Kassels kontraster.
Documenta 12 i Kassel er præget af højst overraskende
disponeringer og en overordnet modig kuratering, som sammensmelter de
kunsthistoriske epoker.
Kassels
forstadsmiljøer fremstår i en tilstand af slid og let forfald. I samme øjeblik
man krydser broen over floden Fulda, ændrer byen omgående karakter og optræder
i sin forventede rolle som en mellemstor by i det centrale Tyskland. Hvert
femte år bliver denne rolle tildelt en yderligere dimension i de hundrede dage,
hvor den gigantiske kunstevent Documenta
finder sted. Arrangementet er listigt blevet indføjet i Kassels brand. Byen lanceres i dag som
’Documenta-stadt’.
Stemningen
på Friederichsplatz foran det statelige Museum Fridericianum er da også i
Documenta-perioden forvandlet fra tysk provinsmiljø til et kosmopolitisk,
energisk område, hvor alle sprog tales og diverse nationaliteter mødes. Det ses
tydeligt på den store plads og udvendigt på den imponerende museumsbygning, at
noget særligt finder sted under denne 12. udgave af Documenta.
Valmuer og karrusel.
Friederichsplatz
er tæt tilsået med valmuer, og en stor tivolikarrusel med det ene og det andet
af skrevne og billedlige politiske statements bryder det dagligdags sceneri.
Valmuemarken er iscenesat af den kroatiske konceptkunstner Sanja Iveković
(f. 1949) og karrusellen er tyske Andreas Siekmann (f. 1961) ansvarlig for.
Ud ad
Fridericianums udvendige mur vokser i bogstavelig forstand brasilianske Iole de
Freitas’ gigantiske, ubetitlede skulpturinstallation, som indvendigt fylder et
stort rum, hvori et organisk univers af rustfri stål og svært gennemsigtig
polycarbonat blander sig med et nysgerrigt og voldsomt reflekterende publikum.
I et
tilstødende rum finder man en ejendommelig installation, som inkluderer levende
individer, der hænger tilsyneladende livløst ned fra en konstruktion af tovværk
og stof. Disse individer rejser sig dog med ét fra Trisha Brown’s arrangement
og opfører en nøje synkroniseret dans. De unge dansere skaber dermed et
supplement eller en kontrast til det koncentrerede folkeliv, der omgiver dem.
Medieinstallationer
og fotodokumentariske værker i et andet rum brydes befriende af 19 løst
forarbejdede blyantstegninger med hænder som tema af samme Trisha Brown. Disse
er placeret således, at de fungerer i en dualistisk sammenhæng i relation til
det massive mediebombardement, man udsættes for i netop dette miljø, som også
rummer ét af maleren Juan Davila’s morbide kommentarer til USA’s rolle på den
verdenspolitiske arena. Davila har indkomponeret Swastika adskillige steder i
ét værk. Nu refererer dette blot til Guds eget land i dag, og ikke til værtsnationens
storpolitiske rolle for mere end et halvt århundrede siden.
Lys og mørke.
Hos Iñigo
Mangalo-Ovalle er lyset og lyden med pupillernes vandring mellem det rød-orange
lys med den lave frekvens af lyd – frembragt af et radiolignende apparat på
gulvet – og de blåsorte rum af mørke, i stand til at udvide kontrasternes
betydning. Man bliver mindet om forskellen på nat og dag eller blot om dén
blændende oplevelse, det er at møde sollyset efter et par minutter i Hamburgs
Elb-Tunnel.
Denne
ruminstallation findes i Documenta-Halle. Her ligger det centrale, højloftede
udstillingsrum hen i et gådefuldt halvmørke. Dette generelle fravær af lys i de
skiftende udstillinger er et gennemgående træk på Documenta 12. Logisk nok
fungerer en stor del af samtidens kunstneriske udtryk fint i mørket; men ofte
fornemmes det som om de værker, der er forarbejdede i de klassiske materialer,
fremstår sært underbelyste. Mørke skyer trak sig sammen over Kassel på
andendagen af denne skribents besøg i byen; men dén byge, som var det direkte
resultat heraf, var kortvarig. Lyset brød igennem skydækket på ny, hvorimod det
dominerende tusmørke på Documenta 12 syntes permanent.
Udvendigt og indvendigt.
Det kan
virke unfair at foretage nogle enkelte punktnedslag i forhold til enkelte kunstnere
i et så bredtfavnende udstillingsarrangement, som der aktuelt er tale om. Ikke
desto mindre er der kunstnere, der er karakteriseret ved en stor synlighed i
kraft af, at de optræder udvendigt i forbindelse med de mange
udstillingsarealer. Japanske Tanaka Atsukos rødviolette, let svævende dug foran
det imponerende Orangeriepalads, hvor også den digre Aue-Pavillon er opstillet,
er et iøjnefaldende værk, som fungerer i en oplagt komplimentær modsætning til
parkanlæggets grønne græs.
Indvendigt
i Aue-Pavillonen er gardinerne trukket for. Det provisorisk opførte
bygningsværks indvendige miljø er præget af det samme diffuse mørke, som er
kendetegnet for det samlede Documenta-miljø anno 2007. I dén kontekst har
fotografiet det ofte svært på Documenta 12. Kameraet er blevet ét af de
væsentligste værktøjer til frembringelse af kunstnerisk dokumentation. Kameraet
som hukommelseshjælper er ligeledes et vitalt redskab i dag. Stort set alle i
det kolossale publikumssegment er i besiddelse af hukommelse i digital form.
Dette giver
vedholdende arbejde til de mange vagter i udstillingsområderne. Det er ikke
tilladt at fotografere med blitz – og dette forbud bliver omgået med en
tiltagende entusiasme af et publikum, der ikke bliver mindre talstærkt, som
dagene skrider frem
Forskellige epoker.
Det fine
ved Documenta er, at der også findes rum til gennemført mærkværdige
installationer som f.eks. Mladen Stilinović lille, underlige pavillon
behængt med små symboler, der trækker en lige linie tilbage til tiden, da Rusland
var et Sovjetisk anliggende. Her findes i snesevis af små, naive malerier,
indtørrede kager samt ubehjælpsomme, suprematistiske kompositioner. Alt findes
ude og inde i den vel omkring 40 m2 store enhed.
Fra de røde
stjerner og de små fotografier af socialistisk heroisme, er der vel umiddelbart
noget af et spring til danske Poul Gernes’ ”skydeskiver”? Disse findes ikke
desto mindre bl.a. i denne og andre sammenhænge. Valget af netop Poul Gernes
kan muligvis forekomme besynderligt? Men i relation til de gennemførte
dispositioner, der sammenfletter forskellige epoker i kunsthistorien, burde det
måske kunne forsvares? Hvad Poul Gernes selv måtte have af meninger til
udformningen af hans deltagelse i Documenta 12, kan man naturligvis aldrig
vide. Gernes døde som bekendt i 1996.
Neue Galerie.
Er den del
af Documenta 12, der finder sted i Aue-Pavillon henlagt i halvmørke, er det for
intet at regne imod afsnittet, der foregår i Neue Galerie. Øjnene når i
tilstrækkelig grad at vænne sig til sollyset under den korte spadseretur til
den smukke udstillingsbygning, inden man præsenteres for nye mørke rum. Her
findes dog intime arbejder, som er tilbørligt belyst. Det er klart, at en del
af disse sarte værker ikke tåler en voldsom belysning.
Jeg har
tidligere nævnt Tanaka Atsukos stofinstallation på plænen foran Aue-Pavillon. I
Neue Galerie er hun repræsenteret med en serie tegninger, der bl.a. indbefatter
nogle kalendere i mixed-media, som den nu afdøde kunstner forarbejdede under et
hospitalsophold i 50’erne.
Nedko
Solakov er til gengæld i høj grad i live. Dét viser og beviser denne
underfundige, bulgarske konceptkunstner bl.a. i forbindelse med en fortælling,
der er sammenfattet af 99 tegninger. Temaet er frygt. Fears… Det samme tema kan siges at gå igen i denne 50-årige
kunstners andet koncept på Documenta 12, som ved hjælp af objekter og video
beskriver en opvækst i Jerntæppets skygge.
Der er i
sagens natur meget at se på Documenta 12. I skrivende øjeblik huskes foruden
dét, jeg allerede har nævnt bl.a. Saâdane Afifs konstruktion af selvspillende,
elektriske guitarer, Lu Haos minutiøst udførte meterlange forløb af Beijings
skyline på silke, Mariá Bartuszovás organiske gibskompositioner, Cosima von
Bonins kæmpeinstallation Relax It’s only
a ghost, Atul Dodias smukt udførte tegninger med tekster fra indisk poesi
samt John McCracken’s minimalisme.
Uforudsigeligt og overrumplende.
Det er
væsentligt at pointere, at Documenta 12 ikke ensidigt er et udstillingsevent,
der kaster lys (eller mørke) på samtidskunsten. I kurateringen har man derimod
taget sigte på sammenligneligheden mellem dén billedkunst, der præger
kunstscenen i dag og et historisk udsnit af den moderne kunst. Dette forhold er
interessant og indebærer et stort element af uforudsigelighed.
Man kan
roligt sige at modernismen og det forrige århundredes avantgarde møder en
samtid af mangfoldigt sammenfattede udtryksformer på højst overrumplende måder.
Om det er lykkedes hele vejen igennem, kan man naturligvis diskutere; men det
er i overordnet forstand en modig disposition i forbindelse med så
betydningsfuldt og omfattende et arrangement.
Documenta
12 i Kassel varer til 23. september 2007.