Eneren Rita insisterede på surrealismen indtil et tidspunkt

 

Kunstmuseet Kunsten i Aalborg viser med udstillingen 'Solo' maleren Rita Kernn-Larsens vej gennem livet, hvor surrealismen i begyndelsen var ledemotivet

 

******

Rita Kernn-Larsen blev født i 1904 på årets første dag. Således kommer hun til verden i samme år som den sandsynligvis mest berømte surrealistiske kunstner af alle, Salvador Dali, men der er intet, som umiddelbart tyder på, at den excentriske spanier har spillet nogen rolle i forhold til Kernn-Larsens vej mod et surrealistisk udtryk. Allerede i 1929 søger unge Rita mod Paris, da hun allerede på daværende tidspunkt havde afbrudt sine studier på Kunstakademiet under professorerne Sigurd Vandel og Aksel Jørgensen.

 

Ikke for evigt surrealist

Hun optages, som andre danske kunstnere i perioden, på Fernand Légers Académie Moderne, men hun vender dog for en stund i 1934 tilbage til Danmark for at udstille sammen med gruppen af surrealistiske kunstnere herhjemme, heriblandt Vilhelm Bjerke Petersen og Wilhelm Freddie. Hendes fascination for den surrealistiske genre deles dog ikke af hendes læremester Léger, men det bremser på ingen måde den unge Ritas karriere. Hun udstiller således på Museum of Modern Art i New York på udstillingen 'Fantastic art, dada, surrealism' i 1937.

 

Det er blandt andet i kraft af værker fra den beskrevne periode, som man nu kan opleve i forbindelse med udstillingen 'Solo' på Kunsten i Aalborg, og her kan man samtidigt erfare en kunstner, der i samme periode udviklede sin helt personlige udgave af den surrealistiske jargon, men hvis man ser Kernn-Larsens kunstneriske forløb i et livsvarigt perspektiv, skulle det vise sig, at perioden som surrealist ikke ville vare evigt. 

 

Den bombede storby

Da det europæiske kontinent sidst i 1930'erne bliver et udfordrende sted at befinde sig for visse befolkningsgrupper, flytter Rita Kernn-Larsen med sin mand, journalisten og kunsthandleren Isak Grünberg, til London i 1940. Her oplever hun snart storbyen sønderbombet, og denne oplevelse giver næring til at forlade det surrealistiske spor. London kunne man forestille sig som et makabert Max Ernst-landskab, og Rita Kernn-Larsen ændrer sit kunstneriske sprog totalt.

 

Man kan hverken i de seneste værker eller for den sags skyld i forbindelse med hendes versioner af surrealismen betegne Rita Kernn-Larsen som en udpræget virtuos maler. Hendes sært kantede og konturfyldte figurer lever i langt højere grad på en koloristisk og en kompositorisk sikkerhed frem for metodisk begavelse. Her rammer hun et princip, der er gennemgående i den modernistiske verden.

 

Roepstorffs installation

Det er svært at gætte på, om man har set Kernn-Larsen som en svær kunstner at skabe interesse omkring, hvis ikke man i det mindste prøver at skabe en forbindelse til samtidskunsten. Kirstine Roepstorff var Danmarks repræsentant ved den forrige kunstbiennale i Venedig, men aktuelt har hun en helt anden rolle i sin egenskab af fysisk kurator af Kernn-Larsens udstilling i Aalborg. Hun havde den samme rolle, da udstillingen blev vist på Gl. Holtegaard nord for København.

 

Kirstine Roepstorffs installation udgør i Aalborg et kunstværk i sig selv, og jeg besidder muligvis visse forbehold omkring nødvendigheden af, at man iscenesætter en kunstudstilling med værkerne monteret på groft pudsede vægge. Ikke desto mindre er iscenesættelsen fuldstændig bjergtagende, og hvad man kunne frygte ville ende i en overæstetisk emballage, munder ud i et fuldstændigt intelligent scenisk greb, der forvandler Kunstens store udstillingssal til en fortryllende labyrint af sanselighed. 

 

Her kan man gå på opdagelse i et œuvre, der trækker tråde rundt i den moderne kunsts historie. Bedst som man vurderer, at Rita har fundet sit ståsted i landskabet, dukker der værker op, som giver associationer til en Kandinsky - vel at mærke før det hele opløste sig hos russeren i ren nonfigurativ syntese. Således udgør 'Solo' en smuk fortælling om en kunstner, der næsten var glemt, men som nu er posthumt genfødt. Det lyder som et mirakel, og sådan kan man faktisk udmærket tolke denne tour de force gennem det underbevidste og den fysiske verden.

 

'SOLO' - RITA KERNN-LARSEN

KUNSTEN MUSEUM OF MODERN ART

Kong Christians Allé 50, Aalborg

Til den 5. maj 2019

 

Rita Kernn-Larsen

Født 1904 i Hillerød

Påbegynder uddannelser ved Statens Tegneskole i Oslo, 1924, Det Kgl. Danske Kunstakademi., 1927-29 samt hos Fernand Léger på Académie Moderne, 1930-32.

Debut i 1934 i Chr. Larsens Kunsthandel i København.

Efter flere år i udlandet flytter hun i 1992 tilbage til Danmark, hvor hun er repræsenteret i adskillige offentlige samlinger, ligesom hendes værker befinder sig i flere samlinger i udlandet.

Hun dør i 1998, 94 år gammel.

 

Se billeder fra udstillingen HER>