Marionetternes indtog på kunstmuseet

 

Den egyptiske kunstner Wael Shawkys aktstykker angående den historiske kamp om Mellemøsten er udført som marionetdukkefilm og som betagende relieffer.

 

******

Der er noget sært uskyldigt over marionetdukker, og netop sådanne figurer levendegøres af den egyptiske kunstner Wael Shawky i tre film, som beskriver historiske begivenheder i Mellemøsten i årene, der strakte sig fra 1095 til 1291. Denne stormfulde tidsramme på et par hundrede år giver således næring til tre film, som sammenlagt strækker sig over adskillige timer.

 

Lange forestillinger

Ganske passende har man på kunstmuseet ARoS i forbindelse med udstillingen 'The Crusaders and Current Stories' indrettet tre udstillingsrum som biografteatre med stolerækker og hele udtrækket. Som antydet bliver det en lang forestilling, hvis man har sat sig for at se alle film til ende, så måske bør man afsætte en regnvejrsdag til dette forehavende.

 

Der er ingen grund til andet end at anerkende, at Wael Shawky og hans assistenter er dygtige til deres metier. Filmene står skarpt og i enkelte tilfælde dramatisk i kraft af et veldisponeret teatralsk udtryk. På flere måder virker forestillingerne hver for sig dragende på beskueren, men når den første, umiddelbare fascination har lagt sig, bliver man lidt tung i fordøjelsessystemet, når de flotte dukker indtager scenerne i deres lettere infantile fremtoninger.

 

Historierne mangler bestemt ikke drama. Kampene om Mellemøsten set fra et arabisk udsigtspunkt har i alle tider været voldsomme og grusomme. Det storpolitiske spil om Jerusalem er i dag akkurat lige så intens som tidligere.

 

Dukker som karikaturer

Skulle man vurdere Shawkys historiske version af hændelserne dengang, synes det, som ingen er rigtigt ondskabsfulde, men på den anden side er heller ingen ubetinget gode. Det ligger i dukkernes karakter. De optræder stort set alle som en form for karikaturer, hvilket måske kan tolkes som om, det er umuligt at producere marionetter, der er smukke. Man får næsten ondt af dem.

 

Det er faktisk muligt på udstillingen at studere filmenes rolleindehavere, da de mange marionetdukker vises i et separat afsnit. Det er ikke vanskeligt at konkludere de mange figurer som enheder, der har været komplicerede at fremstille. Den kunstneriske værdi begrænser sig dog til det rent kuriøse.

 

Storslåede relieffer

Som modstykke til filmene og dukkescenarierne kan man iagttage tre store trærelieffer på udstillingen i ARoS' store niveau 1, som er beregnet for omfattende skiftende udstillinger. Disse relieffer - hvoraf to er skabt til den aktuelle udstilling - optræder som lignelser over tidlige kunstværker, der alle tager nogle af de samme problemkomplekser op, som man oplever i filmene. Der er blot den store forskel, at reliefferne er storslåede og helt fantastiske i deres udførelse.

 

De visuelle fortællinger rummer så megen perspektiv, at værkerne forsvinder ind i museets vægge og dermed skaber en behørig dimension til udstillingens integritet. Desværre oplever man her, at værkerne er belyst ujævnt, og det kan forekomme besynderligt, at man ikke på et museum af ARoS' karakter er i stand til at foretage helt basale tekniske løsninger.

 

Hele scenariet omkring 'The Crusaders and Current Stories' indrammes umiddelbart uden for udstillingsområdet af en gigantisk "mur", som dog fremstår i en artificiel finish bemalet med lyserød farve. Muren symboliserer naturligvis det, den er. Mure har i årtusinder været brugt til at adskille venner fra fjender samt integrerede folkeslag.

 

På den anden side af muren er der meget at iagttage for entusiaster af marionetdukker, men heldigvis indeholder udstillingen også emner, som måske kan besnære det alment kunstinteresserede publikum. Fire ledestjerner burde under alle omstændigheder skabe en vis nysgerrighed hos sidstnævnte segment af museumsgæster.

 

'WAEL SHAWKY - THE CRUSADERS AND CURRENT STORIES'

AROS AARHUS KUNSTMUSEUM

Aros Allé 2, Aarhus C.

Til d. 2. september 2018

 

BLÅ BOG:

Wael Shawky

Født i Alexandria i Egypten i 1971

Efter afgang fra kunstakademiet i Alexandria i 1994 tog han en Master of Fine Arts i Philadelphia i USA

Brød igennem i forbindelse med Documenta 13 i Kassel i 2012

Seneste store soloudstillinger fandt sted i Castello di Rivoli i Torino i Italien, Kunsthaus Bregenz i Østrig og MoMA P.S.1 i New York.

 

Se billeder fra udstillingen HER>