En udstilling om morgendagens potentialer

 

Man bør indregne masser af tid og tålmodighed, hvis man vil opleve udstillingen "Tomorrow is the Question" på ARoS. Til gengæld er det en god investering.

 

******

Hvis man vil tilegne sig viden, må man opsøge kilderne til den pågældende indsigt, eller man må på god antediluviansk vis blot spørge fagkundskaben, hvis der er forhold, man vil blive mere forstandig på. Forholdene omkring fremtiden lader sig dog sjældent umiddelbart besvare, da der må indregnes variabler af uforudsigelig karakter; men her er kunsten i stand til at give bud på, hvad vi kan forvente os af morgendagen.

 

Teknologi i massevis

Dette er temaet i udstillingen 'Tomorrow is the Question' på ARoS i Aarhus, og skal man vurdere morgendagen ud fra nogle af samtidskunstens fremmeste, internationale repræsentanter, ser det faktisk ikke så sort ud. Man finder masser af teknologi på udstillingen og en hel del fremragende kunstværker, der i flere tilfælde kredser om scenarier med både drama og opsigtvækkende aftryk.

 

Umiddelbart er det ikke vanskeligt at blive tiltrukket af Tomás Saracenos gigantiske, runde enheder, som i kraft af deres transparente tilstedeværelse i udstillingens forreste rum kan virke lokkende på udstillingsgæsten. Der er dog al mulig grund til at glemme Saraceno i første omgang, da netop hans værk kan fungere som afsæt for et tiltrængt hvil, når man gennem den øvrige del af udstillingen er blevet udsat for et bombardement af sanseoplevelser.

 

Man bliver prompte mødt af en neon-jordklode udviklet af den libanesisk fødte kunstner Mona Hatoum, og netop dette værk samler på mange måder syntesen i udstillingen, der i sagens natur på alle måder drejer sig om Jorden og klodens futurum. Forestillingen skydes stilfærdigt i gang med et par statiske værker af Allora & Calzellis tilsyneladende fossillerede benzinstander samt Qiu Zhijies minutiøst udførte kortlægning af "teknologisk etik".

 

Kalejdoskopisk univers

Længere fremme er Doug Aitkens videoinstallation 'New Era' alt andet end statisk. Her bliver man ved hjælp af topografiske gengivelser og billeder fra jordhøjde ført ind i et kalejdoskopisk kosmos, hvori kunstneren overbevisende ved hjælp af spejle antyder tiden og universets uendelighed. På samme tid peger værket bagud, da fortællingen om det første opkald i 1973 med en mobiltelefon fortælles af fænomenets opfinder.

 

I en installation af den japanske gruppering teamLab vises en digital gengivelse i et tredimensionelt rum, hvor man oplever dels et univers af vandpartikler og dels hvordan blomster og mennesker ikke kan kontrolleres, men trods alt leve og fungere i fællesskab på den samme jord. De sidste iagttagelser er en løs oversættelse af værkets lange titel, men installationen er bjergtagende.

 

New Zealandske Simon Denny har i de senere år udviklet kunstværker, der æstetiserer elektronik og mekanik i nogle højst ejendommelige værker. Aktuelt står han ikke helt så overbevisende i en overordnet sanseverden. Hos Denny tager køligheden kontrollen over hensigterne, men historien bag er sandsynligvis plausibel nok. Man har blot ikke lyst til at høre den.

 

I morgen er svaret

Til en indledning nævnte jeg Tómas Saracevos to gigantiske bolde, og de spiller en helt anden rolle, end blot at være til stede i udstillingsmiljøet. Faktisk har de en funktion som lydabsorberende organismer, der viderebringer rummets frekvenser til et antal hovedtelefoner af høj kvalitet. Auditivt bliver man suget ind i rummets atmosfære i konvergens med installationens visuelle tilsnit. Store sorte puder, som man kan placere sig i, frister gæsten til at foretage en frakobling af sindet - og dette kan som tidligere antydet være højst formålstjenligt efter turen rundt i udstillingen.

 

Udstillingens 170 siders katalog besvarer måske ikke entydigt spørgsmålet om fremtiden, men i teksterne sættes der dog ord på flere af de overordnede betragtninger, som udstillingen - kurateret fabelagtigt af Luise Faurschou - stiller spørgsmål ved. I bogens afsluttende afsnit vender filosoffen og forfatteren Tor Nørretranders udstillingens titel 'Tomorrow is the Question' på hovedet. Ifølge Nørretranders er der ikke noget at være bekymret for. I morgen er svaret. Og det har han i et helt lavteknologisk perspektiv da fuldstændig ret i.

 

I forhold til udstillingen på ARoS, kan en bekymring dog være, at man ikke har den fornødne tid til rådighed i forbindelse med at dyrke den som en totaloplevelse. Man bør dog investere rigelig med tid. Det får man langt mest ud af. 

 

'TOMORROW IS THE QUESTION'

AROS AARHUS KUNSTMUSEUM

Aros Allé 2, Aarhus C

Til den 4. august 2019

 

Se billeder fra udstillingen HER>