I en samlers verden

KunstCentret Silkeborg Bad udstiller sommeren over et væsentligt udsnit af tyske Rik Reinkings store kunstsamling.

Det er vanskeligt at være benovet, når man står over for Rik Reinking. Der er ellers alle mulige grunde til en vis portion respekt, når man umiddelbart før mødet med den unge tyske samler, har stiftet et flygtigt bekendtskab med en stor del af Reinkings kæmpemæssige kunstsamling på KunstCentret Silkeborg Bad.

Mange indtryk

Den manglende benovelse har altså hverken afsæt i samlingens fysiske udstrækning eller kunstneriske format. Den er udelukkende baseret på Reinkings beskedne fremtoning. Efter nogen tid aner man dog et gnistrende engagement bag de venlige øjne.

Det står hurtigt klart, at Rik Reinking har en historie til hvert eneste værk på den omfattende udstilling, som man har valgt at give titlen ’Call it what you like!’ Jeg får mulighed for under pressemødet, at blive guidet rundt i udstillingen af Reinking – og det går hurtigt op for mig at Reinking i denne fase har fortrængt tid og sted. Selv har jeg, med alle sanser skærpet, rigeligt at gøre med at fordøje de mange indtryk.

Direkte på væggene

I Silkeborg Bads søjlesal vises værker, som blandt andet er forarbejdet direkte på væggene. Et stort vægmaleri af DAIM (Mirko Reissler) fungerer her i dialog med et andet vægmaleri og en serie gulvobjekter af Daniel Man samt et gigantisk, gråtonet dommedagsscenarie af Boxi, som også er kunstneren bag et objekt, der har givet titel til udstillingen.

Plastik-palle

Silkeborg Bads store panoramasal er domineret af større værker af Os Gêmeos og Zevs, som vil være kendt af nogle som kunstneren, der bearbejdede Ny Carlsberg Glyptoteket for nyligt. Et objekt af Dan Peterman i denne sal har en vis lighed med en euro-palle. Dog er objektet både i farve og udformning afvigende fra den velkendte form. Det viser sig da også at effekten er forarbejdet i kunststof og rummer i mængde præcist hvad en enkelt amerikaner i gennemsnit forbruger af plastik i løbet af et år.

Monokromi

Sådan har hvert værk på udstillingen sin betydning. I polske Miroslaw Balkas ligkistelignende kasse i cortenstål er der boret to små huller i bunden. Disse er udmålt nøjagtigt efter kunstnerens næsebor. I samme rum befinder der sig et tilsyneladende monokromt, sort billede. Rudolf Beiber har erhvervet sig et fotografi af den kendte fotograf Thomas Ruff. På fotografiet var oprindeligt en stjernehimmel; men Beiber har omhyggeligt plettet hver eneste stjerne over med sort blæk. Man skal tæt på for at opleve denne modifikation.

Masser af symbolik

Der er masser af skjult eller oplagt symbolik på ’Call it what you like!’ Cady Nolands sølvfarvede bølgepap er således udskåret så det giver mindelser til en gabestok og en rumistallation af Tony Oursler har det audielle som narrativt element. En enkelt pære i et totalt mørkelagt rum skifter styrke i takt med, at en mandestemme fremsiger diverse ord og gryntende lyde.

Jimmie Durhams betonobjekt, der kan åbnes i år 2996, rummer efter sigende et hønseæg. Værket er fra 1996, derfor er titlen The one thousand year old egg. Johannes Wohnseifers gulvtæppefragment indeholder også sin helt egen symbolik. Kunstneren har erhvervet sig denne tæppestump i IKEA i protest mod, at designerne stjæler deres idéer fra kunsten. Wohnseifer har bearbejdet tæppet minimalt og sat det ind i en kunstnerisk kontekst. Dermed har han så at sige stjålet designet tilbage og ophøjet det til et kunstværk.

De nævnte eksempler er kun en ganske lille del af, hvad man kan opleve over sommeren ude og inde på KunstCentret Silkeborg Bad. Der er meget at se.

32-årige Rik Reinking har samlet på kunst siden han var 16. Han sprang fra halvvejs gennem sit kunsthistoriestudium og har i stedet brugt sin lidenskabelige interesse for kunst til at formidle og udstille sin kolossale samling af kunst fra de sidste fire årtier. Reinking er bosat i Hamburg. Udstillingen på KunstCentret Silkeborg Bad kan ses til 28. september 2008.