Ikke et ord om Profeten.
Muhammed er ét af de mest udbredte navne i verden og
navnet udgør temaet for Nicky Bonnes
foto- og bogprojekt på ARoS.
Angst,
arrogance, indignation, skepsis, ydmyghed, forundring og råhed er blot nogle af
de karakterer, man kan påføre de 43 Muhammed’er, der
fremstår nøgternt, skarpt og præcist i Nicky Bonnes store serie af fotografier, som vises nu på ARoS Århus Kunstmuseum. Et fællestræk er, at baggrundene
fremstår sorte og neutrale, og derved lader figurerne optræde fuldstændigt på
egne præmisser i kraft af deres individuelle udtryk. Det tilsyneladende eneste
fællestræk ved personerne er, at de alle hedder Mohammed, Mohamed,
Muhammad, Mohamad eller Muhamed – sammenfattet i stavemåden Muhammed, som samtidigt udgør projektets titel. Pudsigt nok er
netop denne stavemåde ikke repræsenteret blandt de udstillede.
Hvis man
går efter en sensationseffekt i kølvandet på sidste års Muhammed-krise, der som
bekendt var affødt af de i Jyllandsposten viste satiriske tegninger af
Profeten, kan man god glemme alt om dét. Der ligger ingen referencer til denne
begivenhed skjult i disse portrætter.
Kontraster.
Tværtimod
er udvælgelsen af de gengivede personer
tilsyneladende foretaget efter et tilfældighedsprincip. De fremstilles ud fra
en mangfoldighed af alder, social status og oprindelig nationalitet i en ikke
nøjere skematiseret form. Akkurat denne kendsgerning skaber en række
interessante kontraster, der eksakt forstærkes af det neutrale rum, hvori
figurerne optræder. Det er netop disse modsætninger, der skaber spændingsfeltet
i udstillingens overordnede kompleksibilitet.
Det er i
udpræget grad en udstilling, der åbenbarer forskellene på danskere ”med anden
etnisk baggrund”, end det er en udstilling, der egentligt sammenfatter disse.
Der er langt fra 10-årige Mohammad Hashemi, som har afghanske rødder og er afbilledet i sin
fodbolddragt, til Mohamad Kassem,
oprindeligt syrer, der i sin egenskab af oberstløjtnant i PLO er blevet skudt
16 gange og invalideret af en mortergranat. Han fremstår arret og med et
stærkt, vedholdende blik, der fastholder beskueren og næsten tvinger denne til
at forholde sig til den maltrakterede, nøgne overkrop.
Had og kærlighed.
Nicky Bonne påpeger, at udstillingen skal fortolkes af den
enkelte beskuer, uden at der foreligger en egentlig litterær agenda. Hvert
portræt kan iagttages ud fra den enkeltes behov for at skabe associationer i
forhold til det sete. Bogværket, der er udgivet som
supplement til udstillingen, giver kun i kortfattet form et billede af, hvem
personerne bag portrætterne er; men det belyser dog alligevel 43 personer med
et tilsvarende antal sår på de sarte sjæle og lignende ar på de fragile
legemer. Nogle har lagt størstedelen af et dramatisk og voldsomt liv bag sig,
nogle har det foran sig og andre må forholde sig til, at de er midtvejs i
forløbet. Nogle har fundet kærligheden og andre har den til gode; men de fleste
har oplevet et ætsende og ødelæggende had.
Hadet
kommer f.eks. til udtryk i en oplevelse, som Mohamed
Ibrahim havde i sin tidlige ungdom i Palæstina. Han fortæller, at en lastbil
standser foran ham på et torv. På ladet ligger en dynge brændte lig. Chaufføren
springer ud og råber til folk, at de skal komme og se, hvordan døde kristne ser
ud. Oplevelsen efterlader unge Mohamed dybt rystet
over, at mennesker er i stand til at behandle hinanden så forfærdeligt. Modsat
fremstilles kærligheden i lyset af arrangerede ægteskaber og afbrudte
forbindelser forårsaget af forhold, der bl.a. tager udgangspunkt i stærkt
religiøse og patriarkalske familienormer.
Skarphed.
De 43
fotografier fremstår alle i formatet 120 x 95 cm. Der er benyttet udstyr, der
sikrer optimal skarphed, hvilket er med til at give den visuelle oplevelse af
udstillingen en insisterende styrke. Bogværket er dog
en ikke uvæsentlig del af en helhed, som efterlader et indtryk af et koncept,
der er skabt af den klassiske, indre nødvendighed.
Nicky Bonne (født 1975) er uddannet på Danmarks
Journalisthøjskole som fotojournalist. Han er siden 2000 blevet hædret for sin
stil og sine portrætter. Bonne har altså rod i
reportagen og det dokumentarbaserede fotografi,
hvilket man godt kan aflæse ud af den aktuelle udstilling. Sådan bør man også
iagttage udstillingen på ARoS. Som 43 portrætter, der
hver især dokumenterer et livsforløb – eller en skæbne, hvis man vel at mærke
tror på en sådan.