Fælleshygge i tre dimensioner

 

Ni stilfærdige kunstnere har med et par undtagelser svært ved at fylde rummene i Viborg Kunsthal med tredimensionelle værker

 

******

I Viborg Kunsthals pressemateriale op til udstillingen '3D Female' lægges der i nogen grad vægt på, at det er ni kvindelige kunstnere, som står bag udstillingen. Det virker nærmest som skulle man blive dybt forbløffet over, at kvinder overhovedet begiver sig ud i en verden rummende tre dimensioner. Det finder jeg nu ikke, der bør være nogen grund til, da netop de tre dimensioner lige så meget er et anliggende for kvinder, som for den mere maskuline del af kunstmiljøet.

 

Fængslende værk

En af de udstillende kunstnere har faktisk gennem de seneste år på aldeles fremragende vis udfordret de tre dimensioner gang på gang, og det er da også Marianne Jørgensen, der er ophavskvinde til det ubetinget mest fængslende kunstværk på den aktuelle udstilling.

 

Udgangspunktet er en stor cylinder beklædt med grøn mos, og det lyder muligvis ret enkelt og banalt, men installationen fungerer som et åbent rum, der dog ikke må betrædes. Man kan faktisk meget let iagttage det runde ekstensiv fra en udvendig position og samtidigt blive grebet af værkets iboende intensitet.

 

Tilsvarende styrke finder man desværre ikke i resten af udstillingens værker. Jeg må sige, at jeg har stor respekt for kunstneres behov for at udtrykke sig i minimalistiske formsprog, men når man har valgt bane, må man som mindstemål samtidigt i det mindste prøve at få nogle vedkommende værker ud af anstrengelserne. Når udstillingen i samme moment fremstår uden formidling og i et miljø, hvor værkerne individuelt skal leve på egne betingelser og titler, bliver det hele en anelse intetsigende.

 

Tilfældig iscenesættelse

Foruden førnævnte Marianne Jørgensen hæver Annesofie Sandal dog sig over de tavse indslag med især to værker, som er placeret i udstillingsrummene i en tilsyneladende tilfældig iscenesættelse, som ikke yder hendes skulpturelle installationer fuld retfærdighed. En hjørneinstallation udført af bemalet pap og med et øre som figurativt fikspunkt fungerer fint, men desværre har samme kunstners papkasse i bronze med bøjede stearinlys fået en placering, som gør den svær at lokalisere.

 

I det hele taget virker det, som har de ni kunstnere - med kurator Louise Sparre som indpisker - ladet sig involvere i projektet på en præmis forankret i hygge og fællesskabskultur. Johanne Skovbo Lasgaards ellers udmærkede gipsskulpturer ligger smidt forskellige steder i udstillingen, og Pernille Kapper Williams' små, primært monokrome værker udført med make-up på lærred er placeret hver især solitært, hvilket blot får dem til at fremstå som kuriøse alibier i en forvirret helhed.

 

Op ad bakke

Et forsøg på at udfordre udstillingslokalerne ses i kraft af Charlotte Thranes stofinstallation "Gode gamle fejl". Man kan lægge i titlen, hvad man lyster, men værket tager under alle omstændigheder det store rum i kunsthallen i besiddelse. Tekstiler optræder andre steder i udstillingen, men jeg har det lidt svært ved at finde den dybere pointe i Louise Sparres ellers smukke draperier.

 

Overordnet set kan man definere '3D Female' som et sympatisk eksperiment, som skridt på vejen mod det eksistentielt nedkogte billedsprog. Vejen er lang og træls. Ofte går det op ad bakke. Det er ikke en hyggetur, man begiver sig ud på, men sådan fremstår det desværre overvejende i forbindelse med udstillingen i Viborg.

 

 

'3D FEMALE'

VIBORG KUNSTHAL

Riddergade 8, Viborg

Til den 25. februar 2018

 

Se billeder fra udstillingen HER>