Et liv i krybesporet.

Lars Svanholms tanker om blandt andet kunstnerisk disciplin og det svære i at finde sin plads i geleddet i de voksnes rækker.

Vi stod og iagttog den silende strøm af fremmede på grusvejen. Vi så dem fra marken med de vilde blomster, lyngtotterne og de spredte fyrretræer. De gik i større og mindre grupper, langsomt; men målbevidste, som rejsende på vej og dog uden det hastværk, der kendetegner en turist.

En tidlig erindring. Måske den tidligste overhovedet. De fremmede var ungarer, som var flygtet fra en revolution. Slået tilbage med en jernnæve.

Min far, Bengt Svanholm (1927-93), og mig på marken i 1956.

Lokaliteten skulle få en afgørende betydning i mit liv de næste år. Et område lagt ud til ingenting. Jorden for mager til opdyrkning – og parcelhusene skød først op 15 år senere. 15 afgørende år, hvor plantagernes gemmesteder gav ly for en frivillig isolation. Et rum til en sær, barnlig fordybelse, som tolkedes som misantropi af den voksnes normalt socialbetingede tænkemåde. Et behov for fred og ro og ensomhed kunne tilfredsstilles i dette univers. Mental kraft samledes til de hundredevis af tegninger, der skulle tegnes – om det var nødvendigt eller ej.

Den katolske Børnehave ca. 1960. Det er mig nummer 10 fra venstre, når vi fraregner Søster Maria.

Er der nogle, der kan genkende sig selv, så send en mail

Krigen var kold som vinteren, der dækkede marken med et tykt kridhvidt snelag, som ville smelte – og i en periode danne forskellige mønstre iblandet grålig smat og gult græs. Efter forbavsende kort tid blev græsset grønt og man kunne spille fodbold med sig selv.

Den stråtækte skole havde fået lagt tegl på taget. Spanskrøret var degraderet til pegepind og symbol på disciplin og orden.

Jernbanen gik parallelt med landevejen. Lokomotiverne fnysede røg og gløder ud, mens de trak rødbrune passagervogne eller lange tove af godsvogne gennem landskabet. Sjældent antændtes heden, når gnisterne fra lokomotiverne lå og ulmede i lyngen. Disse brande efterlod heden som et surreelt område af afsvedne træer og sort lyng. Med diesellokomotiverne fik heden fred for flammerne.

Kunstskolen

Mere end en snes år senere på den samme grusvej, der dannede ramme om min allerførste erindring. Nu var den asfalteret. Der var gadelys. Marken var forvandlet til et beboelsesområde med næsten et hundrede dårligt opførte typehuse. Jeg var ligeglad. Jeg boede der ikke længere. Det var tilfældighedernes ulogiske ironi, at nogle foretagsomme folk ville åbne en kunstskole i et ombygget sommerhus for enden af vejen.

De var der alle sammen. Lærertyperne og de behersket intellektuelle med korrekte meninger, smækbukser og Prins Valliant-hår. Jeg dukkede op i blå denim, rock and roll-frisure og en trøje med et billede af Mickey Mouse. Jeg følte mig præcist så fremmed som ungarerne 22 år før. Jeg overvejede at gå; men der gik ingen bus. Med ét overtog en lille vindtør, kæderygende mand scenen. Han havde registreret, at kedsomheden bredte sig – og for ham var det af eksistetiel vigtighed, at foretagenet kom på skinner. Derfor denne ildhu.

Den lille storryger med hageskægget viste sig at være Christian Wagner. Fiduskunstneren par excellence, som sammen med en bedaget formningslærer havde besluttet at starte en kunstskole op. Entertainment on a high level. Jeg havde været surrealist; men begyndte at male papkasser i stedet. Realistiske stillebens, der ikke var fotografiske; men med plastisk overbevisning.

Jeg ved ikke, om det var papkassernes ydmyghed eller den motiviske grålighed i øvrigt, der fik mig til at falde dybere og dybere ned i et mørkt hul af fortvivlelse. Afvist på Kunstnernes Påskeudstilling. Afvist på Kunstnernes Efterårsudstilling. Desillusionen var åbenbar.

Vred ung mand på Silkeborg Banegård i 1979.

Foto: Leif Hove Madsen

Rock and roll

Da jeg for første gang så fire velklædte, midtengelske unge mænd med lidt længere hår end datidens norm trykke den af i et amerikansk TV-show, opdagede jeg samtidigt musikken. Oprøret. The visual part of show-biz. Nu med skrigende teenagers og guitarer med ledninger. Plugged!

Senere. På Hotel Harmonien i Ærøskøbing. Ny plade i juke-box’en. De hed The Who. The hvem??? Sangen hed My Generation – og forsangeren stammede; men det viste sig dog ikke, at være en permanent lidelse. Rygtet ville vide, at de smadrede alt grejet som kulmination på et show præget af energi og en – for tiden – helt overdimensioneret lydstyrke.

Som forsvar imod den tiltagende fortvivlelse og et panser imod en stadigt stagnerende, lokal kunstscene, investerede jeg i en kopi af en Rickenbacker-basguitar. Vi befinder os omkring 1980. Sidst på året. Jeg kunne ikke spille. Det kunne Sid Vicious og Stuart Sutcliffe heller ikke – og de lærer det aldrig. Jeg gør heller ikke. Til gengæld er jeg i live. Still alive and well, som Johnny Winter, Keith Richards og de andre survivers.

Rok og rul. Vi spillede efter sigende højt den juliaften i 1984.

Fotos: Gregers Fischer

En sløret aften i Lunden sidst i 80’erne. Rock’n’roll was coming to an end.

Foto: Klaus Kurup

Den vilde scene – og debut…

Da jeg fattede pensler og farvetuber igen, var kunstscenen til min store overraskelse en anden. Kunstnere var ikke længere gråskægget trash fra venstrefløjens fjernlager; men selvbeviste, sortklædte youngsters med hardcore penselstrøg og Porsche-attituder. Den socialrealistiske scene var blevet en satire, hvor indholdet udgjorde et spejlbillede. Den ny socialrealisme aftegnede alt den gru og horror, der finder sted bag køkkengardinerne. Den blotlagde tabuer som voyeurisme og kønslig afstumpethed. Kunsten kunne nu lugte grimt. Smag var ikke mere god tone.

Selv kastede jeg mig ud i noget, der bedst kan karakteriseres som genopdagelsen af farven. En hård tørn, hvis ikke man er født kolorist. Debuterede langt om længe på Kunstnernes Sommerudstilling i 1989 med ét maleri. Det hed ”Offergave til guderne må vide hvem” og jeg har det endnu – et eller andet sted.

T.v.: Offergave til guderne må vide hvem, akryl på lærred, 110x100 cm. 1989.

T.h.: På KE. Den Frie, 1991. Foto: Annette Smed

Grafikkens år

Jeg debuterede som grafiker på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1991. Willumsens træhus over for Østerport Station danner rammen om denne traditionsrige årlige udstilling. Året efter deltog jeg på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Slottet på Kongens Nytorv er traditionernes højborg; men samtidigt dér hvor de samme traditioner nedbrydes i Akademiets regi.

Arbejdet med zink, syre, radérnåle og trykpresse foregik på et grafisk værksted, som var stillet til rådighed af kommunen i Silkeborg. 300 meter fra den lejlighed, hvor jeg og min smukke og begavede samlever residerede. Bekvemt, når der var daglige eksperimenter, der skulle foretages med dette nye medie. Prøvetrykkene hobede sig op. Det var sort og hvidt. En ny måde at være kolorist på. ”Finanslivets Gråskala” var en titel af mange; men gråskalaer sælger ikke. Heller ikke!

Finanslivets gråskala. 1992.

Stejdelijk.

Vi havde slået lejr i Edam. Vi befinder os under havets overflade. Digerne holder vandmasserne i skak. Bussen ind til Amsterdam er en støjende skrammeldynge af højhastighed og dieselos. Vi bliver læsset af foran Centralstationen; men jeg ved, hvad vej vi skal. Den store Europa-udstilling på Stejdelijk. Jeg har stort set malet non-figurativt siden. Altså, når man fraregner croquis-tegningerne og feriestudierne i kul, akvarel og oliepastel. Rejsedokumentation og rapporter fra intimsfæren. På én gang løsriver figurationen sig fra ambitionen og får sin egen parallelle identitet ude af fokus.

Straight ahead.

Værkstedet er offtempoets universelle base. En lang iagttagelse afløses af et måske afgørende penselstrøg eller et aggressivt rids med en håndværkerspartel. Eller en nænsom streg presset nevøst ud af tuben; med bevistheden om, at tørretiden måske skal måles i måneder. Katten går utålmodigt rundt, ventende på at mennesket kunne begive sig af med langt mere rationelle sysler. Det er fodringstid – om tre timer; men hvad er tiden imod en tom mave, der skriger af en indbildt sult.

Er malerkunsten et selvbedrag på linie med kattens evige sult? Beriger man eftertiden – eller slår man blot tiden ihjel, som man dagligt afliver sin egen selvopfattelse? Blot for at kalde den til live igen gennem et utal af bearbejdede lærreder? Meningsløsheden ville vel være indiskutabel, om disse spørgsmål lod sig besvare. Legitimiteten kommer udelukkende til udtryk gennem resultatet, som man afslutningsvis udstiller for et undrende publikum i glanslyset fra de bonede gulve eller gennem støvet i en gammel ruin. Jeg har prøvet begge dele, som jeg har betrådt store scener med lys og enorme sound-equipments og stages primitivt opbygget af sammensatte skoleborde.

Selv en kunstner dør en dag. Måske, at nøjagtigt dér er gådens løsen. I modsætning til den storspindende huskat er vi bevidste om vor egen dødelighed. Vi må efterlade et spor, som eftertiden så må gøre sig den ulejlighed at forholde sig til. Om det er i et splitsekund, at dommen fældes, er uden betydning. Vi er der ikke til at bevidne begivenheden. Indtil øjeblikket indtræder, må vi blot vente – udskyde det ubehagelige slutfløjt. Ubehageligt og uundgåeligt. Hvis ventetiden er lang, er livet det vel også. En logik så umulig som et kikset penselstrøg. Og dog så åbenbar.

Ved indgangen til værkstedet, november 2005.

TIL TOPPEN