Talentmassen på besøg i Søhøjlandet
På Kulturspinderiet i Silkeborg viser eleverne fra
Kunsthøjskolen i Holbæk, hvordan man kan agere som ung kunstner i det Herrens
år 2008.
”Jeg har ikke
forstand på kunst”. Ordene falder i forbindelse med åbningstalen som bliver
foretaget af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget ved Silkeborg Kommune.
Efterfølgende fastholder forstander ved Holbæk Kunsthøjskole, Paul Schäfer,
kulturudvalgsformandens udtalelse ved at erklære, at enhver der besidder
muligheden for at se, også burde være i stand til at vurdere kunst, hvis
vedkommende ellers besidder et forholdsvist kvalificeret syn”.
Tidsånd og kvalitet
I det hele
taget har forstanderen åbnet for en dialog mellem de unge kunstnere og det
etablerede kunstliv ved at synliggøre et standpunkt, der mere tager
udgangspunkt i det kvalitative element i kunsten frem for en kunstfilosofi, der
tilgodeser tidsånden.
Skal man
tage Paul Schäfers ord for pålydende, bekræfter den aktuelle udstilling blot,
at tiden hviler helt åbenlyst i de unge kunstneres arbejder. Intet er for
kitchet. Intet er for corny eller for ukorrekt i en æstetisk kontekst.
Grafik og stregkoder
Man oplever
umiddelbart ved indgangen til Kulturspinderiet Julian Toldam Juhlins grafisk
effektive stregkoder, som bl.a. optræder på betrækket af en rokokostol. Her
mødes fortid og nutid i et morsomt samspil. Det grafiske ses på langt mere
traditionel vis i to arbejder af Jóhan Martin Christiansen. Han veksler mellem
oliemalerier og et par akvatinteætsninger, der blot bekræfter, at denne
udtryksform stadigt har muligheder i sig.
Der er
heller ikke megen tung modernisme over Pernille Egetofts små vægobjekter, der
er udført i keramik. De er koloristisk bearbejdede forskelligt og man får
uundgåeligt associationer imod kukure og sydtyske seværdigheder. En
kendsgerning, som kunstneren er fuldt bevidst om.
Pastost maleri
Det synes,
som gælder det om at være rimeligt klar i spyttet, når man gebærder sig inden for
olimaleriet i dag. Man oplever ikke ofte det pastose maleri, som udtrykker en
lang søgeproces med henblik på at ramme den sublime balance mellem farve og
form. S. Del Priore benytter sig af det pastose i sine tilsyneladende voldsomt
udførte malerier. Ofte optræder disse i et begrænset farvespekter. Sort og
hvidt er nok; men mængden af farve udgør en pudsig kontrast til dette
koloristisk afgrænsende billedsyn.
Life manage kit set
Den
idébaserede konceptkunst er også et tema blandt eleverne på Holbæk Kunsthøjskole.
Mellem en serie objekter af Anne Langgaard er det svært at overse et værk
bestående af et antal halvt minutiøst placerede papkasser, hver især påmalet
teksten ’Life manage kit set’. Værket
har ingen titel, og man kunne måske godt fristes til at investere i værket,
hvis det holder, hvad det lover. Kasserne kan købes enkeltvis til den rørende
pris af kr. 350,-
Fremtiden
Der er
meget at se på i Kulturspinderiet, og der er meget at lade sig overraske over.
En omfattende installation af Emma Perrin med små og større tegninger fylder
godt i rummet og det samme gør Malene Wolffs objekter – heriblandt et stort
stempel, som formidler budskabet ’Love is
all around’.
Mange af de
udstillende kunstnere har klart fokus på deres fremtidige karrierer. Dem, jeg
talte med under ferniseringen, er i fuld gang med at søge ind på akademierne og
det vil lykkes for nogle af dem at blive blandt et segment af fremtidens
aktører på den danske samtidskunstscene. Det føler jeg mig oprigtigt overbevist
om.
Prioritering?
Under
ferniseringen påpegede jeg over for at par af kulturens repræsentanter i
Silkeborg Kommune, at jeg fandt det en smule mærkværdigt, at kommunen ikke har
bekostet et katalog over udstillingen New
– Holbæk i Silkeborg. Jeg bliver informeret om, at man fra Silkeborg
Kommune har betalt samtlige omkostninger i forbindelse med arrangementet.
I samme
moment begynder jeg at spekulere over, hvilke udgifter der er forbundet med at
tænde lysanlægget på det lokale stadion i forbindelse med fodboldkampe, der
ellers afvikles i strålende solskin. Svaret blæser i forårsvinden. Der er vel
dybest set tale om en prioritering?