Fortællingen om den moderne skulptur indrammet i pink

 

Aros viser nu en større udstilling med skulpturelle værker udlånt af Tate i London. Orkestreringen udgør en lyserød finish, hvilket giver en overraskende scenisk virkning.

 

******

I dag er det faktisk mere normen end undtagelsen, at man skaber miljøer, som i farvevalg eller arkitektur har til hensigt at underbygge de udstillede værker i museale kunstudstillinger. Disse initiativer kan naturligvis gå to veje: Enten lykkes man med sit forehavende, eller også gør man ikke. Med skulptur som afsæt i en ny udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus var jeg til en begyndelse en anelse bekymret om, hvorvidt en gennemgående pink vægfarve ville skabe et lovligt parfumeret miljø omkring udstillingen, der er resultatet af et samarbejde mellem Aros og kunstmuseet Tate i London.

 

Jeg kan her roligt fastslå, at det sceniske greb fungerer. Gør man sin entré til udstillingen ad den rigtige indgang, bliver man mødt af Liam Gillicks ganske farverige, rektangulære værk, som omgående rent koloristisk overdøver de lyserøde vægge. Til højre for indgangen registrerer man lige så prompte en større geometrisk rodfæstet skulptur i stål af Sir Anthony Caro. Skulpturen er kendetegnet ved en lethed, der korresponderer ret vedkommende med skulpturens fysiske omfang. Igen spiller farven en rolle, da skulpturen er lakeret i en ren gul finish.

 

Forudsigelighed og forbløffende indslag

De omtalte værker er dog ikke i direkte kontakt med de lyserøde vægge, men det er Anish Kapoors, cirkulære, blå væginstallation. I udstillingens katalog er værket gengivet på en hvid baggrund, og der er klart mere koloristisk smæk for skejserne med pink som komplementært modstykke til Kapoors monokrome flade. Det samme gælder Donald Judds velkendte kassestrukturer, der optræder med brutalistisk overbevisning i sin rendyrkede form.

 

Således overvældet kan man gå på opdagelse i et scenarie, der muligvis rummer visse forudsigeligheder, men bestemt også forbløffende indslag. Damien Hirst er kendt af mange med et vist kendskab til samtidskunst, og aktuelt kan man opleve et lam placeret i et akvarium med formaldehyd. Man griber sig i at foretage et kedsommelighedens gab, indtil man spotter et langt mere interessant værk af samme kunstner. En tredelt vitrine rummer diverse modeller af mennesket oprindeligt sandsynligvis udviklet til undervisning.

 

I det hele taget kommer man vidt omkring i genrer og epoker. Man føler sig faktisk hensat til en fjern fortid, når man iagttager Jean Tinguelys skulptur forarbejdet af værktøj. Richard Long er en kunstner, der kan betragtes som en institution inden for land art. I museumssammenhænge er han kendt for cirkler i granit eller, som aktuelt, skifer. Claes Oldenburg er repræsenteret med en af sine velkendte allegorier over elinstallationer med et overdimensioneret stik i træ med en han og to hunner.

 

Alsidig præsentation

Tate har naturligvis investeret i værker af den yngre, britiske generation, som dog i dag er ved at være ret modne. Jeg har nævnt Damien Hirst, og man skal heller ikke snydes for værker af to af generationens væsentligste kvindelige kunstnere. Tracey Emin og Sarah Lucas kan opleves med henholdsvis ét og to værker. Førstnævnte fabulerer således i en tekst bukket i neon "Is Legal Sex Anal?" Her bliver tingene sprogligt vendt på hovedet, og ironi og barokke vinkler finder man tillige hos Richard Wentworth med to sammensatte spande, der skaber et ottetal indeholdende en gul væske. 'Yellow Eight' hedder skulpturen!

 

Ron Mueck er kunstneren bag Aros' første vartegn skulpturen 'Boy'. Han deltager på udstillingen med en nærmest uhyggelig figur, som er en minutiøs gengivelse af en ung pige iført sort badedragt. Fremstillende en teenager med et skræmt ansigtsudtryk og lidt for lange ben, har Mueck tituleret værket 'Ghost'.

 

Man kan roligt antyde, at det plastiske generelt i vor tid rummer adskillige aspekter, og skal man forenkle hele historien om skulptur som kunstnerisk objekt i de sidste 100 år, kan man gøre som, det er beskrevet i forbindelse med udstillingen på Aros. Det er vel altid relevant at fokusere på Marcel Duchamps pissoirkumme, der placerede den rumlige billedkunst i en ny tid og i en alternativ kontekst. Det har man valgt at gøre i formidlingsdelen af udstillingen på Aros, men man kan nemt vælge blot at tage en runde i en alsidig skulpturel præsentation - indrammet i pink.

 

OBJECTS OF WONDER - FROM PEDESTAL TO INTERACTION

AROS AARHUS KUNSTMUSEUM

Aros Allé 2, Aarhus C.

Til den 1. marts 2020

 

Se billeder fra udstillingen HER>