slags redaktør. Der er fremragende analyser af
Poul Erik Tøjner og Erik Fischer. Maleren og grafikeren Sys Hindsbo
er således skribenten bag et afsnit omhandlende Palle Nielsens engagement på
Kunstakademiets Grafiske Skole, hvor han tiltrådte i 1969. Her forlangte han en
for tiden usædvanlig disciplin, hvilket vel har været modigt året efter et
opgør, hvor en hel generation senere tog navn efter årstallet.
”I kunstens verden går det ikke
opad, men nedad – fordybelsens vej” bliver Palle Nielsen bl.a. citeret i ’Timebog’.
Dette statement følges op længere nede i samme tekst:
”Sort lys, hvidt mørke – det er
tegningens problem. Der er en næsten kødelig fornøjelse ved at gå ind i den
sorte og hvide klang”.
Det
sort-hvide var på én gang Palle Nielsens varemærke og en del af hans
kunstneriske identitet; men det er faktisk interessant, at iagttage de få
koloristiske værker, som optræder i bogen. Alt foregår med en næsten ydmyg
nænsomhed, når Palle Nielsen kombinerede tuschen med akvarel og/eller tempera.
At tale om en sort-hvid kolorist kan forekomme meningsløst; men ikke desto mindre
er det fristende at føre benævnelsen på den altid minutiøst arbejdende
kunstner.
Jagerfly og
hurtige biler har tilsyneladende udgjort et par af Palle Nielsens
fascinationselementer. Ofte optræder de raketlignende jagere i værkerne, uanset
om de flyver med fuld kraft ind i et hus eller angriber en forsvarsløs
menneskemængde og skyder individerne sønder og sammen med ødelæggende
projektiler. I et dramatisk scenarium, som udspiller sig i et værk i blæk og
tempera må en kvinde springe for livet for ikke at blive ramt af et køretøj ude
af kontrol. Titlen på dette blad er ’Engel og Bil’. Måske bliver englen ramt i
samme sekund, kunstneren har færdiggjort sit værk?
Bygningsværkerne,
hvad enten de optræder i Den Fortryllede By eller Nekropolis,
er altid bundfæstet i en teatralsk og dramatiseret arkitektur. Palle Nielsen
opfandt så at sige sine egne bygninger og gjorde dermed sine miljøer til sine
egne som en scenograf opbygger en kulisse til et filmværk. Selv nævner han
filminstruktøren – eller ”filmkunstneren”, som han benævnes i bogen – Andrei Tarkovskij som én af sine
store kilder til inspiration.
”I Tarkovskij
har jeg fundet en beslægtet ånd, der giver mig lov til at lave det, jeg laver”.
I årevis
arbejdede Palle Nielsen ud fra de samme tematikker, uanset om disse handlede om
menneskelig afmagt eller katastrofer. Man kan vel spørge, om ikke han gentog
sine motiver til en form for uendelighed; men til netop denne konklusion har
Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana, en pointe:
”Vil man fange centralnerven hos
Palle Nielsen, gøres det ikke ved at fordybe sig i et enkelt billede, men netop
ved at udsætte sig for monotoniens seje rytme, som løber gennem den uendelige
serie af grafiske blade. Monotoni og serialitet er
pointen, ikke begrænsning, der ligger noget besværgende hos Palle Nielsen,
noget som bringer ham tæt på ritualet. Han søger ikke det nye, han fornyer sig
ikke, tværtimod byder han forandringen og tidens flugt trods med ét af den gode
kunstners mest slagkraftige våben: gentagelse”.
’Timebog’ vejer omkring to kilogram; men det er ikke en tung
beskrivelse af et sort univers, men derimod et let og flydende portræt af en
kunstner for hvem tingene faktisk kunne se ubesværede ud; men sådan hænger
verden ikke nødvendigvist sammen. Heller ikke på Palle Nielsens arbejdsværelse,
hvor han til det sidste trykte sine grafiske blade på en lille, men effektiv
skomagervalse. Hvordan jeg ved det? Den er afbilledet i boget – og jeg ejer
selv én akkurat magen til. Men om kunstværket sagde Palle Nielsen:
”Det drejer sig om den allerstørste
klarhed, hvis dunkelhed er blændende, en indsigt fjernt fra almindelige måleenheder.
Kunst er forandrende, bare det at et kunstværk kommer ind i verden forandrer
den lidt, den er ikke helt det samme som før…”
