Når iscenesættelsen dikterer

Erik A. Frandsens store udstilling af retrospektiv karakter på kunstmuseet ARoS i Århus er spektakulært iscenesat. Hvis den så ikke havde været det, hvordan ville værkerne så individuelt fremstå?

Bøjet i neon

Allerede når man passerer gennem museumsgaden på ARoS fanges ens opmærksomhed af de iøjnefaldende neonstatements på de forskellige niveauers fremspring. Disse rummer provokatoriske og alment politisk ukorrekte udsagn som for eksempel ”White Power” eller ”Homepiss”. Ordenes betydning bør sandsynligvis ikke tages alt for bogstavelige; men de fænger og spiller op mod museets arkitektur på en ganske interessant måde.

Neon har udgjort et væsentligt islæt i Erik A. Frandsens samlede værk. I ARoS’ faste samling befinder sig således det store titelløse neoninstallation med en samlet længde på 15 meter. Dette værk udgør til dagligt et fremtrædende værk i museets samling af nutidskunst; men det er de mindre, langt mere intime neonværker, der overrasker på udstillingen.

Appetizers

De fremstår som nervøst udførte skitser med udgangspunkt i et filmklip, hvor en kvinde klæder sig af med lysdioder placeret forskellige strategiske steder på kroppen. Derved opnås en effekt som man kender det fra Asger Jorns tilsvarende eksperimenter for mange år tilbage. Efterfølgende er resultatet blevet bøjet i neon og disse værker fungerer som overbevisende appetizers på trappegangen på vejen ned til den omfattende hovedudstilling i museets niveau for skiftende udstillinger.

Det første man registrerer her, er igen et neonværk; men nu er vi oppe i et fysisk format, som ikke lader sig overse. En kæmpemæssig globeform hænger ned fra loftet. Kernen er en blank kugle, som neongevæksterne så at sige gror ud fra. Denne tonstunge installation har fordret ekstra forstærkninger af galleriets loft. Samtidigt reflekteres lyset i nogle af Frandsens velkendte arbejder på højglanspolerede stålplader, der med taktisk overlæg er placeret i samme rum.

Kronologisk opbygning

Ellers er udstillingen bygget op i et kronologisk forløb med nogle af de tidlige værker fra ’De Unge Vilde’-perioden som afsæt. De karakteristiske store ekspressive malerier vises efterfølgende inden man får mulighed for at se nogle af kunstnerens mixed-media arbejder fra tiden, da han var bosat i Barcelona. Materialerne var i den periode blandt andet plastikbakker og blank ståltråd, som er påført disse meterhøje kollager i et mønster, der refererer til neoninstallationernes kruseduller.

Overgangen til næste epoke er mindre drastisk end den man oplever senere i tidsforløbet. I en serie store, overvejende gullige, figurmalerier går de oliefarvedrivende kompositioner med påsatte effekter i regulær samklang med en serie store tegninger på lærred. I et firedelt værk Home fra 1994 arbejdes videre med samme tematik. Her suppleres dog med en række lysstofrør, der så at sige bryder figurerne som er tegnet direkte med kul på papir, der efterfølgende er imprægneret med smør.

Igen skaber blinkende neonlys liv i rummet. Man føler sig hensat til et hotelværelse, som man fra tid til anden kan opleve på film, hvor hovedrolleindehaveren har været så uheldig at checke ind på et værelse med en blinkende reklame umiddelbart uden for vinduet.

Familien som motiv

Familien har ofte været brugt som motivisk afsæt i Erik A. Frandsens værker. Intimsfæren blev allerede draget ind i de tidligere omtalte fotoserier, hvor Frandsen i sine bestræbelser på at skildre livets allertidligste opståen har udstyret sig selv og sin kone med lysdioder i elskovsagten, således at bevægelserne fastfryses i et lysende liniært forløb.

Det kunstneriske udtryk har endnu en gang ændret sig med de nyeste værker, der ofte har været udført med alkydfarve på aluminiumsplader. Netop dette materialevalg bevirker et kraftigt grafisk billedsprog og når man placerer disse store værker i et rum med et større antal mosaikarbejder, bliver man næsten stakåndet. Mosaikkerne er interessante, da de udgør snapshots, som kunstneren har foretaget. Der efter er billederne blevet forstørret og udført i mosak- og marmorparadiset Pietrasanta i det nordøstlige Toscana.

Motiverne er helt hverdagsagtige situationer, hvor datteren Laika for eksempel har placeret sig på en brandhane, hvor en bil i samme moment passerer i høj hastighed. Det kan også være sønnen Sikker, der næsten med en akrobatisk attitude tømmer en cola-flaske uden brug af hænder.

Form og indhold

Iscenesættelsen af kunstudstillinger er noget, der er prioriteret højt på ARoS. Det har man haft mulighed for at erfare mange gange i de forløbne fire og et halvt år, som er gået siden man indviede det nye hus. Det er altid en prioritering, hvordan en kunstudstilling skal bygges op og fremstå i sin endelige form. I det aktuelle tilfælde er alle sejl sat og publikum vil sandsynligvis få en oplevelse, hvor netop form spiller sammen med indholdet. Om det enkelte værk ”dør” en smule i dette scenarium, skal jeg lade være op til den enkelte at afgøre.

Jeg har produceret en lille film om udstillingen, som kan ses HER>