Interview med Kirsa Andreasen

 

Indtil d. 8. oktober kan man i Galleri NBs Main Gallery i Viborg opleve en nyafklaret Kirsa Andreasens værker. Umiddelbart efter ophængningen, besøgte jeg galleriet til en snak med kunstneren om – blandt andet – et kunstnerisk stilskifte. Interviewet bringes her, eksklusivt, i sin fulde udstrækning:

 

LS: Når jeg ser på dit CV, kan jeg se, at en del af din baggrund er spansk – eller rettere catalansk. Hvordan hænger det sammen?

KA: Det hænger sådan sammen, at jeg i '95 tog til Spanien på noget, der skulle være en rejse, hvor jeg skulle arbejde med maleriet, lære sproget og videre til et andet land. Det var meningen at jeg skulle være i Spanien i max. seks måneder og derfra videre til Italien og lære italiensk og til Frankrig og lære fransk og videre ud af kontinentet – og samtidigt skulle jeg så arbejde med maleriet. Jeg startede så på La Massana (kursus i maleri) i Barcelona. Og så endte jeg med at bo der i ni år, tog min kuntneruddannelse der og flyttede til en by, der hedder Vic – et meget fantastisk kulturelt mekka, hvor der sker en masse samtidskunst. Her tog jeg min uddannelse med nogle fantastiske undervisere – nogle superdygtige kunstnere. Jeg var fem år på den skole, og efterfølgende gik jeg selv i gang med at undervise og udstille. Når man kommer fra en skole, hvor man får alt serveret, hvis man altså laver noget arbejde, som er interessant at kigge på, kommer tingene naturligt, og det gjorde de også dér. Det vil sige, det var faktisk legende let for mig i dén periode; men så valgte jeg at flytte til Danmark. Det skal siges, at da jeg boede i Spanien arbejdede jeg nærmst monokromt – som hvis man blander Tapies med hulemaleri. Store malerier; men en helt anden stil. Jeg kunne ikke ”tvinge” farver ind. Hvergang jeg prøvede at sætte en farve ind, måtte jeg viske den af. Jeg arbejdede meget med lag; men altså transparente lag og da jeg så kom til Danmark, kom jeg ind sejrrig og stærk. Jeg tænkte ”nu lægger jeg Danmark ned” og startede med en god kontakt til Christian Dams galleri i Bredgade, og det gik rigtigt fint, indtil jeg ikke malede den stil længere. Ikke fordi, jeg ikke kunne; men fordi det ikke interesserede mig. Der var ikke længere nogen kamp. Det var blevet en teknik, jeg mestrede – og det var ikke farligt! Og jeg har ikke malet sådan siden.

 

LS: Hvis man som kunstner, der som du tilhører den unge generation, får succes med et udtryk eller en metode, kan det så ikke blive en form for....?

KA: Spændetrøje? Jo, det kan det sikkert...

 

LS: Men den har du løsrevet dig fra én gang?

KA: Man kan sige, at for mig var det ikke et valg.

 

LS: Men en nødvendighed?

KA: Ja, altså ellers kunne jeg lige så godt være blevet skomager. Den har ingen interesse for mig – kunsten – hvis ikke jeg kommer ud hvor det er farligt og svært. Så snart det løser sig selv, går jeg simpelthen videre. Jeg bliver rastløs. Det der skete, efter jeg kom tilbage til Danmark i 2005, går jeg hen og laver en mellemparantes og frem til, måske, 2009 bevæger jeg mig i en søgen efter mit nye sprog, hvor jeg går efter noget mere ekspressionistisk – pop, punk... Et eller andet!

 

LS: Du kommer ind i et nyt flow?

KA: Ja, og så lige pludseligt finder jeg en tråd, og den tråd vælter bare afsted. Jeg er stødt på en guldåre.

 

LS: Og den skal udforskes i alle hjørner?

KA: Ja, og jeg kan mærke, der ligger rigtigt mange ting derude, jeg skal nå at prøve, da det hele går så stærkt – og det er dejligt!

 

LS: Hvis jeg læser i en avis, at det for en kunstner ”går stærkt” bliver jeg ofte dybt skeptisk. Hvordan har du det med det?

KA: Hvis jeg lige var gået ud af akademiet, tror jeg, det var gået for stærkt; men nu har jeg nået et punkt, hvor det kun kan gå for langsomt. Der ligger så mange frugter i den her kurv og de bliver dårlige, hvis ikke...

 

LS: De rådner...

KA: Lige præcist! Det her er et modent træ, som er klar til at blive plukket fra. Jeg har været igennem en lang proces, og det har været benhårdt! At fravælge den sikre vej, som man kender, og finde nyt terræn. Det har været noget af en prøvelse; men når man så er nået frem, ser man jo en grund til, at man har taget den tur.

 

LS: Hvad så med de samarbejdspartnere, du havde i den monokrome periode... Er de væk?

KA: Dem har jeg ikke nogen kontakt med længere; men jeg udstiller stadig i Spanien med mellenrum. Jeg har mine kontakter, som ringer, og spørger om ikke jeg vil være med til det ene eller det andet. Jeg har et fantastisk netværk af søde mennesker der, og jeg længes efter at få en udstilling med disse værker dernede. Der er en gruppe af mennesker, som er hele mit liv, der ikke har set det her endnu. Det kommer nok.

 

LS: Klart! Det var det overordnede... Så går vi ned i detaljen. Jeg har set nogle tegninger, som på en måde tilhører intimsfæren af dit kunstneriske arbejde – og jeg ser dig faktisk som en interessant tegner.

KA: Jeg elsker at tegne – og også akvarel!

 

LS: Hvordan har du udviklet dit kunstneriske udtryk, hvor der faktisk på billedplanet optræder to divergerende enheder? Først og fremmest har vi figurerne i forgrunden, som er malet på én måde, og så har du nærmest et guldaldermaleri bagved...?

KA: Det er jo i den her mellemfase, hvor jeg har gået og ledt efter mig selv i værket, kan man sige at begge sprog er kommet stille og roligt, fordi i alle de malerier, jeg lavede i dén fase, der brugte jeg faktisk – kan man sige – som nålen man stikker ind i lærredet for at komme ind i værket. Jeg syede før i mine lærreder, for at komme ind i lærredet og for at dominere lidt og sige ”det er mig, der starter det her. Nu styrer jeg”. På den måde begyndte jeg at arbejde med klassiske malerier og reproducere og fortolke dem på min egen måde. Detaljer kunne være madonnaer. Det kunne være portrætter. Jeg brugte meget blomsterstillleben, som jeg reproducerede meget. Specielt blomster! Jeg kunne godt lide de her overdådige, nærmest forrådnede klaser med fluer. Dem brugte jeg sådan set som baggrund. Derudover arbejdede jeg med den her ekspressionistiske pop-pensel og der begyndte der at komme nogle figurer frem, som, når jeg kigger tilbage til før min monokrome tid i Spanien fra '99 og frem, da allerede var begyndt at komme som en naturlig del af mit udtryk. Det vil sige: De her munde og de her øjne, meget simplificerede udtryk og meget mere simple end de er nu, egentligt... meget mere rå – og de kom så også – og det er sjovt. Det har jeg først opdaget for lidt siden, at det her har været en helt naturlig del af mit udtryk. Så man kan måske sige, at jeg først nu har fundet mit helt naturlige udtryk.

 

LS: Der har du så mere eller mindre bevidst taget et greb bagud i tiden, ikke?

KA: Ja, lige præcis! Uden at vide det, i hvert fald. De er så blevet samplet oven på hinanden, disse to sider og en dag skulle jeg så lave en performance, og det jeg så gjorde, uden at vide, jeg skulle arbejde med performance, var at lave et stort maleri fra top til tå og fra ende til anden i mit værksted. Hele endevæggen, som jeg dækkede og her byggede jeg et klassisk catalansk landskabsmaleri op – og det var måske i 2008 eller 09? Det, der skete var, at hvergang jeg kom ind i det rum, fik jeg lyst til at gå videre; men hvergang jeg kom dertil, var det en væg, så det var en afvisning. Det fremkaldte en følelse af længsel, at man ikke kunne komme ind i det der – og det var selvfølgelig også det spanske contra det danske. At man står midt i det spanske landskab; men er i Danmark og ikke kan komme derind. I processen havde jeg så sat et kamera til at tage nogle billeder, mens jeg malede, og på et tidspunkt kan jeg se, mens jeg står og maler, en illussion af, at jeg er inde i landskabet, og det tøj jeg havde på den dag passede i toner til naturen. Så satte jeg et videokamera til at køre og improviserede ved at gøre, hvad jeg havde lyst til – fordi det er sådan, jeg laver performances – og begyndte at dreje rundt som et lille barn, lige så hurtigt jeg kunne, og lige inden havde jeg faktisk spist temmelig meget og jeg drejede og drejede og drejede, indtil jeg ikke kunne mere, og så falder jeg op ad lærredet og bliver rigtigt fysisk dårlig... Og jeg måtte stikke en finger i halsen, så dårligt havde jeg det. Det v ar en oplevelse, jeg havde med maleriet, hvor man også kan sige, jeg blev afvist – og måtte forlade rummet.

 

LS: Det er interessant, for nu taler vi om noget, der har med maleriets væsen at gøre, ikke? Og det bringer mig frem til nogle tanker, jeg har gjort mig om dit værk. Du er meget bevidst om det, som der er nogle, der kalder ”dybde”. Det hader jeg, det ord. Det er mere noget med, at man kigger ned i et havnebassin – og så er det mere eller mindre dybt. Jeg tænker på perspektivet! Men figurerne og landskabet underbygger jo hinanden i en grad, så der opstår et helt signifikant perspektiv, og der må også have været nogle tanker, du har gjort dig i forlængelse af den oplevelse, du beskrev lige før?

KA: Den oplevelse vil jeg gerne lige afslutte ganske kort...

 

LS: Ja, selvfølgelig... Klart!

KA: Og så kan jeg komme tilbage til det, du nævner. Men det der skete, var at jeg var så bevidst om, at jeg prøvede at komme ind i dét maleri, at jeg så lavede et psykedelisk attack, hvor jeg simpelthen bare tegnede hårdt på lærredet for at prøve at vinde over det. Det stod der i al sin herlighed og havde faktisk vundet. Jeg kunne ikke komme videre, og jeg kunne heller ikke komme ind, efter jeg angreb det på den måde. Da kom jeg heller ikke ind i det! Men hvad så hvis jeg beklæder et rum, som man kan gå ind i og simpelt hen være inde i landskabet? Hvordan vil dét så være? Heller ikke godt, for det vil stadig være en hård væg, som man heller ikke kan komme ind i. Så fik jeg dén idé, at det skulle blive til en klædedragt – så jeg lavede en skabelon, som jeg smækkede op på lærredet. Så klippede jeg lærredet ud og fik min mor til at sy klædedragten, som jeg havde designet. En heldragt. Hvis du forestiller dig et hovedstykke, et armstykke og nogle benstykker – og det skar jeg så ud, og så laver jeg en sekvens, hvor jeg står og tager det her på – og hvor maleriet så vender indad, og jeg ender med at være dækket af maleriet. Altså – at have det omkring mig i fysisk forstand. Selvfølgelig er det ikke dér, jeg er kommet ind i maleriet – eller ud i naturen; men hele processen fra jeg starter med at lave det første landskab. Processen med at komme ind i landskabet, tror jeg nok er hele essensen i min billedserie er ønsket om at komme ind i maleriet – og ud af maleriet. Ind i naturen! Jeg er jo godt klar over, det er et maleri, men det er ikke maleriet, jeg vil ind i. Det er rummet som så.

 

LS: Der er jo en masse omveje forbundet med måden, du gør tingene på...

KA: Ja!

 

LS: Det er ikke sådan meget direkte, man kunne godt forestille sig, at du sagde: ”Nu gør jeg det og det!” men du skal altså gå en masse besværlige veje...?

KA: Det er mit liv i en nøddeskal!

 

LS: Jeg kan meget nemt genkende det dér... Og jeg tror i virkeligheden, det er en meget god måde at lave kunst på? Alle de blindgyder, man roder sig ud i.

KA: Det er selvfølgelig noget af en hård proces; men det giver kødet i det, og det er rigtigt, hvad du siger. Det står jo i dyb, komplimentær kontrast – figuren contra landskabet; men i virkeligheden er det natur på natur.

 

LS: Der er ikke mange kunstnere, der går til maleriet på den måde, for der er jo i virkeligheden tale om to stilarter i samme værk, ikke? Nu siger du serie... Arbejder du serielt, eller ser du dem som individuelle værker?

KA: Jeg ser dem som individuelle værker; men når jeg arbejder med en udstilling, så tænker jeg altid rummet med. Det er vigtigt for mig, at det her rum havde en tråd, som kørte igennem og en musik, en lyd, i sig. Jeg ser nogle gange malerier som noder på et papir...

 

LS: Et partitur....

KA: Jeg kan godt lide at komponere rum, og så er det jo også sådan at de her malerier – de her naturscener, som jeg tager fat i – og som jeg enten låner direkte fra naturen eller fra gamle hollandske guldaldermalerier eller noget helt tredje. De virker jo som scenografier for det, der skal ske.

 

LS: Kender du de der Walt Disney-film med Mickey Mouse. Der har du jo f.eks. næsten altid en baggrund, der er meget minutiøst udført, og så har du figuren – det var dengang, man var nødt til at gøre det på dén måde, ellers kunne man ikke lave en figur, der bevægede sig.

KA: Det  er rigtigt nok!

 

LS: Det var bare sådan en association, jeg fik, da jeg så dine ting. Så tænkte jeg, hold da kæft!

KA: Altså nogle flade former contra klassiske...

 

LS: Det er jo ren Mikkel Mus... Det kunne jeg jo godt lide. Jeg er jo vokset op med sådan noget, ikke... som en gammel stodder! Det var jo toppen dangang. Men vi skal lige ind på dét med det perspektivværk...

KA: Ja?

 

LS: Det synes jeg jo er interessant, og det må være noget, du har tænkt over?

KA: Selve perspektivet?

 

LS: Ikke så meget landskabet i billedet. Det giver sig selv; men det at figuren optræder der...

KA: Det fungerer jo i form af kontrasten mellem det flade to-dimesionelle og det tre-dimensionelle. Det er som om, at vi her talte om to verdener. Men de to verdener er jo en hæng-sammen-verden. Derfor siger jeg også, at det er to tider, jeg bygger bro over. To tider og to steder. I tiderne har vi jo den klassiske tid, og vi har den samtid, vi lever i. Det vil sige, at de her figurer vil være samtiden – kontemporært menneskesindets universelle syn – og så har vi landskabet, som nok er en helt anden tidsalder; men naturen er den samme som dén, vi lever i i dag, så den er også tidsløs...

 

LS: Der mangler bare nogle vindmøller...?

KA: Jeg kunne så godt tænke mig at tage ud og besøge disse landskaber og se, hvordan de ser ud i dag og arbejde derude i dag med maleriet.

 

LS: Det kan være der står en by?

KA: Men det er så den der ikke-ting, man kommer til at befinde sig i, fordi den her menneskeskikkelse, jeg interesserer mig for, er jo universel på tværs af grænser og kulturer og sociale lag. På tværs af køn.... Det er en følelse, vi allesammen kender og har været igennem.

 

LS: Der ligger også et surreelt lag i den måde, du laver tingene på? Du foretager nogle underlige greb, som dér... Det scenarie ville du jo aldrig komme til at opleve, med mindre det var nogle, der var meget gode til at stå på hovedet...

KA: ...og kjoler, der smelter, og mennesker, der smelter sammen.