Noget til over sofaen.
Sofastykket har ført en omtumlet tilværelse i
boligindretningen og i billedkunstens verden. Et dusin nutidskunstnere, plus
én, har taget fænomenet under behandling på udstillingen ’Sofastykker’ på
KunstCentret Silkeborg Bad.
Sofastykket i hjemmet.
Begrebet
”sofastykke” har haft en temmelig skiftende betydning i den måde, hvorpå vi har
indrettet vore boliger siden den gode ”Klø’r Konge” var knægt. I min barndom
kunne et sofastykke bestå af et rektangulært maleri, en naturskildring, i det
såkaldte paysage-format, på den lange led. Det var ofte indrammet i en ganske
imposant enhed, der skulle understøtte værkets betydning som signalbærer på
hæderspladsen i storstuen. Denne plads var naturligvis over sofaen. Des højere
til loftet, des større sofastykke.
Senere gav
off-set-teknikken mulighed for at man kunne skabe gengivelser på papir af de
store moderne mestre i endog ganske omfattende formater. Det blev således
legitimt at interessere sig for plakater, som kunne være erhvervet på kunstmuseer,
hvor de havde haft til funktion at skabe opmærksomhed omkring en stor
udstilling med et af kunstens store kanoner. En tur til byggemarkedet efter en
neutral aluminiumsramme og, værs’go’, en næsten ægte Picasso i dagligsuen, som
nu ganske vist var blevet til et såkaldt køkken-alrum, da køkkenets funktion
som et sted, hvor man blot producerede hjemmets mad, nu er blevet ophøjet til
et sted med en social funktion. Samtalekøkken.
Køkken-alrum
eller dagligstue? En sofa er der næsten altid. Dermed er sofastykket næsten
blevet en nødvendighed, med mindre man vil iagttage en nøgen væg. En sådan kan
være udmærket, måske oven i købet hensigtsmæssig. Blot ikke over sofaen. Ikke
engang en le Cobusier i sort skind med de forkromede stålstivere er i stand til
at klare sig på egen hånd.
Billedkunstnere og kunsthåndværkere.
De tretten
nutidskunstnere, der har taget sofastykkerne under behandling på den aktuelle
udstilling på Silkeborg Bad, har hver især med individuelt, visuelle midler
taget fat om emnet med, i de fleste tilfælde, næsten overrumplende udtryk.
Segmentet udgøres af en sammenbragt flok af såvel billedkunstnere som
kunsthåndværkere og keramikeren Jørgen Hansen er ikke så enkel at
karakterisere. Han befinder sig i sit univers i grænseområdet mellem den
idébaserede event og det traditionelle kunsthåndværk.
Jørgen
Hansen er mest kendt for en serie begivenheder, som han sætter i scene omkring
nogle såkaldte brændingsskulpturer. Her opbygger han sammen med sine hjælpere
f.eks. en skulptur i ler, som så kan stå og brænde i dagevis og dermed påvirke
den pågældende lokalitet visuelt. Én af de sidste af den slags events fandt
sted i Reykjavik sidste år.
På
’Sofastykker’ har Jørgen Hansen i konstruktionen ’Ukendt Landskab’ opbygget et miljø, der i keramisk form gengiver
nogle af de arketyper, som man forbinder med sofastykket. Det er blevet til en
ganske omfattende skulpturinstallation med bl.a. en smukt modelleret elefant,
en bjørn, en svane og den klassiske hjort. Hansen har dermed frigjort
sofastykket fra væggen og placeret dets elementer i rummet.
Maleren
Hjördis Haack har holdt sig til fladen og meget enkelt og effektivt beskrevet
en typisk gammeldags indramning. På to store lærreder har hun malet sin
fortolkning af den møstrede og overbroderede ramme, som er sat i et pudsigt
perspektiv i kraft af, at billedfladen består af det hvide ubearbejdede lærred.
Men den er imidlertid god nok. Det har ikke noget at gøre med ”Kejserens nye
klæder”. Der bliver jo fortalt en historie om tomhed og mangel på indhold.
Gudrun
Pagter, som har kurateret udstillingen, er selv repræsenteret med nogle stramt
komponerede billedvævninger, der står stærkt i et rum med en løjerlig
sofakonstruktion af Cecilie Manz. Man får associationer til hollænderen Gerrit
Rietvelds møbelkonstruktioner, bortset fra at Manz’ konstruktion så at sige
opløser sig selv.
Stig
Persson har i sit bud på sofastykket taget udgangspunkt i den tidligere nævnte
le Cobusier i en 2-personers udgave. Herover har han placeret et minimalistisk
relief, der mere integrerer sig i forhold til møblet, end det egentligt frigør
sig fra Le Cobusiers klassiker.
Lise
Frølund viser i den store panoramasal på Silkeborg Bad nogle arbejder, der
tilgodeser hjem, hvor der er meget højt til loftet. De to 5,60 m. høje værker
fungerer overbevisende med en gennemsigtig oppustelig sofa mellem sig. ’To ruller tapet til kvindernes årtusind:
Den digitaliserede, billedbehandlede og farvesatte mand’ har hun kaldt sit værk, der er vævet i hør.
De møbler,
der optræder på udstillingen, sofaerne, fungerer som garnering i relation til
de udstillede værker. Således også Ditte Hammerstrøms sofa i dét rum hvori
Michael Geertsen viser fem hvidglaserede vægobjekter. Hammerstrøms originale
møbelarkitektur fylder rummet på en særegen måde, som næsten fremstiller det
aktuelle sofastykke som nogle ydmyge og statiske enheder.
Bent Hedeby
Sørensen, der står bag et ganske morsomt initiativ, der i fotografisk form
viser, hvordan man i de danske hjem har integreret sofastykket i dagligstuerne,
deltager i udstillingen med et rigtigt klassisk maleri udført med olie på
lærred. Titel: Behøver jeg at nævne det? ’Sofastykke’
Alsidighed.
Det er med
andre ord ikke blot en serie pæne skilderier, der vises på KunstCentret Silkeborg
Bad i denne tid. Rummet tages under en alsidig behandling af de tretten
deltagende kunstnere. Der er mange sprog og mange udtryk, men udstillingen er
velmonteret. Der god plads, således at den enkelte kunstner får space omkring
sig.
Udstillingen
’Sofastykker’ kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 20. maj. Senere på
året kan den ses på Sophienholm i Lyngby i perioden 22. september-21. oktober.
Til
udstillingen er der udgivet et katalog på 44 sider med tekster af Louise
Mazanti, Ph.d. i kunsthåndværksteori og Ida Wentzel Winther, Ph.d. og cand.
mag.