Eksklusiv bog om Kirkebys tegl

 

Når disse linjer skrives, er det halvandet år siden, at den verdenskendte danske billedkunstner Per Kirkeby døde. Siden har der været en del fokus på den lille by Aars i Vesthimmerland, hvor Kirkeby er æresborger. Årsagen skulle findes i, at foretagsomme folk i det provinsielle miljø ville placere en tæt form for julebelysning i forbindelse med en af Kirkebys murstensskulpturer, som er placeret på en central plads i byen.

 

Fortællingen fra Aars, der tillige indbefatter en håndværker og en slagboremaskine, er ikke et tema i et elegant bogværk, som blev publiceret i sensommeren. Bogen fokuserer på de af Kirkebys murstensværker, man har kunnet opleve som temporære indslag i diverse offentlige miljøer samt i særdeleshed den store udstilling 'Maskiner for lys og skygge', som kunne ses på Museum Jorn i Silkeborg i 2018.

 

Man kan roligt påstå, at Per Kirkeby, som udfordrer af den røde tegl og søgende balancepunktet mellem skulptur og arkitektur, har arbejdet sig langt bort fra kunstnerens naturforankrede malerier. Det samme kan siges om distancen fra den sortpatinerede bronze til murstensværkerne.

 

Det vil dog sikkert overraske én og anden, at kunstneren faktisk konstruerede sine første murstensskulpturer i midten af 1960'erne, langt før han fandt kimen til de - efter eget udsagn - "skamløse" og storladne oliemalerier traditionelt udført på ofte store lærreder. Således optræder et billede i bogen, som gengiver en ret enkel sag fra en udstilling i Holbergsgade i København i 1966.

 

Den enkelt fremstillede skulptur optrådte tillige i en genskabt version på den før omtalte udstilling på Museum Jorn. Nu, som dengang, i gult tegl og ikke holdt sammen af mørtel og cement. Det kan dårligt blive mere enkelt. Den firkantede klods måler 60 centimeter i højden og 32 centimeter på hver led, så der er tale om et værk i et ganske beskedent format.

 

Senere i karrieren fik Per Kirkeby som bekendt kolossal vind i sejlene og ustandselig arbejdede han på nye projekter, hvilket naturligvis også var et tema i relation til skulpturer i tegl. Det fremgår ret tydeligt af bogens illustrationer, som ganske vist for en dels vedkommende fremstår i sort-hvid, at den klassiske røde tegl var Kirkebys foretrukne materiale. Mest påfaldende opleves dette i en udstilling, der fandt sted i École de Beaux-Arts i Paris i 2017. Her går terrakottaen overbevisende i konvergens med museets klassiske miljø.

 

Der er ingen grund til at underspille det kæmpearbejde, der har ligget til grund for første del af fortællingen om en aldeles væsentlig del af Per Kirkebys omfattende œuvre. Hovedansvaret for bogens grundige beskrivelse af en bemærkelsesværdig kunstners lige så usædvanlige værker ligger hos Magnus Thorø Clausen, som i stort set bogstavelig forstand har begravet sig i mursten. Denne indsats har nu begavet den kunstinteresserede med et smukt og eksklusivt bogværk.

 

'Per Kirkeby - The Complete Bricks (Vol. 1)'

Udgivet i et samarbejde mellem Museum Jorn, Silkeborg, Galleri Susanne Ottesen, København og Forlaget Walther König. 340 rigt illustrerede sider med engelsk tekst. Pris: 400,- kr.

IBSN: 978-96098-506-8