Kunstmuseets funktion
Der er delte meninger om, hvordan landets kunstmuseer
prioriterer deres udstillings- og formidlingsvirksomhed. Kunstmuseet ARoS i
Århus åbnede i 2004 og har siden sat alternative standarder for, hvad man kan
og ikke kan i en sådan institution.
Én af mine
første opgaver som kunstskribent rækker tilbage til 2004, da det nye
kunstmuseum i Århus skulle indvies. Første oplevelse var en uniformeret vagt,
der bestemt spurgte mig, om jeg var i besiddelse af et pressekort. Min
umiddelbare tanke var, at denne kustode besad en lidt for oplagt lighed med en
politibetjent. Jeg forklarede ham, at jeg gennem museets pressechef burde være
akkrediteret til begivenheden, hvilket også viste sig at være tilfældet. Min
næste tanke var at få et sådant pressekort tilvejebragt via min daværende
redaktør, som jeg vidste, havde forbindelser til Pressens Hus.
Ude og inde.
Siden har
jeg deltaget i et utal af pressemøder på ARoS og har et særdeles godt forhold
til de af institutionens medarbejdere, jeg har været i berøring med. I museets
opbygningsfase fulgte jeg på afstand byggeriet og iagttog hvorledes den store
kube i røde mursten rejste sig på grunden modsat Domhuset på Vester Allé og som
nabo til Musikhuset. Det fornemmedes dengang, som lyset blev reduceret, mens
den kolossale, monolitiske terning skød i vejret.
Ude og inde
er som bekendt to modsatrettede rum – og indvendigt har ARoS sine kvaliteter i
et arkitektonisk sprog, som er i klar opposition til det udvendige. Netop denne
kollisionære rumlige kontrast udgør vel i bund og grund bygningens væsentligste
styrke. Uanset hvordan det danske vejr arter sig, er dét at træde ind gennem de
automatiske karusseldøre ensbetydende med at betræde kulturens og kunstens
Danland. Her er man beskyttet mod Vester Allés støj og fordummelsens evige
tone.
Rauschenberg og racerbiler
Én af de
ting, jeg husker i forbindelse med ARoS, er et udsagn, som faldt ved
pressemødet til den store Robert Rauschenberg-udstilling for et par år siden.
Alle var enige om, at denne udstilling havde noget helt særligt at byde på og
en repræsentant for kritikerstanden ved ét af de store dagblade udbrød på et
tidspunkt ”Nu skal Louisiana snart til at tage sig sammen, hvis de skal leve op
til dét her”.
Om museets
direktør Jens Erik Sørensen overhørte denne kommentar, ved jeg ikke; men siden
har ARoS som bekendt kæmpet med nedadgående publikumstal, og så er det, at gode
råd er dyre. I forlængelse heraf opbyggede man på museet den famøse og meget
omtalte udstilling ’Racing Cars – The Art
Dimension’, hvor Ingvar Cronhammar scenograferede en udstilling med
racerbiler udlånt af et britisk museum. Sørensen havde længe haft en drøm om,
at vise potente køretøjer på museet. Kritikken gik i høj grad på, om der var
tale om en udstilling med en billedkunstnerisk vinkel; men besøgstallet blev
reddet og aldrig så man siden så mange marineblå vindjakker på et kunstmuseum.
Splatter og musikvideo
Samtidigt tog Louisiana, museet for moderne kunst
i Humlebæk, sig sammen. Folk strømmede til udstilling i det nordsjællandske og
samtidigt fornægtede det kunstinteresserede segment af befolkningen næsten
provokatorisk den store og dyre udstilling med den amerikanske konceptkunstner
og provocateur Paul McCarthy, der præsenterede splatter og Heinz-ketchup i
lange baner på ARoS med udstillingen ’Head
Shop/Shop Head’ i 2006.
Her i 2008
har man på ARoS nok en gang prøvet at gøre op med de forestillinger, man kunne
besidde vedrørende et kunstmuseums udstillingsidéer. I en periode viste man en
udstilling, som blev kaldt ’Censur’.
Store billboard-agtige fotografier viste personer nøgne og med et stykke kød ud
af flaben med teksten ”censur” påtrykt. Billederne var uskarpe og farverne stod
forskudte som en bekræftelse af, at tingene helst skal virke en smule sløsede
og henkastede på tidens fotokunstscene. Udstillingen var intet mindre end en
katastrofe og jeg vil undlade at nævne navnet på den ansvarlige kunstner bag
dette tvivlsomme, billedlitterære indslag.
Samtidigt
viste man en meget ambisiøst opsat udstilling, der i fem miljøer viste
musikvideoer af nogle af genrens fremmeste instruktører. Jeg bør
retfærdighedvist nævne, at jeg ikke har set alle de udstillede videoer. Faktisk
finder jeg i langt de fleste tilfælde musikvideoer både kedsommelige og
ligegyldige. Men, bevares! Der var highlights
for kendere blandt de mange værker. Og dét var det!
Louisiana
Louisianas
direktør Poul Erik Tøjner optrådte for ikke så længe siden sammen med Synne
Rifbjerg i en aftendialog på Århus Kunstbygning. Til stede var netop ARoS’
pressechef, som i pausen bad Synne Rifbjerg om at spørge Tøjner, hvorfor
Louisiana viste så mange tandløse udstillinger uden kant og sensationsværdi.
Tøjner svarede, at han ikke ser det som et kunstmuseums opgave at skabe
sensationsprægede udstillinger med unge og alt for tidligt hypede kunstnere.
Han lægger langt mere vægt på det historiske – og dermed kunne man måske
antyde, at Tøjner vælger løsningen med livrem og seler ved at præsentere
udstillinger med kunstnere, der for længst i en historisk sammenhæng, har
bevist deres værd.
På det
nordsjællandske museum har Per Kirkeby netop afløst Cézanne og Giacometti.
Inden for det sidste år har man blandt andet vist Lucian Freud. Dermed har det
storladne maleri trukket læsset på Louisiana; men det har også trukket publikum
til Humlebæk i stimer. Man må heller ikke i den forbindelse glemme den store
Tal R-udstilling, som ligeledes fandt sted på Louisiana, og dermed præsenterede
en yngre dansk kunstner på vej frem.
Nyophængning
ARoS Århus
Kunstmuseum har, som Louisiana, fokus på Per Kirkebys runde fødselsdag og
udstiller inden længe et udsnit af kunstnerens arkivmateriale. Senere åbner en
omfattende udstilling, som viser værker af den danske billedkunstner Erik A.
Frandsen. Det er tvivlsomt, om Frandsen kan trække et lige så stort publikum,
som hans generationsfælle Michael Kvium gjorde for nogle år siden; men mindre
kan vel også gøre det?
Uanset hvad
man kunne mene om ARoS’ udstillingsprofil, må man vel sige, at der bliver prøvet
grænser af i Århus. Også i relation til udstillingsrummenes scenografier. En
vellykket nyophængning af museeets samling af nutidskunst vidner om et museum i
fremdrift.
Fronterne trækkes op.
Samtidigt
bliver fronterne i fremtiden trukket endnu kraftigere op på museumsfronten
herhjemme. Snart åbner et nyt kunstmuseum ’HEART’ i Herning med en ambitiøs
Holger Reenberg ved roret. Kunstmuseerne i både Vejle og Horsens har gennemført
betydelige udvidelser, Silkeborg Kunstmuseum har ansat en ny direktør, der skal
forsøge at synliggøre dette museum i langt højere grad end hidtil og
Nordjyllands Kunstmuseum har signaleret, at de nye strømninger også når Aalborg
på et tidspunkt.
Alt i alt
må man sige, at det ligner et museumslandskab, der trækker i mange retninger;
men spørgsmålet, som kan stilles i forlængelse heraf, er om det gør så meget.
Der er noget for enhver smag. Også den dårlige! Hvad dét så end er?