Egotrip i mørket

Beskrivelsen af jeg'et kan i sagens natur være mangfoldig. Sådan er det også aktuelt i vinterkulden i Århus Kunstbygning.

Århus Kunstbygning er bygget på et tidspunkt, hvor kunst helst skulle beskues i neutralt dagslys. I mellemtiden er institutionen blevet til ”center for contemporary art” - og i dét perspektiv udgør dagslys ikke længere nødvendigvis en fordel. Tværtimod! Film- og videoinstallationer fungerer bedst i et dystert mørke.

Genbrug

En ny udstillingssæson er skudt i gang i det fine udstillingssted i Aarhus' hjerte, og som epoken påbyder, er der indkaldt til open call med EGO som tema. I virkeligheden en tematik, der kan blive til hvad som helst.

Når man aktuelt passerer Kunstbygningens hovedindgang, kan man vælge at bevæge sig tre veje: Til venstre, til højre eller ligeud. Undtagelsesvist valgte jeg til en begyndelse at være højreorienteret. Lilibeth Cuenca Rasmussens videoperformance 'Ego Song' fra 2006 er genbrug og sikkert beskrevet tidligere i denne publikation. Peter Lands video, navngivet efter optagelsesdagen d. 5 maj 1994, er ikke blot second hand; men skrækkeligt fortærsket. Imellem disse er Vito Acconci klemt inde som et uskarpt og sort-hvidt talende monster med videoen 'Theme Song' fra 1973.

I første gang affærdiger jeg Jette Hye Jin Mortensens seks skærme med messende tale og langsommelig handling i Kunstbygningens rotunde.

Old school

I Sal A: Mere mørke – og i form af Tamar Guimarães' rum 'The afterlife (of names and things)' bekræftes teorien om det levende billedes funktion i en kunstnerisk helhed. Der skal gerne ske så lidt som muligt i en lang frekvens. Til gengæld fungerer Guimarães' dias-serie gammeldags på den gode måde. Billederne ligner snap-shots fra en svunden tid, og jeg begynder at vågne op.

Sjældent har jeg oplevet Århus Kunstbygnings underetage disponeret så enkelt og overbevisende, som man ser det i forbindelse med Ulrik Heltofts indretning med fire old school 16 mm. filmfremvisere, der på fire vægge projicerer lige så mange sort-hvide forløb op. Hvert indslag står individuelt stærkt; men det er i helheden, at '1848/1954/2060 – and other specimens' fungerer. Individuelt er langsomheden næsten til at tage og føle på; men nu virker tingene bl.a. i kraft af en overbevisende stoflighed, som helt virtuost fremstilles i forbindelse med den gamle guldgraver og den, i den golde ørken, evigt spadserende, unge mand.

Lys i mørket

Det er altid fornuftigt at gennemse en kunstudstilling flere gange, og den før omtalte installation af Jette Hye Jin Mortensens, fandt jeg, fortjente en ekstra analyse. Og var jeg tung i skuldrene ved første gennemsyn, åbnede værket sig nu for mig. Efter udstillingen erfarede jeg, at kunstneren havde allieret sig med et professionelt hold i forhold til det tekniske.

At det er derfor, at tingene går op i den klassiske høje enhed, burde være oplagt; men andre forhold får værket til at leve et helt særegent og kraftfuldt liv. Hvor mange ego-forankrede tilstande, værket rummer, er måske lidt svært at se. Det, der udspiller sig på de seks fladskærme, ligner i langt højere grad en hyldest til kollektivet frem for det enkelte individs behov for meditation. Skulle man fremføre en lille teknisk kritik, burde man afdække de røde lysdioder, der indikerer, at teknikken er aktiv. Lyden fra de små højtalere forekommer samtidigt skinger og voldsom i mellemtonen – og det er ærgeligt, da hensigten efter al sandsynlighed har været at skabe et rum uden forstyrrende komponenter.

Mørke kan som bekendt virke søvndyssende, men tager man et dybdegående blik på en frysende vinters udstillingskoncept i Århus Kunstbygning, skal man såmænd nok vågne op. Udstillingerne kan ses i Århus Kunstbygning frem til d. 18. marts 2012.