Forvandlingsbilleder
Cathrine Raben Davidsen sampler fra en dramatisk
historie og skaber et roligt og afklaret univers med udstillingen ’White Ink’
på Horsens Kunstmuseum.
Man skal
tilbage til før vor tidsregning for at finde Cathrine Raben Davidsens inspiration
til værkerne på hendes udstilling White
Ink på Horsens Kunstmuseum. Udgangspunktet er en analyse af den kvindelige
stemme i Ovids to litterære værker Heroides og Metamorfoser, hvori historien om
søstrene Philomelas og Prochnes skæbner indgår.
En dramatisk fortælling
Historien
er ganske dramatisk og lader ikke nutidens gyserforfattere noget efter i
bestræbelserne på at skabe uhygge og grusomhed. Hovedpersonerne i historien
forvandles til fugle og edderkopper som effekt af Gudernes magt. Inden dette
sker, har de to søstre hver især gennemgået, hvad man roligt kan betegne som
begivenhedsmættede og bestialske oplevelser.
Selvstændige arbejder
Hvis man
kan frigøre sig fra det litterære oplæg, er det alligevel indlysende at se
Cathrine Raben Davidsens optagethed af forvandlingen i de mange værker på
udstillingen. I første fase oplever man dette i hundrede mindre tegninger, der
vises i et forløb og i en ophængning, der uundgåeligt animerer til et nærmere
studie af de enkelte små arbejder.
Umiddelbart
fungerer de mange minutiøst forarbejdede tegninger illustrativt i tilknytning
til Ovids værker; men enkeltvis har de andre og langt mere væsentlige værdier.
Ganske vist gengiver de flere af handlingsmomenterne i det grundliggende stykke
litteratur og hvis man er bekendt med denne fortælling, vil man formentligt
være i stand til at placere dem kronologisk i forløbet. Hvis ikke, kan man
udmærket forbruge dem som dét, de repræsenterer i sig selv.
Maleriets transparens
Det samme
kan man sige om Cathrine Raben Davidsens malerier. Springet fra
stregtegningerne til maleriets langt større flademæssige karakterer er ikke så
alarmerende stort, da værkerne på lærred samtidigt har stregen som fundamentalt
udgangspunkt. Kvindernes ansigter er malet med stor akkuratesse og ofte går
denne maleriske udførlighed over i en langt mere skitsepræget proces, der kan
være udført med oilsticks eller farvepigment på en laserende grund. Denne
metode akkumulerer et let og transparent udtryk, som man, hvis man var i dét
mood, kunne kalde feminint.
The Room
I ét
bestemt maleri fungerer det gennemskinnelige på farvens præmisser. Billedet har
titlen The Room og netop det rumlige
placerer dette værk i en historie, der kan fortælles ud fra flere
tidsproportionelle principper. Helt indlysende naturligvis i relation til Ovids
værker; men samtidigt også i malemåde som forbindelse til det 20. århundredes
billedkunst. Det vil være uretfærdigt at nævne en kunstner som Francis Bacon i
dén forbindelse, så det vil jeg undlade og blot konstatere at farven, på trods
af letheden fungerer i udstrakt grad og på egne betingelser.
Fotografi og grafik
En lille
serie stregætsninger er kombineret med nogle ganske elegante fotografier, der i
deres udtryk giver associationer hen imod illustrationer i modemagasiner. Denne
sammenstilling kan umiddelbart virke en smule mærkværdig. Især da der i samme
rum optræder et større antal monotypier med samme motiviske udgangspunkt, som
tidligere beskrevet.
Ætsningerne
er udarbejdet med samme minutiøsitet som tegningerne, jeg omtalte i
indledningen og fotografierne har i kraft af deres symbolske virkemidler også
kvaliteter, der rækker langt ud over det rene raffinement. Disse værker er i
øvrigt produceret i samarbejde med fotografen Morten Bjarnhof.
Cathrine Raben Davidsen, som er uddannet på Det kgl. Kunstakademi med afgang i 2003, er født i 1972 og fik i 1999 Horsens Kunstmuseums Venners kunstnerpris. Hun har tidligere arbejdet med udgangspunkt i den litterære mytologi. Blandt andet på udstillingen Penelopes Web i Martin Asbæk Projects i København i 2006.