Dialoger, satellitter og et
skiftende vejrlig.
Dialog-Satellit er et udstillingskoncept, der kræver
tålmodighed, et solidt stykke fodarbejde samt en gedigen stedsans.
I de
seneste to år har foreningen ProKK præsenteret et bredt udsnit af medlemmerne i
Ridehuset på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé. ProKK står for Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere.
Inden for kunstverdenen kan man gradbøje fænomenet ’professionalisme’ på flere
måder; men uanset hvilket kriterie, man vælger, ændrer det ikke ved, at årets
ProKK-udstilling er forankret i en anden konceptionel dagsorden, end det har
været tilfældet de tidligere år.
Kuratorer
Som noget
nyt har man valgt, at to kuratorer lader udstillerne gå i dialog parvist eller
i trioer. Et andet nyt initiativ er, at man har spredt udstillingen ud i et
antal såkaldte satellitter som supplement til basis, som stadig befinder sig i
Ridehuset. Kuratorerne, Kim T. Grønborg og Annette Holdensen, har på samme tid
iscenesat således, at de enkelte grupperinger tilgodeses i
udstillingskonceptet, der meget naturligt har fået den samlede titel Dialog-Satellit.
Man kan
altid diskutere Ridehusets egnethed som forum for kunstudstillinger. Husets rå
fremtoning og det skiftende lys udgør ikke et optimalt rum; men ikke desto
mindre har stedet været brugt til udstillinger i årevis. Så kan man vælge at
’spille med’ rummet, som for eksempel keramikeren Jørgen Hansen og
billedkunstneren Marianne Thingholm har gjort det i deres dialog. Her møder
spinkle trækonstruktioner nærmest i et ulige sammenstød rummets egen
konstruktion, der som bekendt er ret massiv og fremtrædende.
Kontraster og samspil
Blandt
deltagerne finder man ligeledes eksempler på kunstnere, der i deres indbyrdes
visuelle sprog er så langt fra hinanden, man næsten kan sige, at kontraster
mødes og kolliderer, hvorpå sød musik opstår. I dette kontrapunktiske univers
træffer Ulrik Sloth Petersen og Steen Larsen oplagt hinanden. Den ene fabulerende
ekspressiv og den anden knivskarpt analytisk i sine stærkt realistiske kompositioner.
Hvilke
kontraster og samspil, der er vellykkede og hvad der fremstår mindre heldigt,
vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg går min runde i det umulige Ridehus,
undrer mig, glædes og skuffes, mens jeg prøver at finde overskud til en tur rundt
i staden. Jeg har nogle satellitter at udforske.
Lobby og Sputnik
Solen
skinner strålende, da jeg begiver mig over pladsen foran Musikhuset til Lobby,
hvor billedkunstneren Ulla Madsen er gået i dialog med keramikeren Mariko Wada.
De to har i deres indbyrdes konversation fået stærk konkurrence fra et rum, der
afspejler sin egen blodrøde karakter i henholdsvis Wadas keramiske arbejder og
Madsens fotografier af atomkraftværker, der korresponderer overraskende med de
rumlige, keramiske strukturer. De to kunstnere slår den røde farve tilbage i
deres indbyrdes konversation.
Sputnik har
adresse på Møllegade 5, 1. sal, hvor Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn
eksponerer en ny side af deres måde at vise, hvordan den store verden tager sig
ud. SE SÅ har de passende valgt at
kalde deres indslag, der visualiserer hvordan man i bogstavelig forstand, ved
hjælp af et kamera, kan skære verden ’i stykker’. Under en rejse til Ohio, har
Sohn fotograferet Isakson, mens denne fotograferede dét, hun så. På den led
bliver det sete perspektiveret forskelligt.
I samme
univers beviser Anne Mette Arendt, at en installation langt fra behøver at være
sammensat af højteknologiske enheder for at fungere. Gran, pap og et materiale,
der til forveksling ligner brød, kan snildt gøre det.
Snebyge over Arkitektskolen
På min vej
fra Sputnik, via Århus Kunstakademi, hvor malerne Inge Ørntoft og Jonni Gejl
Knudsen var i dialog med keramikeren Henriette Duckert, blev jeg overmandet af
en snebyge, der tilsyneladende havde sit afsæt i én sort sky, der havde
koncentreret sig i området omkring Arkitektskolen, som var næste destination på
min vandring. Efter lidt søgen lykkedes det mig at finde udstillingsstedet,
hvor Bo Mølgaard, Signe Højmark, Lisbeth Poulsen, Morten Skovmand, Hanne Munk
og Kirsten Schou-Jørgensen giver hinanden venskabelig kamp til stregen i deres
indbyrdes visuelle ordvekslinger med adskillige dialekter indbygget.
Lethed og
tranparens, som ses i Kirsten Schou-Jørgensens overdimensionerede
klokkestrenge, går her i klinch med Morten Skovmands mørkemaleri og Signe
Højmarks bastante, rumlige organismer. Hanne Munk tager i sin væginstallation
livtag med det skrevne ord i et næsten rebusagtigt forløb.
Bo Mølgaard
giver rummet en dimension ekstra, som man kan tænke over. I værket Ballon stiller Mølgaard spørgsmålene
”Hvorfor koster brød og kartofler pludselig det dobbelte?” ”Hvad er friværdi?”
og ”Hvad betyder signalværdien for et produkts pris?” Det sidste spørgsmål kan
sagtens overføres på den kommercielle del af kunstverdenen, det næstsidste har
jeg som husejer en idé om, hvorimod det første er straks sværere at give et
entydigt bud på.
Billet og blå ’futter’
Min
rundturs mest barokke indslag fandt sted på Badeanstalten Spanien, hvor det skulle
vise sig at være mere end almindeligt kompliceret at bese udstillingen på en
balkon, som jeg aldrig kom til at betræde. Det krævede en billet, som jeg fik i
billetsalget, derefter skulle jeg via forskellige lokaliteter finde
udstillingen. Det lykkedes mig også; men da jeg var på vej, blev jeg standset
af en herre i korte bukser, der bad mig om at tage blå ’futter’ på. Jeg opgav
min videre færd i de dampende lokaliteter. Udenfor var det igen blevet solskin
– og jeg var ved at blive øm i lårmusklerne efter min tur rundt i
satellitterne.