Magtens klinger krydses på Kronborg.

”Magt” er ofte benævnt som et negativt ladet ord. Magt udgør synonymet på autoritet og dermed muligheden for at påvirke menneskers liv. På Kronborg vises for tiden en udstilling, hvor en håndfuld yngre samtidskunstnere benytter magten som tema.

Når ”magt” udgør et tematiseret fundament for en udstilling med et antal af landests fremmeste samtidskunstnere – en udstilling, der oven i købet finder sted på Kronborg ved Helsingør – er det vel forventeligt at tidens politiske konflikter, som netop er affødt af enkeltpersoners magtbegær, trækkes frem i lyset?

Magt kan defineres på mange måder. Politikeren ville måske foretrække, man kundgjorde, at han/hun besad en fortjent oparbejdet indflydelse; men uanset hvordan man vender og drejer elementerne, handler politik – herunder dén, der beskæftiger sig med kunst og kultur – om bl.a. magt! Den, der besidder den politiske magt, besidder samtidigt retten til at udnævne repræsentanterne for de råd og nævn, som den stadigt siddende statsminister var så kritisk over for i en nytårstale i begyndelsen af sin embedsperiode.

Siden er antallet af råd og nævn, efter sigende, eksploderet – formentlig også i kunstverdenen. ”Smagsdommerene” udgør i dag ikke blot navnet på ét af de få TV-programmer under Danmarks Radio, der beskæftiger sig med kultur. Den politiske korrekthed rammer bredt i disse år.

Kronborg som kunstrum.

Kunstudstillinger kan praktiseres på mange måder. Oftest prioriterer kunstneren det rene rum, som fungerer neutralt i forhold til de udstillede værker. Man forholder sig sjældent til et miljø, med mindre der er tale om et konceptionelt forløb, der præcist er skabt i relation til et sådant.

Kronborgs gemakker udgør et miljø på helt sine egne og karakteristiske præmisser. Slottets interiør har ikke væsentlige baner mod noget, der kunne benævnes som samtidigt i relation til den epoke, vi befinder os i. Måske netop derfor virker det paradoksalt indlysende at foretage en magtdemonstration netop hér på samtidskunstens betingelser. Der er klart nogle historiske baggrunde at spille op imod – og netop disse kollisioner mellem fortid og nutid er faktisk konceptets store styrke.

Klingerne krydses.

Et helt oplagt eksempel på denne sammensmeltning af historie og samtid finder man i Kronborgs store festlokale, hvor Andreas Schulenburg har ophængt sin installation Sværdkamp. Før teknologien gjorde ombringelse af mennesker og dyr til et enkelt forehavende, udgjorde sværdet som bekendt et vitalt våben. Dermed samtidigt i en snæver vending et magtmiddel.

I Schulenburgs værk er klingerne blevet krydsede med dét resultat, at de begge er knækkede. Det hårde materiale med den skarpe æg er transformeret om til et skrøbeligt stof. Magten er dermed forrykket til det harmøse. Netop placeringen i den store festsal med de store lysekroner og de kæmpemæssige malerier med krigsscenerne, begaver næsten værket med en menneskelig karakter, som er alt andet end forankret i udstillingens tema.

Pantomime.

Simon Dybbroe Møllers store ruminstallation på Århus Kunstbygning for nogle måneder siden står stærkt i erindringen. Her bevægede han sig i et spændingsfelt mellem forfald og rekonstruktion. Denne installation var i bogstaveligste forstand præget af format. Det samme kan man ikke sige om dét værk, kunstneren deltager med på udstillingen på Kronborg. Ikke desto mindre er det, trods sin beskedne udstrækning, interessant.

I en enkelt opbygget videosekvens møder magten afmagten. Man får oplagte associationer til lægeverdenen i kraft af de fire aktørers pålædning, der mest af alt minder om hvide kitler. Der er dog tale om en logistisk handling i Pantomima della stella gigante. Et antal konservatorer er i gang med at transportere et kunstværk fra pkt. A til pkt. B i denne bemærkelsesværdige pantomime. Figurerne står længe ubevægeligt projecteret op på den råt forarbejdede murvæg, indtil de begynder at bevæge sig i et uforudsigeligt forløb. Den stoflige karakter, som fremkommer herved, skaber samtidigt en forbindelse tilbage i historien. Dermed integrerer værket sig i Kronborgs interiør frem for at distancere sig.

Bryllupssengen.

Lars Thygesens store maleri bærer titlen Fæstning og det forestiller i al sin enkelthed en ekspressionistisk malet himmelseng, som i det aktuelle tilfælde fungerer som symbol på dét ritual, man forbinder med brylluppet. Hvilken rolle magten spiller i dén sammenhæng, kan måske være lidt vanskelig at gennemskue, med mindre man ser ægteskabet som en livslang magtkamp?

Maleriet fungerer dog både overrumplende og overbevisende ved sin tilstedeværelse. Ikke mindst i kraft af malemåden, der bedst kan karakteriseres som dynamisk. Himmelsengen forventer man næsten i miljøet, men langt fra i den skildrede form.

Den gyldne pung.

”Kunstneren Torben Ribe synes at være bevidst om, at alt god kunst tangerer dårlig smag”. Sådan formuleres det i udstillingens formidlingsmateriale om Torben Ribes værker. Den store forgyldte sæk, der hænger ned fra loftet i ét af Kronborgs mange rum, giver da også associationer til en del af den maskuline intimsfære. Denne kolossale guldpung bedyrer sin magtmæssige overlegenhed ene og alene i kraft af sin overdimensionerede integritet.

Det er svært ikke at blive mindet om magtproportionen mellem de to køn, når man iagttager Torben Ribes kæmpepose. Det er på samme tid morsomt, at emner der forstørres i momentet forstærker det parodiske i samme genstands optræden. Værkets forgyldte finish cementerer blot denne effekt. Det er kitch så det rykker.

Kuratorens ny klæder.

Alexander Tovborg har kurateret udstillingen på Kronborg. Selv deltager han med tre underfundigt rumlige indslag, der vel kunne lade sig definere som skulpturer. Tovborg bevæger sig i en historisk kontekst, der rammer ikonografien, der hvor det symbolorienterede ikke længere slår til.

Samtidigt stiller han spørgsmålet, nok en gang, om den ordinære gestands potentiale for at blive ophøjet til kunstværk. Denne problematik har optaget mange siden Duchamp. Tovborg bruger én af småborgerlighedens signalgivere, havegrillen, som fundament for et scenarie, der viser ”Kejserens nye Klæder” i en opdateret udgave. Everyone become heroes har Tovborg kaldt dette værk og understreger dermed, at magt kan være forbundet med det heroiske. Dette er f.eks. eksemplificeret i romanform af Philip Roth, der i fiktion overlod præsidentembedet til helten over dem alle, Charles Lindbergh.

13 kunstnere.

I alt 13 kunstnere giver hver især et bud på, hvordan man kunne demonstrere magt i samtiden. Burn the Bush af Lars Worm peger allerede i titlen frem mod den midlertidige beboer af et stort hvidt hus i Washington DC. Det handler dog om indignation på miljøets vegne. Her spiller de skiftende politiske repræsentanters vilje som bekendt en afgørende rolle, da disse besidder den lovgivende magt selv i miljøspørgsmål.

René Schmidts skulptur uden titel optræder som et offer for et andet individs magtdemonstration. Ved siden af en seng sidder en figur, som er sammensat af materialer fra industriens affaldslager, i en tarvelig plastichavestol. Der er tilsyneladende udsolgt her?

Majken Bent arbejder i et krydsfelt, hvor håndarbejdet møder skulpturen/installationen. To værker af Bent lægger op til en endnu fri fortolkning, som beskueren kan iværksætte på eget initiativ.

Foruden de nævnte har Javier Taipa, Kristoffer Akselbo, Troels Sandegaard, Cecilia Westerberg og Jacob Tækker taget udfordringen med Kronborgs gemakker op. Det er der blevet en udstilling ud af, som konstaterer, at man glimrende kan lade samtidskunsten spille op imod et historisk klenodie. Om magten så i alle tilfælde er defineret lige tydeligt? That is the question…

’Magtdemonstrationer på Kronborg’ varer til 19. august 2007.

TIL TOPPEN