Luft over vingerne
En kvinde, der trækker et lille propelfly tværs over
Frederiks Allé. Dette usædvanlige scenarie udspillede sig på en sommerformiddag
i centrum af Århus.

Simone Aaberg Kærn
Billedkunstneren
Simone Aaberg Kærn er tilsyneladende lidt af en vovehals. Hendes piratlignende
projekt, som hun fuldførte i 2002 ved at overflyve et Talabanhærget
Afghanistan, meget imod koalitionsstyrkernes vilje, signalerer i alle tilfælde
et ekstraordinært mod, som nogle muligvis vil kalde dumdristighed.
Opmærksomhed og ruteændringer
Man skal
heller ikke være bange for udsigten til at få en del opmærksomhed, når man ved
højlys dag trækker rundt med et Piper Colt propelfly midt i Århus. Især ikke,
når man har valgt at iklæde sig hele udstyret i form af en kropssnær pilotdragt
samt en dampende varm flyverhjelm.
Helt
problemfrit foregik transporten af det lille fly dog ikke. Flere steder
undervejs over mod ARoS Århus Kunstmuseum måtte Simone Aaberg Kærn improvisere
i forhold til konceptets logistik. Planen var, at flyet, som et led i den
kommende udstilling ’OPEN SKY’ i
museets vestfløj, skulle trækkes hen til hovedindgangen og ind i foyeren.
Hvordan man havde tænkt sig dette udført spekulerede denne skribent allerede
over langt inden, man var nået så langt.
Idéen om det frie luftrum
Det hele
løste sig dog, da ARoS’ informationschef pludseligt råbte, at døren ikke var
bred nok. ”Lad os gå ind og få noget kaffe”, sagde han efterfølgende og dén
udmeldning vakte tilfredshed blandt de tilstedeværende – ikke mindst hos
kunstneren.
Når Simone
Aaberg Kærns udstilling åbner 7. august, vil flyet dog være på plads, som en
del af ’OPEN SKY’, der dokumenterer
den tre måneder lange rejse, som kunstneren foretog i et forsøg på at anskue
himmelrummet som et frit univers. Sådan forholder det sig langt fra; men Kærn
havde en agenda med sit togt; nemlig at opsøge en ung kvinde i Afghanistan, som
besad en drøm om at blive jagerpilot. Kvinden – Farial – fik mulighed for at
styre flyet over Kabul.
En del af
udstillingens koncept bliver filmen ’Smiling
in a Warzone’, som blev optaget under den lange rejse. Med på turen havde
Simone Aaberg Kærn instruktør og fotograf Magnus Bejmar.
Simone Aaberg Kærn er født i
København i 1969. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1993-98.
Denne uddannelse har hun suppleret med et ophold på Goldsmith College of Fine
Arts i London. Blandt hendes mest betydningsfulde udstillinger er ’Sisters in
the Sky’, som blev vist på Venedig Biennalen i 1999. Filmen ’Smiling in a
Warzone’ blev nomineret til en Emmy i 2007.
Se
videoklip på Youtube HER>