En mester udi mytologi, fortvivlelse og melankoli

 

"Katastrofer og mirakler", der viser uddrag af tegneren og grafikeren Palle Nielsens livsværk, kan nu ses i en med visse forbehold vellykket udstilling på Skovgaard Museet i Viborg.

 

******

Hvis man tager et historisk blik på Palle Nielsen og hans livsværk, må det stå lysende klart, at han er en af 1900-tallets væsentligste danske billedkunstnere. Ikke blot inden for feltet tegning og grafik; men i et helt overordnet perspektiv. Gennemgående skildrer han gennem hele sit livsforløb menneskets rolle som offer og magtindivid i samfundet, og disse forhold afspejles af, at han har gennemlevet to verdenskrige samt diverse følger af politiske uoverensstemmelser på et globalt niveau.

 

Afmægtige tilstande

Angsten for flere krige var udpræget i årene efter Anden Verdenskrig, og opdelingen af Europa blev et kernepunkt i Palle Nielsens lange udvikling som udøvende og ikke mindst beskrivende kunstner. Mennesket er i centrum og bliver i sin ofte afmægtige tilstand tegnet, snittet eller raderet af kunstneren, der i et humanistisk lys fremstiller individet i et miljø af sammenstyrtende bygninger eller i bedste fald i stilfærdige atmosfærer, der giver næring til en form for håb for en fremtid, som kunstneren ikke havde en anelse om, hvordan ville tage sig ud.

 

Ikke desto mindre rummer flere af hans værker fremtidens dramaer. Dette ses vel mest indlysende beskrevet i et linoleumssnit, der fremstiller et fly, der for fuld kraft torpederer et hus. Scenariet har muligvis haft sit ophav i kamikazepilotens bevidste handling, som ikke blot dræber ham selv, men samtidigt skaber en altødelæggende tilstand. Jeg nævner ikke 11. september 2001, men hvis De, kære læser, får associationer i den retning, kan jeg ikke fortænke Dem i det.

 

Motiv og metode

Hvis man i en kort frekvens skal bryde beskrivelsen af Palle Nielsens motivkreds, er det centralt at beskæftige sig med hans metode. Han er grafiker og tegner. Ikke mange har behersket linoleumssnittet som han. Ikke mange har mestret ætsningens kunst som han, og det er kun få beskåret at konstruere en tegning med lige dele akkuratesse og præcision som han.

 

I serien med titlen 'Den fortryllede by' ser man tydeligst kunstnerens virtuose leg med det grafiske medie. I stregætsningen oplever man flade og streg i en sjælden harmoni, der i et samlet billedplan skaber flerdimensionelle rum. Usædvanligt befinder der sig ingen mennesker i 'Den forladte by', men de har været der, og tager man et grundigt blik på flere værker i serien, opstår et kaos, som vel ikke er skabt ud af intet?

 

Minutiøsitet udgør et tilsvarende kodeord i Palle Nielsens linoleums- og træsnit, og her rummer stregen en ganske særlig prægnans, som vidner om, at kunstneren kender sit værktøj ud og ind. Udtrykket er klarere og mere egnet til brutale beskrivelser af voldsomme scener. Disse kan være i kraft af resolutte likvideringer eller et tema, som ofte gentages, nemlig faldet, som kan være mere eller mindre skæbnesvangert.

 

Kulørt scenarie

Som sådan beskrev Palle Nielsen en verden i et fortvivlet og ofte melankolsk skær. Han har fabuleret frit over mytologien og i langt de fleste tilfælde i et insisterende og ikke desto mindre enkelt billedsprog, hvor farven med undtagelser har været tilstedeværende i gråtonerne mellem sort og hvid. Derfor virker det helt formålsløst, at man har valgt at disponere den aktuelle udstilling i en farvesætning, der er i alt andet end harmoni med kunstværkerne.

 

Mørkegrøn møder i en indecent kollision variationer af rød, der optræder i tre nuancer strækkende sig fra bordeauxrød over en rød orange til - pink! Hvorfor i alverden en kunstudstilling, der har til hensigt at vise et ellers repræsentativt sortiment af en dansk kunstner af en sjælden kvalitet, skal disponeres i et deslige kulørt scenarie, er mig totalt uforståeligt. Man må iklæde sig skyklapperne og gå tæt på det udstillede, og det er heldigvis muligt.

 

'KATASTROFER OG MIRAKLER - PALLE NIELSENS VERDEN'

SKOVGAARD MUSEET

Domkirkestræde 2-4, Viborg

Til den 10. januar 2021

Udstillingen vises på Kunstmuseet i Tønder i perioden 30. januar - 2. maj 2021

 

PALLE NIELSEN

Født i København i 1920, død i 2000

Uddannet som reklametegner på Kunsthåndværkerskolen 1936-1939, derefter Det Kgl. Danske Kunstakademi 1945-1949

Professor ved Grafisk Skole på Kunstakademiet i København 1967-1973

Er rigt repræsenteret i private samt offentlige samlinger i Danmark og internationalt blandt andet på Museum of Modern Art i New York

Har modtaget Thorvaldsen-medaljen og den svenske Prins Eugen medalje, begge i 1963, samt LO's kulturpris i 1986 og Rungstedlundprisen i 1995.

 

Se billeder fra udstillingen HER>