Åbningstale til Finn Haves udstilling 'Herfra hvor jeg står' på Galleri Salling i Hjerk, 2. april, 2011

Udstillingens titel er ”Herfra hvor jeg står”, og det vil jeg gerne lige give en drejning... Nu er vi jo ret mange til stede her. Så jeg vil gerne give det en vinkel til ”Herfra hvor VI står”:

”Herfra, hvor vi står

kan vi se os omkring

til alle sider.

Det bevæger sig når vi går

og det forandrer sig

i alle tider”

Se, det var jo noget, jeg har tyvstjålet fra en sang, som kom på, som det hed dengang, en LP-plade tilbage i '71. Jeg ved ikke, om det er tilfædigt? At det lige nøjagtigt i de her dage, at der udkom en plade med en duo, der kaldte sig Skousen og Ingemann, som havde bygget et kollektiv op omkring sig med nogle musikere, og gik i studiet og lavede nogle sange, bl.a. en meget lang én, som hed Knud Lavard – jeg tror den varede fjorten minutter – men til, tror jeg, både til duoens og hele orkestrets, og ikke mindst pladeselskabets, meget store overraskelse, blev denne LP en bestseller ud over alle grænser, og i løbet af meget kort tid lå den nummer ét på hitlisten, og det mener jeg egentligt på sin vis signalerer et skred i en kultur, som på dét tidspunkt var at betragte som en subkultur.

Pludseligt var en sådan marginal udgivelse nr. ét på hitlisten. Altså den havde solgt ret godt! Det afstedkom jo en masse efterfølgere, som blev store navne i den del af musikbranchen. Der var et nummer på pladen, der hed 'Isabel' – og det var noget i retningen af: ”Det er dig vi venter på, Isabel. Der er ikke noget, der begynder før du kommer”.

Man kunne godt tænke om hende Isabel, at hun var én, der havde et lidt anstrengt forhold til tiden; men den går jo ikke i dag! I 2011 er der styr på tingene. Her kommer vi til tiden, selv om vi skal til Hjerk, som vi var en lille smule usikre på, hvor er, når man kommer fra Silkeborg, og på vejen herop var der adskillige gange, hvor jeg havde lyst til at få stoppet bilen og bevæge mig ud for at tage nogle billeder med kameraet, fordi... det var så fantastisk smukt på vejen herop – og lyset! Der er ikke blade på træerne nu, og det tillader altså lyset at slippe igennem. Det er altså en optimistisk årstid, vil jeg sige. Men det gjorde vi ikke! For det var vigtigt, vi kom til tiden. Ikke som Isabel, der hang lidt i bremsen.

Det med at tage billeder – og dét med at fotografere, er jo egentligt på sin vis meget oppe i tiden. Fotokunst er jo gået hen og blevet noget, man inddrager i museumssammenhænge. Så sent som i går var jeg til en åbning på et museum, som hedder Herning Museum of Contemporary Art – behændigt forkortet til HEART, og der åbnede en udstilling med titlen 'Steder – Danmark under forvandling' – og dét må man jo sige! Går man ud og ser landskabet, er det jo noget, der er under stadig forandring, og det er jo ikke en forvandling, der sker over dage, uger, måneder eller år. Det er en forvandling, der sker over længere frekvenser.

Da vi var på vej herop, oplevede vi en masse vindmøller – og dem havde vi jo ikke set for 25-30 år siden – eller for 40 år siden i Skousen og Ingemanns tid. Man ser jo landskabet på den måde, at man ofte ser på det igennem et automobilvindue. Det vil altså sige, at landskabet bliver indrammet af et automobilvindues ramme, og kører forbi med 100 km. i timen.

Jeg kører meget med tog. Her er oplevelsen en smule anderledes, fordi her er rammen lidt større, måske – og landskabet også lidt anderledes, fordi hvor man har anlagt togskinnerne i sin tid, har landskabet måske en lidt anden karakter, end der hvor vejene er. Det er lidt interessant. Men når toget så stopper, er der ikke noget landskab længere, fordi man så befinder sig i en stationsby. Så kører toget videre, og så har vi landskabet igen – og det høvler igennem med 100 kilometer i timen, og det er jo i virkeligheden meget interessant i forhold til, at vi er i april måned og lyset.

Da vi kom herop til Hjerk, da fik jeg altså en meget pudsig oplevelse, da jeg så kirken, fordi den mindede mig i dén grad om nogle malerier, som jeg nyder at kigge på. Undskyld mig, Finn! Det er ikke ét af dine billeder. Det er ikke dig, der er kunstneren i forhold til disse billeder; men en meget fin dansk landskabskunstner, som jeg er sikker på, du ikke vil være spor ked af, at blive sammenlignet med... Nej, ikke L.A. Ring!!! Ham kommer vi til! Men en anden landskabsmaler, en fyr som agerede tæt på dén by, som jeg bor i – Silkeborg – og nær Silkeborg er der en by – det er måske så meget sagt? - måske på Hjerks størrelse, eller en anelse større? En by, der hedder, Gjern og der var der en kunstner i begyndelsen af det 20. århundrede, der hed Erik Raadal, og når Raadal malede landskabet, så var det som man kunne dufte jorden og mærke vinden i nakken. Han malede et billede af Gjern Kirke. Jeg fik associationer i forhold til det billede, da jeg så Hjerk Kirke. Lyset, de lange skygger, træerne, det hele gik op i en højere enhed – og da kom jeg til at tænke på Erik Raadal. Det var sådan en association, jeg fik og disse associationer er fantastiske. Jeg ser Raadal som én af de kunstnere – han er meget undervurderet – der ikke blev ret gammel. Jeg tror han døde en gang i 40'erne og var født i begyndelsen af århundredet.

Han og L.A. Ring, nemlig, anser jeg faktisk for at være nogle af de kunstnere, der har beskrevet landskabet mest overbevisende i nyere tid – og når jeg siger ”nyere tid”, ved jeg godt, vi skal nogle år tilbage. Men så er der en anden kunstner, som jeg heller ikke kan lade være med at tænke på, når jeg ser Finn Haves billeder og kompositioner, og det er en maler som nok var fremme lidt før – eller noget før, og han hed Theodor Phillipsen, og grunden til, at jeg drager ham ind i sammenhængen med dig, Finn, er fordi Phillipsens penselstrøg havde en helt særegen og meget signifikant karakter, og den karakter, synes jeg går igen i nogle af dine billeder.

Jeg er klar over, at dit udtryk er langt mere kontemporært; men Phillipsen var kontemporær i sin tid, og vi må ikke glemme, at vi selv er midtpunktet i den verden, vi har valgt at befinde os i. Akkurart ligesådan agerer en billedkunstner i den tid, han er i. Det mener jeg, er ret fantastisk, at man kan tage sådanne greb bagud i tiden, uden at værket af den grund kommer til at virke hverken gammelsdags eller ”corny” eller noget som helst.

Der var en aften, hvor jeg sad og kedede mig. Det gør jeg tit! Det kommer der ofte noget interessant ud af. Da skrev jeg lige nogle ting ned, som jeg gerne vil læse op her. Det kan godt være, jeg har sagt noget af det, fordi dét jeg har sagt, er kommet intuitivt fra hjertet. Men det her kommer altså fra hjernen, og så kan I selv vælge, hvad I synes er det mest interessante:

Landskabet har haft sin rolle i kunsthistorien – elle rettere sagt, landskabet har spillet SINE roller. Landskabet som kunstnerisk udtryksmiddel har ofte befundet sig i et rum imellem det storladne og det romantiske. I det værste af sidstnævnte er kunstneren ofte faldet i et artificielt hul.

Når landskabet fremstår på lærred som et glansbillede på naturens uorden, kan man komme i tvivl om, hvad det er, kunstneren har set og oplevet på sin vej i landskabet.

Måske netop fordi publikum forventer en sådan overdreven romantisering af naturen, er landskabet et farligt tema at benytte.

Ikke desto mindre er formidlingen af landskabet i dag mere relevant end nogensinde. Ikke mindst som dokumentation – i kraft af, at naturen er under permanent forandring.

Denne forandring sker ganske vist ikke fra dag til dag, fra uge til uge, fra måned til måned eller fra år til år; men der findes elementer derude, som i hvert fald ikke kunne opleves for blot en generation tilbage – og kunne de, ville de under alle omstændigheder være anderledes at iagttage.

Som eksempel kunne man muligvis bruge den oprindelige landskabsmaler, der kæmper med farver, staffeli og pensler. Dette billede holder på eksemplarisk vis myten i live om, at skabelsen af kunst ikke blot er et anliggende, der berører sindsstemninger og – i det aktuelle tilfælde – den maleriske proces. Det handler tillige om kampen mod vind og vejr.

Og dén kamp, ved jeg tilfældigvis, tager Finn Have rigtigt gerne og det synes jeg, at de billeder, vi ser på udstillingen her, bærer stærke vidnesbyrd om – at hverken vind, vejr, sommer, vinter, forår eller efterår sætter en begrænsning. Simpelthen: Vi er, hvor vi er, koste hvad det vil, og jeg ved, at Finn Have er en kunstner, der befinder sig derude – også selv om vinden blæser koldt i ryggen.

Jeg synes, det er en fantastisk udstilling – og jeg synes, det er et fantastisk galleri, som jeg besøger for første gang. Der er al mulig grund til at sige tillykke med en fantastisk udstilling, som altså hedder 'Herfra hvor jeg står'...

Tak for jeres opmærksomhed. Udstillingen er åben!