Grafisk maleri og malerisk grafik.
Anne Marie Ploug udfordrer de klassiske medier
maleriet og grafikken med udstillingen ’Lovely Noxious’ på Horsens Kunstmuseum.
Umiddelbart,
og på en indledende distance, ser det ud som billedkunstneren Anne Marie Ploug besidder
en dyb fascination af medaljer som signalgivende symboler. I et antal malerier
på kunstnerens aktuelle udstilling ’Lovely
Noxious’ på Horsens Kunstmuseum spiller medaljen en fremtrædende rolle. Det
vil sige, indtil man begynder at granske motivet lidt mere minutiøst. Omridset
af disse hædersbevisninger optræder ganske vist på de store lærreder; men der
er tomt inden for den imaginære konturlinie.
Samklang og modspil
Dette er
ikke tilfældigt, da Anne Marie Plougs intention er at skabe et rum uden om det
pågældende, i kunstnerens bevidsthed, tomme symbol. Hun opbygger derved et
univers frigjort fra dét, man i vanetænkningens ånd ville se som det primære. Anne
Marie Ploug påpeger omhyggeligt, at de på én gang fraværende og tilstedeværende
elementer, skal gøre det ud for militære fortjenstmedaljer – og dermed
underbygger hun denne skribents diskrete antydning, der går ud på, at ”medaljer
hænger man på idioter”.
Anne Marie
Ploug er ganske bevidst om sine maleriers grafiske egenskaber; men hun er
ligeledes klar i sin definering af farven som rumligt sansemiddel. I en stor
komposition sitrer den hvide medaljeform i en insisterende samklang med den
gule baggrund, som samtidigt får modspil af det blåviolette bånd, i hvilket den
hvide form er ophængt. Det er i samme moment væsentligt for Anne Marie Ploug at
fremhæve, at det er oliefarvens iboende karakter og perspektivstærke egenskaber,
der spiller den afgørende rolle i hendes arbejde med maleriet.
Medieverdenens mikrofoner.
Der
udspiller sig et farverigt scenarie, når de store personligheder på alverdens
politiske scener træder frem og beriger medierne med diverse mere eller mindre
begavede tilkendegivelser. Hvor ofte har man ikke set en global eller lokal
statsmand stå på sin talestol bag en skov af mikrofoner? Netop dette
mikrofonmylder bruger Anne Marie Ploug som motiv i en kommentar til et mere end
broget mediebillede.
Som i
medaljekompositionerne underbygger fraværet af en hovedperson dén magt, som en
stadig mere massiv medieverden besidder. Netop i kraft af, at man har
indflydelse til at udelade visse begivenheder, bliver tilstedeværelsen af
medieverdenens magtposition absolut sebar.
De grafiske arbejder.
Anne Marie
Plougs grafiske arbejder tager et oplagt afsæt i noget så konkret som
landskabskompositioner i sort og hvidt. Her er der ingen gråtoner.
Sukkerakvatintens sorte flade får lov at stå alene imod den brudte, hvide
baggrund. Kobberpladen vil efterlade et spor på papiret, så den lyse flade får
en karakter, der frigør sig fra papirets egen farve.
De
komplimentære modsætninger er elementer, som Anne Marie Ploug er tydeligt
bevidst om. Hun er uddannet på Det. Kgl. Kunstakademi i 1995 og har siden
markeret sig stærkt på den danske kunstscene. Således har hun tidligere
udstillet på Horsens Kunstmuseum i samarbejde med kunstnertrioen Quirky Girls.
Jeg havde
desværre ikke mulighed for, under mit besøg på den næsten færdigophængte
udstilling, at opleve lydværket ’Elverhøj,
Ormehul’ af Ursula Andkjær Olsen. Denne lydcollage integrerer sig i ét af
den omfattende udstillings mange rum. Hvordan kan opleves på Horsens
Kunstmuseum indtil 2. december 2007.