Modernismens historie foldes fremragende ud i Berlins museum for moderne kunst                                                                                      

 

Sidste år genåbnede Neue Nationalgalerie i Berlin efter en større renovering, og en udstilling med banebrydende billedkunst strækkende sig fra 1900 til 1945 viser et overflødighedshorn af hovedværker fra perioden.

 

******

Når man har med en bygning at gøre, som i sin oprindelige form blev formgivet af den legendariske, tyskfødte arkitekt Ludwig Mies van der Rohe, står man med et gigantisk ansvar, når et sådant arkitektonisk pejlemærke skal undergå en omfattende renovering. Heldigvis har en nulevende arkitekt, David Chipperfield, sans for den skarpe og stramme form, som kendetegner Neue Nationalgalerie i Berlin, og hans aftryk på bygningen giver både mening samt arkitekturen et stærkt løft.

 

Renoveringsprojektet har varet i adskillige år, men det er ikke usædvanligt i Berlin, at byggeri kan sprænge tidsplaner og økonomiske rammer. Her kan man blot tage en iagttagelse på storbyens nye lufthavn samt det helt nye centralt beliggende slot med navnet Humboldt Forum, der optræder som en kæmpemæssig baroklagkage til i omegnen af fem milliarder danske kroner.

 

Krig og tilintetgørelse

Man kan mene meget om Berlin og metropolens selvforståelse, men i tilfældet Neue Nationalgalerie står et vigtigt element i kunsthistorien skarpslebent i en udstilling, der ganske tydeligt rejser spørgsmål om identitet og livet i en verden af krig. Især sidstnævnte ledemotiv bliver historisk beskrevet, da et af udstillingens temaer handler om netop krigenes roller i billedkunsten.

 

Titlen "Krig og tilintetgørelse" kan virke voldsom, og værkerne i dette afsnit af udstillingen er dog heller ikke for sarte eksistenser. Horst Strempel holder sig netop inden for udstillingens tidsgrænse med et værk udført som fire malerier med titlen 'Nat over Tyskland'. Angsten og fortvivlelsen lyser i bogstavelig forstand ud af øjnene på personerne i motivkredsen, hvilket ikke er så mærkeligt, da maleriet netop er skabt i dystre gråtoner i 1945.

 

Paletten er langt mere koloristisk opløftende hos Franz Radziwill, der i et enkelt maleri skildrer krigen i et feberagtigt mareridtsscenarie, hvor fly og tilsyneladende brændende engle - er det de døde, der stiger til himmels? - optegner en næsten surrealistisk vision af krig.

 

I rummet med krigsværker optræder et maleri, der bør bemærkes som ude af konteksten, hvis man ser bort fra, at det er udført i 1942. Pablo Picassos sovende, nøgne figur er skabt i en velkendt kubistisk komposition og det bringer beskueren frem til nogle helt andre scenarier i udstillingen. Tysk-amerikanske Lyonel Feininger skabte i årene inden Adolf Hitler overtog magten i Tyskland sit helt eget udtryk med udgangspunkt i kubismen. Han var en væsentlig del af den banebrydende Bauhaus-skole i mellemkrigsårene; men med nazisternes magtovertagelse var det slut med Bauhaus, og Feininger rejste med sin familie til USA i 1937.

 

En frugtbar periode for tysk kunst

Det bør ikke ses som unaturligt, at udstillingen 'Die Kunst der Gesellschaft 1900-1945' rummer et stort antal værker af tyske kunstnere. Man ser dog ikke udstillingen som et romantiseret, nationalt anliggende. For det første var den indledende halvdel af 1900-tallet en frugtbar periode i tysk kunst og for det andet viser udstillingen en perlerække af kontinentets vægtige repræsentanter i epoken. Jeg nævner i flæng navne som Salvador Dali, Fernand Léger, Edvard Munch og Wassily Kandinsky, men der er mange flere.

 

At tidsafsnittets kunstscene var præget af mandlige kunstnere, kan vel dårligt forbavse nogen. Derfor er det glædeligt, at man har kurateret et værk af en kvindelig kunstner i en form for signatur for udstillingen. Lotte Lasersteins maleri 'Aften over Potsdam' fra 1930 er løsrevet fra projektets tematikker og optræder som en form for introduktion til helheden. Værket rummer en litterær side, som vil kunstneren påpege, at festen er ved at være slut og at en grum fremtid ulmer i det fjerne. Det er et mesterligt kunstværk, som på alle måder står som et glimrende statement i relation til kunst- og kulturhistorien i første halvdel af Det 20. Århundrede.

 

DIE KUNST DER GESELLSCHAFT 1900-1945

NEUE NATIONALGALERIE

Potsdamer Strasse 50, Berlin

Til den 2. juli 2023

 

Se billeder fra udstillingen HER>