Lettere fejlslået hyldest til surrealismen

 

Udstilling på Kunstmuseet i Tønder viser den klassiske version af surrealismen som rummende en vis autenticitet, men ledsaget af samtidsorienteret glimmer og pop, opløser genren sig og dør en stille død.

 

******

Det er næsten 100 år siden, at André Breton forfattede det surrealistiske manifest, som dannede grobund for en banebrydende kategori af billedkunst til afløsning for dadaismen, der fik en kort historisk levetid i kraft af en bagvendt tese om kunst omhandlende et grovmasket net af tilfældigheder og i sit dybeste efterspil - ingenting.

 

Hvor dadaismen i en snæver forstand havde sit afsæt i futurismen, som fik en marginal rolle i kunsthistorien, begavedes surrealismen med en helt afgørende betydning på ikke blot den europæiske og dermed den internationale kunstscene - også i Danmark skabte genren opmærksomhed blandt andet i kraft af en historisk set central surrealist-udstilling, som i 1935 fandt sted i Den Frie Udstillings bygning i København.

 

At nå sin egen røv med tungen

Første version af udstillingen 'En anden surrealisme', som nu kan ses på Kunstmuseet i Tønder, fandt sted netop på Den Frie, hvilket skulle fuldbyrde fortællingen om surrealismen i en kompleks samtid. I sidste kategori symboliseres hele hensigten en anelse morsomt i kraft af en skulptur af japanske Sako Kojima fremstillende et får, som er blevet betroet egenskaben at nå sin egen røv med tungen.

 

Værket er fra 2022 og hensigten er klar i forhold til at afklare en kollision ved, at man har ladet placere et maleri af eneren i dansk surrealisme, Wilhelm Freddie, med et mareridtsagtigt landskab indbefattende en elefant som allegorisk hovedelement. Scenisk fungerer dette greb ret enfoldigt og i det hele taget virker det, som er vigtige danske surrealister som netop Freddie samt Vilhelm Bjerke Petersen, Rita Kernn-Larsen, Franciska Clausen og Harry Carlsson inkluderet i projektet med henblik på netop at bibringe udstillingskonceptet en smule autenticitet.

 

Har man imidlertid allerede nu nået et punkt i underbevidstheden, der bringer skuldrene ned i brysthøjde, er det fantastisk at opleve en nytolkning af Wilhelm Freddies vinduesudsmykning hos Magasin du Nord i 1947. Ikke alene udgør dette værk et vidnesbyrd om kongerigets kulturelle genrejsning få år efter afslutningen af 2. Verdenskrig, men tillige et skudsmål for en kunstner, der præcis 10 år inden blev straffet med fængsel for at producere værker med pornografisk indhold.

 

Jeg er til gengæld meget i tvivl om, hvad man har af hensigt med en vinduesudsmykning af Salvador Dali, som bliver totalt blændet af et aldeles ligegyldigt neonværk på den modsatte side af korridoren. Der findes sikkert en hensigtserklæring et eller andet sted, men da formidlingen er svær aflæselig, står mange spørgsmål fra den potentielle beskuer og dirrer i efterårsvinden, hvilket er en anelse paradoksalt relateret til en genre, der netop har et udpræget litterært grundlag, og her må jeg beklageligvis blot sige, at der desværre ikke er udgivet et katalog, der muligvis kunne skabe en større forståelse for flere disponeringer i projektet. I stedet lader man genren mere eller mindre overbelyst dø en stille død.

 

Latterliggørelse af surrealismen

Der er adskillige eksempler på den aktuelle udstilling, der tyder på, at nutidsversionen af surrealisme har en begrænset rolle at spille på kunstscenerne. Samtidsdelen er primært præget af pop og glimmer og helt katastrofalt ses dette i en skulpturgruppe, som dog heldigvis er gemt lidt af vejen. Esben Weile Kjærs grimme, gale hund er blevet tildelt en vis opmærksomhed på grund af kunstnerens tætte familiebånd til udstillingens kurator. Værket kunne bruges som skræmmebillede i et rædselskabinet, men som kunstværk synes det at have til formål at latterliggøre surrealismen - ikke mindst da kunstneren har tilladt sig at adoptere titlen fra et værk af Harry Carlsson, 'Pudlens kerne' fra 1936, og placeret i samme rum.

 

Man kan aflægge Kunstmuseet i Tønder et besøg, men man bør være selektiv og tage nogle blik på surrealismen set i en historisk kontekst. Scenografien er særegen og jeg kunne nemt fremhæve nogle kritikpunker desangående, men vælger at iagttage forestillingen med et lyst sind og tildele en desværre delvis fejlslået hyldest til surrealismen tre stjerner - dog med en nervøst, sitrende pil nedad.

 

EN ANDEN SURREALISME

KUNSTMUSEET I TØNDER

Wegners Plads 1, Tønder

Til den 5. marts 2023

 

Se billeder fra udstillingen HER>