Ohrt i direktørstolen.
Det er først og fremmest kunstfagligheden, der er
blevet tilgodeset med udnævnelsen af Karsten Orht som ny direktør for Statens
Museum for Kunst.
Når man er
direktør for landets nationalgalleri må man ofte træffe nogle beslutninger, som
ikke er lige populære alle steder. For nogle år siden afviste den nu afgående
direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, således at overtage en
omfattende samling af kunstværker af repræsentanter fra Fluxus-bevægelsen.
Argurmentet var blandt andet, at det ville blive for dyrt at vedligeholde den
store samling.
Her på
falderebet har Helleland så sat et kontroversielt punktum for sin karriere som
direktør for museet ved at forlange et stort antal udlån tilbage fra Ny
Carlsberg Glyptoteket. Disse værker har været deponeret og udstillet på
Glyptoteket i det meste af et århundrede, derfor virker det påfaldende, at
Helleland lige præcist nu vælger at de mange værker, som f.eks. tæller malerier
af Gauguin, Pissarro, Bonnard, Degas og Van Gogh, skal tilbage til
nationalgalleriet.
Samtidigt
med at Allis Helleland sætter sit afsluttende fingeraftryk, er direktør for Kunsthallen
Brandts i Odense, Karsen Ohrt blevet udnævnt til ny direktør for Statens Museum
for Kunst. Spekulationer vedrørende udenlandske ”superstars” kunne dermed manes
i jorden. Det var muligt at finde en kvalificeret repræsentant inden for
landets grænser.
Der er
ingen tvivl om, at Karsten Ohrt er et godt valg. Han har i de næsten 20 år, han
har ledet Brandts, opbygget et udstillingssted, der er kendetegnet ved en skarp
profil på billedkunstens danmarkskort. Samtidigt har han en kolossal berøring
med de forskellige miljøer i den danske kunstverden i kraft af medlemskaber af
et utal af bestyrelser samt ministerielle udvalgsposter og råd.
Særligt
gennem sit engagement i den tre mand store direktion i en af Danmarks største kunststøttefonde,
Ny Carlsbergfondet, har Karsten Ohrt haft stor indflydelse. Samtidig med, at
han fungerer som formand for Ny Carlsberg Glyptotekets bestyrelse, kunne han
måske godt have undværet Allis Hellelands sidste større disposition i forhold
til netop Glyptoteket?
Karsten
Ohrt repræsenterer uden tvivl kunstfagligheden. Han er født i 1952, er mag.
art. i kunsthistorie. Han har fungeret som museumsinspektør på Nordjyllands
Kunstmuseum 1979-88, været direktør for Kunsthallen Brandts siden 1988, været
medlem af Ny Carlsbergfondets direktion fra 1993 og formand for Ny Carlsberg
Glyptotekets bestyrelse fra 2006. Nu kan det omfattende CV altså udvides til
direktør for det danske nationalgalleri. Der var ni ansøgere til stillingen og
Karsten Orht tiltræder stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst den
15. august.