Når farven bliver fysisk

 

Billedkunstneren Bodil Nielsen lægger nye perspektiver til den abstrakte rumlighed og sin egen praksis på en eminent udstilling i Kunsthal Nord i Aalborg.

 

******

En kunstner, man ofte kan støde på, når man besøger alverdens store kunstmuseer, er Josef Albers, som var en af kunstnerne tilknyttet den berømte Bauhaus-skole i Tyskland i de glade år i Weimar-republikken fra 1919 til 1933.

 

Af velkendte årsager levede Albers de sidste mange år af sit liv i USA, hvor han videreudviklede sine egne hypoteser omkring kvadratet og farvens udstrækning som primære provenienser, og disse konklusioner ligger ganske meget i forlængelse af en anden Bauhaus-personlighed, Jonannes Itten, der som en munk i sin celle videreudviklede en farvelære, som oprindeligt kan tilskrives den tyske filosof Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832).

 

Koloristisk totalinstallation

Når jeg nævner Josef Albers, er det fordi, at man hos ham får et indblik i, hvordan det geometrisk-abstrakte formsprog kunne udvikle sig til skarptskårne kompositioner typisk rummende kvadratet i en rumlig funktion dikteret af farvernes karakterer.

 

Netop farvernes fysiske tilstedeværelse og deres indbyrdes bindinger er kodeordene i Bodil Nielsens udstilling 'Inside Colour' i Kunsthal Nord i Aalborg; men hvis man udelukkende er bekendt med Bodil Nielsen som maler, vil man muligvis blive overrasket, når man oplever hendes koloristiske totalinstallation.

 

Der er dog brugt maling i udstillingen, men udelukkende som farveindslag på udstillingsrummenes vægge. I de tilfælde, hvor det har været muligt, spiller væggene sammen og i en komplementær forstand imod et antal mere eller mindre transparente stoffer, der kan ses som et modstykke til farve lagt på et maleri i laserende lag.

 

Eminent univers

Formuleringen er naturligvis en konstruktion, avisens anmelder aktuelt gør brug af i forlængelse af oplevelsen, som opstår på vej rundt i installationen. De tekstile enheder skaber et forløb, som træder man ind i en komposition, der hele tiden bringer kunsthistoriske attributter frem i iagttagerens mere eller mindre forsætlige tolkning.

 

Kunsthal Nords rum er uegale og svært tilgængelige, hvilket har givet Bodil Nielsen mulighed for at skabe et eminent univers, hvor farve og tonalitet går i en umiddelbar form for harmoni. Man kan glemme alle mulige teorier vedrørende farvers individuelle, symbolske betydninger. Opstår der et behov for at male et større område gult, bliver det gjort. Gul er jo en skøn primærfarve, som giver en saftig næring til de omkringliggende pigmenter, hvad enten disse optræder som kolliderende organismer eller i en tone tæt på rummets finish.

 

Et centralt område fremstår næsten monokromt blåt, og jeg har nævnt et par stærke navne fra kunsthistorien, så det vil være ufint at praktisere yderligere namedropping og bringe flere kunstnere fra 1900-tallet frem i beskrivelsen af det aktuelle udspil i Bodil Nielsens praksis. Værket står samlet set smukt og udstillingen viser, hvad der sker, når farven får lov til at fungere på fysiske betingelser - og det er faktisk aktuelt dét, der er tilfældet.      

 

BODIL NIELSEN - INSIDE COLOUR

KUNSTHAL NORD

Kjellerups Torv 5, Aalborg

Til den 17. oktober 2020

 

BODIL NIELSEN

Født i 1957.

Uddannet ved Grafisk Skole i Aarhus 1979-83, Det Kgl. Danske Kunstakademi 1986-93 og Jan van Eyck Akademie, Maastricht, Holland 1991.

Er blandt andet repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet.

Modtager Eckersberg Medaillen i 2013 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2018.

Bor og arbejder i København.

 

Se billeder fra udstillingen HER>