Gennemført jubilæumsskrift hylder en institution på den danske kunstscene

 

Det er uanfægteligt, at adskillige kunstnere har været omkring Kunstnernes Efterårsudstilling. 120 år med det signifikante udstillingskoncept markeres nu med en 200 siders bogudgivelse.

 

******

Hvordan man kan definere en begrebsverden, der baserer sig på censur, som demokratisk, giver billedkunstneren Peter Land en udmærket forklaring på i bogen 'Kunstnernes Efterårsudstilling 120 år'. Han identificerer Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) som befindende sig på et stærkt fundament af folkelighed og demokrati på en kunstscene, der muligvis mere fungerer ekskluderende end imødekommende.

 

Censur en forudsætning

KE er en type udstilling, hvor alle uanset alder, uddannelse eller etnicitet hvert efterår kan få sine værker vurderet af et antal kunstfaglige repræsentanter, hvoraf udøvende billedkunstnere udgør den primære andel af de, der står for det stærkt koncentrerede arbejde, som det er at gennemgå i tusindvis af værker og derefter orkestrere en seværdig udstilling med ofte vidt forskellige udtryk i Den Frie Udstillings bygning i København.

 

En del af historien om KE bliver i den aktuelle udgivelse fortalt af personer, der har haft en berøring med udstillingen, hvor censur er en forudsætning for en kunstfaglig udvælgelse af kunstværker. Med ét er det grimme ord "censur" blevet legitimeret, og her går Peter Lands tidligere tese om et demokratisk forløb måske til grunde? Normalt finder i omegnen af  fem procent af de indsendte værker vej til udstillingen, så der er i bogstavelig forstand tale om et nåleøje, som skal gennembrydes.

 

Forum for spidsborgerlighed

Det er vanskeligt ud fra bogens ganske grundige beskrivelse af KE at konkludere en status blandt den yngre generation af billedkunstnere. Maleren John Kørner lægger i en udtalelse vægt   udstillingens historiske betydning og ønskede selv at få debut på KE og fik afslag, men tog senere en form for revanche i rollen som censor.

 

Historien om KE er også fortællingen om institutionens kriser, som i begyndelsen af 1970'erne, da KE blev udsat for et bagholdsangreb af bestyrelsen, der dengang mente, at KE var blevet et forum for spidsborgerlige interesser. Alt løste sig imidlertid, og listen over kunstnere, der har udstillet på KE er lang og alle navnene kan ses sort på grønt i et kunstnerregister bagerst i bogen.

 

KUNSTBOG

KUNSTNERNES EFTERÅRSUDSTILLING 120 ÅR

REDIGERET AF RIKKE LUNA FILIPSEN OG MATIAS ALBÆK-FALK

200 sider. 350,00 kr.

I DO ART Books