Modellerede manifestationer over liv og død.

Skulpturgangen på Statens Museum for Kunst fordrer format. Jørgen Haugen Sørensen har med udstillingen ’Mens vi venter’ fyldt rummet ud.

Fra granit til ler.

Den verdenskendte danske billedhugger Jørgen Haugen Sørensens omfattende udstilling på nationalgalleriet har fået den prosaiske titel ’Mens vi venter’. Man behøver ikke nødvendigvis at betragte udstillingen ret længe, inden det går op for én, hvad det er, man har at se frem til. Den lurer på dig, derude et sted, døden. Den kan udskydes, men den når dig før eller siden.

Jørgen Haugen Sørensen er kendt for et utal af offentlige udsmykninger i ind- og udland samt en gedigen repræsentation på adskillige kunstmuseer. ’Huset, der regner’ på Sct. Hans Torv på Nørrebro i København udgør således et imposant statement over kunstnerens arbejde med granitten over en årrække. Besynderligt nok er netop denne skulptur én af de sidste store udsmykningsopgaver, som Haugen Sørensen har udført. Efterfølgende har modelleringen og leret udgjort de væsentligste omdrejningspunkter i hans arbejde.

Det er ganske logisk at Jørgen Haugen Sørensen, der født i 1934, har taget dette skridt i sin arbejdsproces. Faktisk var det meningen, at han skulle uddannes som gips- og pottemager på Kunsthåndværkerskolen. Dette tiltag bliver dog af kort varighed. Sørensen går sine egne veje og debuterer som skulptør på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1953.

Frankrig og Italien.

I mange år arbejder Jørgen Haugen Sørensen med sten og marmor. Han er bosat i Paris fra 1959 til 1968; men er i disse år alligevel en væsentlig bestanddel af det danske kunstliv. I 1968 bosætter han sig i Italien, i Verona. Opholdet i Italien er ikke ukompliceret og Haugen Sørensen må i en periode ”flygte” til Jugoslavien, da han i Italien bliver idømt en betinget fængselsstraf på 8 måneder. Hans forbrydelse bestod i at udtale til en gruppe soldater, at ”medaljer er noget, man hænger på idioter”. Des flere medaljer, jo større idiot.

Han vender tilbage til Italien i 1975 og bosætter sig i den lille by Pietrasanta. Her var han i behørig nærhed af de store marmorbrud i Carrara, som har leveret råprodukt til en stor del af hans mange skulpturer i netop dette materiale. Haugen Sørensen har haft base mere eller mindre fast i Pietrasanta siden.

I disse år udviklede Jørgen Haugen Sørensen et skulpturelt formsprog, som var forankret i et organisk, abstrakt univers. Derfor overraskede det mange, da han for nogle år siden viste en helt ny side af sit værk på en stor udstilling på Ny Carlsberg Glyptoteket i København. Motiverne kredsede nu om mennesket, som de havde gjort i de yngre år. Skulpturerne rummede i deres indhold kommentarer til verden, som den har udviklet sig efter de store krige på bl.a. Balkan.

Sørensen har altid rejst meget og set bagsiden af de medaljer, som idioterne bærer. Derfor har det været oplagt at skabe et værk med afsæt i menneskeskabt lidelse. Indignationen blev fremstillet i modelleret form. ’Jeg mener, jeg ser’ kaldte han udstillingen på Glyptoteket. De mange skulpturer i stentøj gik i overraskende samklang med de klassiske skulpturer i Glyptotekets samling.

Derfor kalder man dem hunde.

Udviklingen fra årene omkring årtusindskiftet er fortsat, hvilket den aktuelle udstilling, der varer helt frem til februar 2008, tydeligt viser. Umiddelbart får man øje på et blodigt slagsmål mellem en stor flok hunde. Selv kønsagten mellem de vilde køtere udgør en kamp på liv og død. ’That’s why, they call them dogs’ rummer elementer af det, man oplever på krigsskuepladser, hvor enhver form for humanistisk ageren er sat ud af spillet. Her er det oplagt, at man går efter struben. Man parrer sig og dræber! I præcist dén rækkefølge.

Døden er i det hele taget et gennemgående tema på ’Mens vi venter’. Det mest klart disponerede eksempel på døden som definitivt element er den store skulptur, som har givet udstillingen sin titel. En fedladen, nøgen mand danser med døden, som han prøver at bestikke med et kys. Det er dog helt tydeligt, hvem der besidder magten i den ulige kamps dødedans. ”Jeg har selv taget hul på min sidste livsalder i et evigt kapløb med tiden og har Døden som makker”, har kunstneren udtalt i forbindelse med udstillingen. Er det dødsangsten, han modellerer, så han finder det nødvendigt at skildre emnet i denne menneskestore skulptur i hvidglaseret stentøj? Fortvivlelsen lyser i bogstavelig forstand ud af det formidable værk.

Svinet som karikatur.

Et gigantisk, ligeledes hvidglaseret svin i stentøj, udgør skulpturen ’Et selvforskyldt mirakel venter på et nyt’. Dette værk er som bl.a. titelværket skabt til denne udstilling. Det enorme svin sidder i en stilling, der får dets krops fedme til at flyde ud og næsten skrige på en fedtsugning. Grisen græder sølvtårer over sin fortvivlende fremtoning, men der er ikke noget at gøre. Miraklet udebliver naturligvis. Kolossen er tvunget til at sidde til fri beskuelse i mange måneder fremover med sit frit eksponerede lem, der blot får figuren til at stå endnu mere hæslig og patetisk frem. Det er begribeligvis en karikatur på mennesket.

På mange måder er udstillingsrummet problematisk. På den ene side har man de røde mursten fra den oprindelige bygning og på den anden den klare hvide monokrome flade, som udgør den nye tilbygning. Der er højt til loftet og man må således gå i kamp med rummet, når man som kunstner skal indtage det på en forsvarlig måde. Det kræver store værker, men ikke alle Jørgen Haugen Sørensens skulpturer er store. Relieffet ’Den underste himmel, eller som at holde havet tilbage med en kost’ underbygger næsten denne problematik via titlen. Værket er stort, men fungerer nærmest småt. Det er dog kun på afstand, at man oplever det sådan. Man drages uundgåeligt imod dette relief, som man tiltrækkes af de langt mindre skulpturer, der ofte optræder i serier.

Serier.

For at få det fulde udbytte, må man gå på opdagelse i hjørnerne. Her finder man igen scenarier, der kredser om døden. ’Fucking Death’ udgør en serie på otte enheder, hvori døden i en klart defineret form, er gået i kødet på livet. Et element fra en tidligere epoke i kunstnerens forløb ’Slagtescener’ er taget op igen i 2006. Ikke mindre end 47 hoveder i brændt terracotta står linet op på rad og række på et bordlignende podie. Det hedder ’De andre eller vinderne’ og det er tilsyneladende ”de andres” hoveder, der optræder i værket, der er fra 2006.

Jørgen Haugen Sørensen er, som nævnt, født i 1934. Han fylder dermed 73 i år. Ikke mindst ud fra denne viden, er det en imponerende udstilling, der er stablet på benene på Statens Museum for Kunst, og der er god tid til at se den. Faktisk er der ingen undskyldning for at lade være, da der er gratis entré til denne del af museet. Der er udgivet to bogværker og en dvd i forbindelse med udstillingen: ’Jørgen Haugen Sørensen. En biografi’ er forfattet af museets direktør Allis Helleland. ’Før og lidt efter’ er dagbogsnotater af kunstneren, som er redigeret af Merete Pryds Helle. Endelig er udkommet dvd’en ’Jeg mener jeg ser’, som er en film af Malene Ravn om Jørgen Haugen Sørensen og hans reflektioner over liv og værk.

Jørgen Haugen Sørensen: ’Mens vi venter’. Statens Museum for Kunst indtil 3. februar 2008.

TIL TOPPEN