Farverig hofleverandør.
I den brede offentlighed er Bjørn Nørgaard kendt som
kongelig gobelinleverandør og som manden, der slagtede en hest. Han har netop
rundet de 60 år.
I 1970
foretog billedkunstneren Bjørn Nørgaard den legendariske, rituelle ofring af
hesten Røde Fane på en sneklædt mark i Nordsjælland. Denne handling var en
kommentar til den storpolitiske scene, som denne fremstod, da afslutningen af
de glade tressere var en kendsgerning. Denne happening gav genlyd i hele det
danske samfund. Bjørn Nørgaard blev fordømt af de brede masser og var sågar
genstand for satire i TVs lørdagsunderholdning, hvor Buster Larsen bragte emnet
på bane i én af sin berømte monologer, der som bekendt altid blev afsluttet med
et indigneret ”lorteland!”.
Senere
bliver Nørgaards politiske engagement dog, via diverse performances og
happenings samt et utal af offentlige udsmykninger, mere rodfæstet i de
traditionelle institutioner. Han bliver gennem årene en gennemgående person i
de forskellige råd under Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han virker som
professor i perioden 1985-94.
Det er
således en etableret multikunstner, der i 1988 påbegynder det kolossalt
omfattende arbejde med Dronningens gobeliner, der bliver vævet over en periode
på 11 år og ophængt i Riddersalen på Christiansborg i 2000 i anledning af
Majestætens 60-års fødselsdag. Dermed blev den hidtil kontroversielle kunstner
kongelig hofleverandør.
Skulpturens rolle.
På trods af
de mange aktiviteter, som Bjørn Nørgaard har været impliceret i, har skulpturen
igennem årene spillet væsentlig rolle, selv om man må sige, at han samtidigt har
bevæget sig ret frit de kunstneriske discipliner imellem.
På Galerie
MøllerWitt i Århus markerer man i denne tid Bjørn Nørgaards netop overståede
60-års fødselsdag med en udstilling af nyere bronzeskulpturer. Disse skulpturer
fremstår i forskellige patineringer som allegorier over en historie, der rækker
langt bagud tidsproportionelt. Samtidigt rummer de noget højst nutidigt i kraft
af deres indiskutabt symbolladede udtryk. Nogle rummer bibelske referencer og
andre blot bud på, hvad en helt ordinær samfundskarakter kan bestå af.
Et højst
mærkværdigt individ udgør Job i dennes argurmentation med selveste Vorherre.
Job fremstår notorisk påstående i denne komplicerede bronzeskulptur. Han
gestikulerer stædigt med en ret overdimensioneret højre arm flagrende ud i
luften. Samtidigt vokser der et utal af gevækster ud fra Job. Disse afstedkommer
blot, at man har svært ved for alvor at tage ham alvorligt.
En anden
figur danser tilsyneladende rundt iklædt et kropsmønster, hvis umiddelbare
tarvelighed underbygges af noget, der kunne defineres som Mickey Mouse-ører og
et erigeret gespænst mellem benene. Titlen Karl
Smart taler, som skulpturens øvrige fremtoning, oplagt til beskuerens
humoristiske sans.
Patinering.
De
forskellige skulpturer optræder med patineringer, der underbygger deres rolle.
Et individ, der på den ene side insisterer på at være et menneske og på den
anden en hane, er patineret i en rødlig finish, der også refererer direkte til
titlen Little Red Rooster. Denne
udgør samtidigt navnet på en gammel sang af blues-legenden Willie Dixon, som
The Rolling Stones udødeliggjorde på et tidspunkt, hvor Bjørn Nørgaard var
droppet ud af gymnasiet for at blive optaget på Den Eksperimenterende
Kunstskole i København.
De to
sagnfigurer Orfeus og Eurydike optræder på udstillingen i
mandshøje udgaver i et samlet koncept, der på hver side af døren ind til
galleriets lille kontor, udgør et par imposante vagtposter.
Mondænt og umiskendeligt.
Det er
naturligvis nærliggende at spørge om Bjørn Nørgaard, der vel udgør én af sin
epokes væsentligste billedkunstnere og politiske samfundskritikere i
forlængelse af utallige offentlige udsmykninger i sit skulpturelle udtryk, nu blot
fremstår som mondæn? I så fald indeholder denne eksklusivitet dog en kant, der
peger mod det skæve og det utilrettede. På dén led er det umiskendeligt Bjørn
Nørgaard, der udstiller på Galerie MøllerWitt indtil 28. juni.