Livet handler også om døden

 

Er livet et mirakel, udgør livets afslutning intet mindre end et mysterium. Et antal primært hollandske samtidskunstnere tager emnet op på KunstCentret Silkeborg Bad.

 

******

Set fra historiens udsigtspunkt giver det fint mening, at netop KunstCentret Silkeborg Bad som tidligere kurbad, hvor rekonvalescenter efter et muligt sygdomsforløb kunne komme til hægterne, nu lægger rum til udstillingen 'Beyond the Body', som ganske vist fokuserer på døden i adskillige versioner udført af et større antal især hollandske samtidskunstnere. Her belyses et af det levende individs store mysterier med talrige forskellige kunstneriske accenter, hvor nogle er fremragende og andre måske en anelse mere gådefulde.

 

Altid de andre

Umiddelbart lægger man ret omgående mærke til installationen 'Not me' af Alet Pilon, og den øjeblikkelige registrering skal ses som en konsekvens af værkets placering centralt i Silkeborg Bads søjlesal. Værket kommenterer på et nok så alvorligt emne - nemlig kvinder, der rammes af kræft, men man skal kende baggrunden for værkets narrativ, hvis den ellers glimrende skulpturelle form udført af kvindeben, hestehaler og stof skal opnå en episk hensigt. Værkets titel refererer dog direkte til filosofien om, at potentielt dødelige sygdomme rammer alle andre end én selv.

 

En næsten mytisk styrke besidder i samme rum fotoinstallationen 'Xteriors VIII' af Desireé Dolron. Her oplever man en krop - svært at se, om det er en ung mand eller en kvinde, liggende som på et dødsleje. Man er blot ikke sikker på, at personen er død, så man må ty til sin egen imaginationskraft og blot se billedet som et sceneri, der i kunsthistorien har udspillet sig adskillige gange. Det er stærkt og dragende, og samtidigt skræmmende.

 

Ligeledes alarmerende kan en skulpturinstallation ses i Silkeborg Bads panoramasal, hvor to figurer ligger tilsyneladende livløse på gulvet. Der er tale om en mørk og en hvid mand, og de fremtoner, som er de blevet likvideret på stedet. Men der er ingen blod eller tegn på ydre vold. Døden er tilsyneladende øjeblikkelig og smertefrit indtrådt på stedet. Det viser sig, hvis man læser beskrivelsen i udstillingens katalog (på engelsk), at kunstneren Roy Villevoye har brugt sig selv og en ven som model. Med ét bliver figurerne nærværende i deres ubevægelighed.

 

Vitalitet i udfordringen

"Alle mine bekymringer forsvandt. For første gang i mit liv var jeg ikke bange for at dø". En sådan erklæring burde give optimisme i association til problemstillingerne vedrørende døden, men den er fremsat af Jeroen Eisinga i forbindelse med en videosekvens, hvor man ser kunstnerens totalt omsluttet af tusindvis af bier. Angsten for døden blev i momentet forvandlet til en tilstand af vitalitet. Med andre ord: Når man udfordrer døden lever man i bevidstheden om livets fortræffeligheder.

 

På første sal i udstillingen finder man flere statements omkring det aktuelle tema. Her er der givet fornærmende lidt plads til Janpeter Muilwijks maleriinstallation med den samlede og samlende titel 'Eternal Soul'. Til gengæld fylder Studio Ritual Art/Ida van der Lees smukke installation præcist sit rum ud. Her ligger flere lag gemt i en smuk borddækning, der fremstår skrøbelig som livet og sikker som døden.

 

Længere fremme i forløbet finder man vedkommende arbejder af Caspar Berger, der fremstiller sig selv i fragmentform. Esther Bruggink, der med skulpturen 'Rusalka' fabulerer over Dvořáks opera med samme titel. Xandra Bremers skrøbelige glasbadekar kunne referere til tilværelsens transparens og Jan Thomas' momento mori-skulptur genfortæller direkte og originalt udstillingens tema.

 

I disse mange værker i kombination med halvabstrakte og snævert aflæselige indslag, sætter KunstCentret Silkeborg Bad, i øvrigt i samarbejde med den hollandske kurator, Anne Berk, livets mirakuløse gang og dødens uundgåelige mysterium i et mangfoldigt perspektiv.

 

 

'BEYOND THE BODY'

KUNSTCENTRET SILKEBORG BAD

Gjessøvej 40, Silkeborg

Til den 9. december 2018

 

Se billeder fra udstillingen HER>