På besøg i Mariko Mori’s kosmos
I et højteknologisk samspil mellem rum og tid, har
multikunstneren Mariko Mori mildest talt indtaget ARoS’ udstillingsrum med
opsigtsvækkende værker
Superstar i hvidt
Håret er kulsort
og sat op i en stram, kunstfærdig frisure. Tøjet er ikke kridhvidt som en
lægekittel, men dog næsten. Hun er langt fra en person, der fylder rummet ud.
Alligevel er man ikke et sekund i tvivl om, at det er hende, der drejer sig om,
da man træder ind i loungen på ARoS’ øverste etage på slaget 12 denne
efterårsdag.
De
sædvanlige høflighedsfraser brændes af. Mange af de fremmødte pressefolk har
jeg mødt ved adskillige andre lejligheder, og det hele foregår i en rar og
uformel atmosfære. Museets direktør Jens Erik Sørensen ser glad ud på trods af,
at én af pressekorpsets repræsentanter giver udtryk for en vis indignation, der
er afstedkommet af, at et stort landsdækkende dagblad allerede samme dag
bringer en ganske omfattende reportage fra udstillingen Oneness, som er dette pressemødes ubestridte omdrejningspunkt.
Med
sædvanlig timing indleder museumsdirektøren pressemødet. Han skitserer i
overordnede træk dagens hovedperson, som naturligvis er multikunstneren Mariko
Mori. Han betegner Mori som ”superstar”, hvilket får den unge kunstner (f.
1967) til at smile beskedent. Efterfølgende giver udstillingens kurator,
museumsinspektør Gitte Ørskou et omfattende indblik i Mori’s kunstneriske
aktiver. Der bliver talt meget og længe; men det hele forekommer relevant.
”Vi er sat
i Verden for at bringe kunsten til Århus”, indleder Jens Erik Sørensen eventen
og det er da også netop ret væsentligt at påpege, at det er hvad man har gjort
i det aktuelle tilfælde. Gitte Ørskou supplerer direktøren med en længere
redegørelse, der bl.a. omhandler, hvordan hun selv for første gang stiftede
bekendtskab med Mariko Mori på Venedigbiennalen i 1997, hvor Mori blev
premieret for 3-d filmen Nirvana, som
også udgør ét af de værker, der præsenteres på ARoS.
Universets figurer
Mariko
Mori’s kunst og udtryk finder sine udgangspunkter i universet, som man i et
øjebliksbillede forestiller sig det i relation til en arketypisk tankegang,
hvori det er befolket med små, løjerlige figurer, som man ser dem fremstillet i
dét værk, der har givet titel til udstillingen Oneness. Under forløbet oversættes dette som ”samhørighed” og jeg
bliver forbløffet, da jeg første gang bliver visuelt konfronteret med værket.
En kvinde har placeret sig på knæ foran ét af de kære individer, som hun
begaver med en veritabel krammer. Dette afstedkommer at rumvæsnet reagerer med
øjnene, som lyser og dermed signalerer tilfredshed.
En krammer
Jeg
genkender forholdsvist omgående den krammende kvinde som én af landets
fremmeste kunstanmeldere på netop dén avis, som samme dag bragte en
gennemgribende reportage fra udstillingen. Denne skulle dog senere – viste det
sig – blive suppleret med en anmeldelse, hvori den pågældende skribent
antydede, at hun udelukkende foretog dette stunt på opfordring, som jeg mener,
kunne være kommet fra ARoS’ informationschef, der fulgte optrinnet med et
smørret smil. Selv tilskyndede jeg blot til en gentagelse, så jeg kunne
dokumentere situationen med mit kamera.
Interaktion og fotografiet
Interaktion
er et nøgleord i forbindelse med Mariko Mori’s kunst. I en rumlig installation,
som i form minder om en lotusblomst interagerer værket med omverdenen i kraft
af et lyslederkabel, der har forbindelse med en solfanger på museets tag.
Derved har udefra kommende omstændigheder en indvirkning på, hvordan
installationen fungerer i udstillingsrummet. Den fremstod beskedent dén dag,
som var kendetegnet af et for årstiden typisk skydække.
I sine unge
år benyttede Mariko Mori det iscenesatte fotografi som medie – og her optrådte
hun samtidigt som model i sine værker. Hun har senere udviklet dette koncept,
hvilket der også kan ses adskillige eksempler på. Det audielle spiller bl.a.
sammen med det visuelle i et antal kæmpestore computermodificerede værker, der
bruger lyd som punktelement. Placerer man sig på nøje afmærkede spots i rummet,
hører man kunstnerens stemme og dermed får de artificielt udførte billeder
tilført en ekstra, overraskende dimension.
Wave UFO
Udstillingens
ubestridt mest omfangsrige værk er dog installationen Wave UFO fra 2003. En ung mand i hvidt tøj har netop afsprittet min
pande med henblik på at placere to elektroder, som senere via et mini-jackstik
forbindes til elektronikken inde i det imponerende rumskib. Moriko Mori
arbejder og bor i New York; men er født i Tokyo i Japan – og det er da også det
japanske legemesformat, der har bestemt udstrækningen på de tre units, som man
bliver anbragt i under den syv minutter lange proces, man oplever i selskab med
to andre i det lukkede rum.
Jeg er i
væsentlige træk blevet indført i, hvordan det grafiske mønster, jeg fra min
umagelige position kan aflæse i UFO’ens loft, skal tolkes. Umiddelbart er
grafikken svær at tyde. I bunden optræder en kurve, som skulle give udslag i
tilfælde af, at gæsten skulle bevæge kroppen. Jeg prøver at sætte mit hårdt
belastede legeme så meget i bevægelse, som det underdimesionerede sæde tillader
– og ganske rigtigt. Kurven giver et beskedenst udslag. På det mentale plan
sker der ikke så meget. Farven blå er ensbetydende med, at jeg befinder mig i
en rolig og næsten meditativ tilstand.
Mariko Mori foran Wave UFO
Mobil og ømme nakkemuskler
Pludseligt
giver en alt for velkendt lyd anledning til at der kunne ændres på
farvespektret inden i Wave UFO. Min mobiltelefon
ringer til mine medpassagerers store morskab. Jeg fisker mobilen frem med et
vist besvær, slukker den og undskylder. Omgående observerer jeg, at farven i
grafikken, som skulle indikere min sindstilstand, er uændret. Hvis der ellers
er noget, der kan bringe mine kropsvæsker i kog, er det en kimende telefon.
Da jeg
senere, midt i skolernes efterårsferie, besøger udstillingen i ARoS’ ordinære
åbningstid, sidder der vel en snes mennesker og venter på at opleve Wave UFO indefra; men jeg har haft oplevelsen, akkurat som jeg har
set Nirvana, den tidligere omtalte
3-d film. Her påfører jeg mig de obligatoriske briller og sætter mig på gulvet,
hvor jeg oplever aliens flyve tæt forbi mit hoved. Jeg har ondt i nakken og i
skuldrene.
På vej ud
fra museet kaster jeg et hurtigt blik over imod KulturhusÅrhus, hvor
Kunstportalen aarhus.nu har til huse. Jeg spekulerer på, om de på redaktionen
får citronmåner til kaffen? Samtidigt funderer jeg over, hvordan jeg skal gribe
dette besøg i kunstens kliniske univers an med mine ømme muskler.
Mariko Mori – Oneness, på ARoS Århus
Kunstmuseum til 28. januar 2008.