Hos eneren Olsen er alt i spil

 

I kraft af en fremragende udstilling på Ribe Kunstmuseum viser billedkunstneren John Olsen, at kunst i sin grundsubstans rummer et hav af eksistentielle faktorer.

 

******

For nogle kunstnere kan det føles som et privilegium at fylde 80 år, og dermed være i stand til at se tilbage på et langt liv og et utal af værker grundfæstet i samme livsbane. For andre kan det måske være forfærdende at se fremad i et perspektiv, som rummer mere fortid end fremtid. Sådan bør det være, og har man en gang sat eksistensen på kunstnerisk formel, må en udstilling, der retrospektivt beskriver en kunstner, være en afbildning af disse forhold.

 

Liv og død

På Ribe Kunstmuseum sætter man nu et grundigt perspektiv på John Olsens billedkunstneriske løbebane, og ser man isoleret på John Olsens metoder gennem livet, hersker der ingen tvivl om, at netop han har udfordret sin egen samtids kunstscene med henblik på at give liv og død alternative signalementer som supplement til en egentlig traditionel billeddyrkning.

 

John Olsen finder genstande og dyrelig, og bringer disse enheder ind i kunstens rum, og denne proces blev vel skudt i gang, da han allerede som ung kunstner forbløffende minutiøst afbildede døde fugle og i gennemført forstand udlagde naturen i dens ublide egenart i grafiske arbejder. Kobbertrykket blev blot en signatur blandt flere, og det er tydeligt, når man gennemgår udstillingen 'Aftryk af liv' i Ribe, at kunstneren hele livet igennem har gennemført en bestandig udvikling, som blot har understreget, hvad materialitet har af betydning for et kunstværk.

 

Mellem himmel og jord

Naturen og forgængeligheden var allerede et tema tidligt i John Olsens kunstneriske virke og ikke mindst i kraft af de grafiske arbejder, der skildrede natur og miljø som næsten abstrakte kompositioner som eksempelvis en skraldeplads i hjembyen Roskilde, gik turen hurtigt til de nordatlantiske øer, og Færøerne har således ofte udgjort et motivisk omdrejningspunkt i Olsens raderinger.

 

Det er vigtigt, at disse tidlige arbejder af John Olsen er til stede på udstillingen, da de ideelt anlægger kunstnerens hensigt med at afridse det biologiske forløb fra opståen til død ved at samle naturens organismer og ophøje det indsamlede til kunstværker i kraft af placeringer i glasskabe - de såkaldte "undrekamre", som rummer alt mellem himmel og jord. Mumificerede dyr går for eksempel i stoflig dialog med diverse fundne genstande, og på udstillingen ses dette anskueliggjort ved to vandrette installationer indeholdende de nævnte objekter.

 

 

Intet tema for småt

Går man kronologisk frem i forhold til kunstnerens livsbane, kan det synes langt fra ungdomsværket til de store pigmenttegninger, der giver anledning til dybe undersøgelser af stoffets egenart og værkernes motiviske udtryk. De mange "svedetegninger" sætter i højere grad tanker i gang om kropslige aftryk på papiret, end hvad disse værker i bund og grund fremstiller. Det samme tanker kan man gøre sig i forhold til et værk med titlen 'Dræbersnegle'. Her går biologien i samklang med tilfældighedernes logik, der afspejles gennem sneglenes bevægelser hen over billedplanet.

 

I det hele taget har Ribe Kunstmuseum konstrueret udstillingen, så den fremstår smuk og stilfærdig, hvilket giver beskueren mulighed for i en sjælden grad at fordybe sig i de enkelte værker for efterfølgende at lade sig overrumple af afvigende scenarier, som vil åbne sig i udstillingens labyrintiske opsætning dygtigt iscenesat af Ribe Kunstmuseums inspektør Rasmus Kjærboe i samarbejde med John Olsens faste assistent Lars Abrahamsen.

 

Skal man sammenfatte John Olsens samlede livsværk i enkelte redegørelser, bliver man sat på lidt af en prøve; men udstillingen i Ribe viser under alle omstændigheder, at ingen temaer er for små eller betydningsløse til at blive sat i spil hos en kunstner, der oftest rammer plet uanset våbentype. Materialitet er som grundsubstans i Olsens kunst blot ét af flere kodeord.

 

'AFTRYK AF LIV - JOHN OLSEN 80 ÅR'

RIBE KUNSTMUSEUM

Sct. Nicolaj Gade 10, Ribe

Til den 21. maj 2018

 

BLÅ BOG

John Olsen

Født 1938 i Roskilde

Uddannet på Den Kgl. Porcelænsfabrik 1959 og siden på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1960-67

Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1966, og har siden deltaget i utallige udstillinger i ind- og udland.

Siden 1980 medlem af kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling

Modtog i 1985 Eckersbergs Medalje og i 1997 Thorvaldsens Medalje

I 1995 repræsenterede han Danmark på Venedig Biennalen

John Olsen bor og arbejder i nærheden af Ringe på Fyn

 

Se billeder fra udstillingen HER>