Man kaldte dem gale klatmalere og svindlere

 

Eugène Brands var en væsentlig årsag til, at Cobragruppen introduceredes i Amsterdam for 70 år siden. Udstillingen blev en skandale, og Brands' medlemskab af sammenslutningen blev kortvarigt.

 

******

Når talen i et kunsthistorisk forhold falder på kunstnergrupperingen Cobra, kan det synes mærkværdigt, at sammenslutningen i sin vorden for omkring 70 år siden kunne skabe blæst og skandale omkring sin eksistens. Hvad der i dag står som mainstream, var i årene efter 2. Verdenskrigs slutning at betragte som horribel avantgarde i sin mest afskyelige form.

 

I november 1949 var kunstneren Eugène Brands blevet lovet en udstilling på Stedelijk Museet i Amsterdam, og han valgte at give sine kunstnerkollegaer fra Holland, Belgien og Danmark mulighed for at deltage i denne udstilling, og hermed blev Cobra, som var blevet dannet året før, et udstillingstema med internationalt tilsnit.

 

"Kommunistiske optøjer"

En af Cobragruppens ophavsmænd, den belgiske digter og billedkunstner Christian Dotremont, havde en politisk dagsorden, men da de hollandske kulturjournalister ikke forstod Dotremonts franske tirader - bortset fra navnene Lenin og Stalin - blev Cobraudstillingen i aviserne blev derfor beskrevet som "skueplads for kommunistiske optøjer". En højst utraditionel ophængning af værker frit hængene fra loftet og derudover primært inspireret af børns leg med farver dæmpede langt fra gemytterne hos publikum og kritikere. "Fuskere, klatmalere og fupmagere" hed det således i en førende hollandsk avis.

 

I forlængelse af Stedelijk-udstillingen forlod Eugène Brands samarbejdet i Cobra, og han blev i nogen grad glemt af diverse kunsthistorikere, der i årene efter grupperingens opløsning i 1951 forskede koncentreret i sammenslutningen.

 

Der er ingen tvivl om, at enkelte Cobrakunstnere fik en endog stor betydning som individuelle karakterer de følgende år. De fleste kender historien om Karel Appel, Pierre Alechinsky, Constant og Corneille samt de væsentlige danske repræsentanter Asger Jorn, Ejler Bille, Henry Heerup og Carl-Henning Pedersen, og det er netop sidstnævnte, man nu har sat i stævne sammen med Eugène Brands i en historisk interessant udstilling på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning.

 

Udstillingen lader ane en afstand mellem en fabulerende Pedersen og den langt mere udfarende og afsøgende Brands. Man oplever umiddelbart væsentligt flere paralleller hos Brands til en kunstner som Jean Dubuffet og art brut - filosofier grundfæstet i kunst skabt af børn og mentalt forstyrrede individer - end et rendyrket modstykke til Cobra, hvilket eventuelt placerer visse Cobrakunstnere i roller baseret på rutineprægede præstationer. Det sidste gælder ikke mindst Carl-Henning Pedersen.    

 

Intimitet i værkerne

Fotografiet spillede en vis rolle hos både Carl-Henning Pedersen og Eugène Brands. Hos Brands ses dette klart eksemplificeret gennem et antal tableauer af fotografen Frits Lemaire, hvori Brands som model blandt andet leger med kønsidentitet i en epoke langt før emnet blev et hverdagstema i medierne. Brands bruger tillige fotografiet i en serie kollager, som indrammer visse politiske motiver i årene omkring Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1930'erne.

 

Udstillingens repræsenteres primært af arbejder på papir, og her ses især Carl-Henning Pedersen i stor kontrast til samme kunstners store malerier på lærred. Intimiteten i de mindre værker giver en vinkel på Pedersen, som man måske ikke ofte oplever, og hele historien om konflikterne i Cobra samt sammenhængen mellem Pedersen og Brands bliver smukt beskrevet, billedligt og i tekst, i kataloget, som ledsager udstillingen.

 

'BRANDS & PEDERSEN - SPOR AF COBRA'

CARL-HENNING PEDERSEN & ELSE ALFELTS MUSEUM

Birk Centerpark 1, Herning

Til den 1. juni 2019

 

EUGÈNE BRANDS

Født i Amsterdam i Holland i 1913, død i 2002 i Sydfrankrig.

Uddannet designer ved Amsterdam Arts and Crafts School 1931-34.

Som billedkunstner selvlært.

I 1948 medlem af den hollandske eksperimentelle gruppe REFLEX.

Var medlem af kunstnergrupperingen Cobra i 1948-49.

Er rigt repræsenteret i Stedelijk Museet i Amsterdam.

 

CARL-HENNING PEDERSEN

Født i København i 1913, død 2007 i København.

Som billedkunstner autodidakt.

Møder i begyndelsen af 1930'erne maleren Else Alfelt, som han er gift med i årene fra 1934 til Alfelts død i 1974.

Medlem af Cobra i perioden 1948-1951.

Har udført adskillige udsmykningsopgaver, hvoraf Ribe Domkirke er den mest iøjnefaldende.

Har modtaget flere udmærkelser, blandt andet Eckersbergs Medalje i 1950 og Thorvaldsens Medalje i 1963 samt Guggenheimprisen i 1958.

I 1976 indviedes Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk ved Herning.