Natur og arkitektur i harmoni

 

Siden Jørn Utzon tegnede det ikoniske operahus i Sydney, har nordisk arkitektur spillet en global rolle. Utzon Center i Aalborg fokuserer nu på en norsk stjernearkitekt.

 

******

Der er ingen tvivl om, at nordisk arkitektur har spillet en ganske stor rolle internationalt i de seneste år. Det kan opfattes, som har formgiverne i nord en helt original måde at strukturere byggeri, hvilket har vundet genklang i hele verden, og her finder man heldigvis andre og langt mere organiske eksempler på arkitektur, end hvad den brutalistiske genre har rekommanderet gennem det meste af det 20. århundrede.

 

Nordisk og globalt

Hvis man skal betone nordisk arkitektur i en global forstand, er det umuligt at komme udenom Jørn Utzons legendariske operahus i Sydney. Samme Utzon var i flere år i spil til et kunstmuseum i Silkeborg som ramme for Asger Jorns samling af egne og andres kunstværker.

 

Det kan nærmest virke paradoksalt, at man i den østjyske købstad nu arbejder på at få opført et nyt museum som erstatning for det eksisterende, som Utzon som bekendt af forskellige årsager måtte slippe, da Sydney-projektet blev for omfattende. Afdøde Niels Frithiof Truelsen er derfor arkitekten bag det eksisterende museum i Silkeborg.

 

På Utzon Center i Aalborg kan man se, hvilke tanker Utzon gjorde sig omkring museet i Silkeborg, men man kan også opleve en særudstilling, der belyser den norske arkitekt Reiulf Ramstad og hans mange projekter i hjemlandet samt forskellige steder rundt i verden.

 

Det er tydeligt, at man i tegnestuen hos Reiulf Ramstad Architects ikke lader sig nøje med at producere gennemsnitsarkitektur. Der ligger naturligvis altid et rationale i udviklingen af bygninger, og her udgør nytteværdien en konstant udfordring, som arkitekten og hans konstruktører altid skal forholde sig til - således her eksemplificeret i blandt andet et kirkebyggeri i den lille vestnorske by Knarvik.

 

Træ som materiale

Man er her ikke i tvivl om, at bygningen har en skulpturel effekt i landskabet, men går man ind i Google Maps i jordhøjde, bliver man desværre blot mødt af nogle gravemaskiner, der er i gang med de første forberedelser til byggeriet, som blev tilendebragt i 2014. Til gengæld viser udstillingen i Utzon Center i kraft af fotografier og en model i 1:100 klart arkitektens æstetiske hensigt med byggeriet.

 

Det samme oplever man med adskillige andre modeller på den omfattende og smukt disponerede udstilling, hvor træ synes som et uomgængeligt materiale i konstruktionen. Dette er ikke på nogen måde tilfældigt, da netop træ er Ramstads foretrukne materiale, og her ses det tydeligt, at tegnestuens filosofi funderer sig i naturen og den umiddelbare visuelle kommunikation, der opstår i harmonien mellem arkitekturen og samspillet med det nære miljø.

 

Naturen er aktuelt fint repræsenteret i et grønt område, hvor arkitektens modeller optræder i en baggrund af vedbend, som dog ikke bør forveksles med klatreplanten sølvregn - også kaldes "arkitektens trøst". En gynge i rummet og et klatretårn giver fornemt liv til de statiske udstillingsenheder, så lokalet kalder på bevægelse.

 

Center for korn og madkultur

Det er interessant, at et af de udstillede og beskrevne projekter er et byggeri, som man for nyligt har haft rejsegilde på i nærheden af Hjørring. Her kan man formentligt senere i 2019 indvie Kornets Hus, et center for viden om korn, ernæring og madkultur.

 

Det vinkelrette byggeri, tegnet af Reiulf Ramstad Architects, vil i bogstavelig forstand fremstå i træ som skudt op af det flade landskab i Nordvestjylland. Således går natur og arkitektur i forbilledlig harmoni endnu en gang, og på Utzon Center præsenterer man i den kommende tid endnu flere banebrydende, nordiske arkitekter. Der er noget at se frem til.

 

I ARKITEKTENS VERDEN - REIULF RAMSTAD ARCHITECTS

UTZON CENTER

Slotspladsen 4, Aalborg

Til den 26. maj 2019

                                                                                                               

BLÅ BOG

Reiulf Ramstad, født 1962

Uddannet ved Facolta di Architettura, Universiteta de Genova og Istituto Universitario di Architettura di Venezia i Italien 1991.

Etablerer tegnestuen Reiulf Ramstad Architects i Oslo 1995

Har været tilknyttet som professor ved flere norske uddannelsesinstitutioner, ligesom han har modtaget adskillige priser og udmærkelser i Italien og i hjemlandet Norge

 

Se billeder fra udstillingen HER>