Nord er mere end et verdenshjørne

 

Julie Nords soloudstilling hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus rammer plet i de fleste tilfælde, og de få skæverter er til at leve med

 

******

Gang på gang er det ensbetydende med udfordringer, hvis man skal prøve at gennemskue en verden af gallerier og disse institutioners rolle på en stadig mere forgrenet kunstscene. Oftest erfarer man galleriet som en ren kommerciel rolleindehaver i kunstmiljøet, og ganske symptomatisk arbejder gallerierne med og for et segment af billedkunstnere, som i udstillingssammenhæng kører i noget, man kan opleve som en permanent spiral.

 

Højt niveau

Gallerivirksomhed handler med andre ord om salg og omsætning, hvilket kan ses som en naturlig del af forretningen, og derfor er det ofte en stor fornøjelse at besøge Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade i Aarhus. Når man bevæger sig ind i den rustikke baggård og ned i galleriet suspenderes enhver tanke om business. Her er det kunsten, som er det bestemmende punkt, og valget af kunstnere i galleriet balancerer på et primært højt niveau.

 

Det har længe været et ønske hos galleristen at vise en soloudstilling med Julie Nord, men det kan være sin sag at præsentere en kunstner, som har succes og adskillige udstillinger på museer og i kunsthaller i ind- og udland. Men lykken står som bekendt den kække bi, og nu har Charlotte Fogh omsider fået mulighed for at vise Julie Nords episke og fantaserende værker i en eminent iscenesættelse.

 

Hvis man er bekendt med Julie Nords motivkreds, er der muligvis ikke meget at overraskes over, og man kan ud fra devisen "intet nyt er godt nyt" bifalde dette. Ikke desto mindre finder man på den aktuelle udstilling, som har fået titlen 'Fantom', et bemærkelsesværdigt værk, som måske indrammer kunstnerens kredsen om det bizarre på en ret overrumplende måde.

 

Drømmestof

Det usædvanlige ved 'En Vinternat' er ikke mindst formatet. En tuschtegning på mere end tre meter i længden og 115 cm. i højden udgør i sig selv en ikke ubeskeden størrelse, og indholdet repræsenterer i sin sort-hvide enkelthed en myriade af drømmescener, som vikler sig ind og ud af hinanden i et uforudsigeligt og inkonsistent forløb, hvilket er stoffet, drømme - eller mareridt - er skabt af.

 

Med det nævnte kunstværk tager Julie Nord tilsyneladende et opgør med et ofte symmetrisk kompositionsprincip, som blandt andet ses eksemplificeret i en akvarel med titlen 'Portalen', hvor to figurer holdes adskilt af en vaginalignende struktur. Altid i Julie Nords ellers lette og intime værker aner man en potentiel katastrofe, som enten er undervejs eller i fuld gang, og netop denne dobbelthed i relationen mellem det idylliske og det afskyelige giver Nords værker en sjælden dynamik, som dog ikke er så udpræget i de mindre skitseprægede arbejder på trods af, at de motiviske skævheder også optræder her. 

 

Udstillingen hos Charlotte Fogh giver næring til påstanden om Julie Nord som en af sin generations væsentlige kunstnere, hvilket er et godt alibi for at lave en kunstudstilling, som i princippet kunne være vist på et museum frem for i et ydmygt galleri i en baggård i Aarhus' latinerkvarter. For os, der holder af stemningen i sådanne gallerier, giver en sådan udstilling til gengæld fint mening - og lidt til!  

 

JULIE NORD - 'FANTOM'

CHARLOTTE FOGH GALLERY

Mejlgade 44A, Aarhus C.

Til den 15. august 2018 (galleriet holder lukket i perioden 8. juli-31. juli)

 

BLÅ BOG

Julie Nord

Født 1970 i København

Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1994-2001

Har udstillet i utallige sammenhænge - blandt andet på ARoS - i Danmark og i udlandet

Har modtaget flere legater, heriblandt tre arbejdslegater fra Statens Kunstfond

Bor og arbejder i København