Der skal to til at danne et par
Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har ikke så lidt til
fælles. De danner par i det private og ofte også i udstillingssammenhænge.
Hvorledes
et parforhold kan fungere i et længere forløb, når begge er udøvende kunstnere,
er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, uden at det nødvendigvist
fremavler en konklusion. Ofte har parforhold i kunstverdenen efterladt den ene
part i skyggen af den anden. Det ser ikke ud til at være tilfældet hos malerne
Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen.
Eriksen og mennesket
Bjørn
Eriksens malerier har motivisk udgangspunkt i mennesket. Tavst iagttager
modellerne publikum i en enkel, monokrom opsætning, hvis da ikke kunstneren har
lokket tøjet af vedkommende og lader beskueren opleve personen i selskab med
sin egen afklædthed, mens beklædningsgenstande flyder
henkastet.
Bjørn
Eriksens maleri har ikke afsæt i en fysiologisk tilstand; men i langt højere
grad i det mentale. Skyggespillet forekommer altid underdrevet i de nænsomt
forarbejdede portrætter. Koloristisk skaber Eriksen sine kompositioner ud fra
de givne modellers individuelle karakterer. Han ville sandsynligvis aldrig
behæfte farven med symbolladede værdier, dertil er
han ganske enkelt for koloristisk begavet. Han lader de skiftevist changerende
farvetoner og de lette nuancer optræde på lærredet i et spændstigt samspil.
Forskelligheder og fællesnævnere
Udstillingen
’De Elskende og Byens Gader’, som
finder sted i Kunstpakhuset i Ikast med en tillægsudstilling i Galleriet Jørgen
Østergaard, udgør blot én af et antal udstillinger, Bjørn Eriksen og Jonna
Pedersen har foretaget sammen inden for de senere år. De er meget forskellige
som kunstnere; men alligevel oplever man visse fællesnævnere. Ganske vist har
de deres motiviske udgangspunkt i to vidt forskellige verdener; men alligevel
besidder man en fornemmelse af, at Eriksens mennesker har et ærinde i Jonna
Pedersens mennesketomme byrum.
Storbyen
Netop
storbyen og dens mange pudsige og uforudsigelige temaer har i de seneste år været
en ledetråd i Jonna Pedersens maleri. Aktuelt oplever man en stadigt større
fordybelse i det helt umiddelbare hos kunstneren, der ellers har skildret nogle
af klodens væsentlige metropoler. Det sidste ses der klare eksempler på i
Ikast; men stadigt mere dominerende oplever man det lokale byrum i København,
hvor de to kunstnere er bosat i det daglige.
I Jonna
Pedersens motivverden er der ikke noget, der er for grimt eller uæstetisk. Hun
fremstiller billeder ud fra de betingelser, som omgivelserne skaber. Man kan
sige, at hun gør det usynlige synligt; eller at hun blot anskuer verden tidsproportionelt. Damefrisørsalonen, solcentret,
grillbaren eller fiskeforretningen kan være væk om kort tid. Men Jonna Pedersen
har fastfrosset lokaliteten i et momentant øjebliksbillede.
Balanceret ophængning
Jonna
Pedersen og Bjørn Eriksen arbejder, bor og rejser sammen. De deler et højloftet
og lyst atelier i forbindelse med deres domicil i Rødovre. Deres værker er
placeret på væggene i Kunstpakhuset i en velafbalanceret ophængning. Malerierne
optræder mellem hinanden og på dén måde, kan man
sige, at Jonna Pedersens byrum bliver befolket med Eriksens modeller.