Der er kunstnerisk højvande og lavvande ved Vadehavet

 

Ujævn udstilling med punktvis glimrende enkeltværker ville markere to jubilæer stærkere, hvis kurateringen havde været skarpere.

 

******

For 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med Danmark og for 10 år siden blev Vadehavet udnævnt til nationalpark. Disse begivenheder har man valgt at markere på Ribe Kunstmuseum med en blandet udstilling med værker af kunstnere, der har ladet sig inspirere af marsken og mennesker i miljøet.

 

Drama for hele entréen

Til en indledning bliver man introduceret til to af fotografen Henrik Saxgrens skildringer af Vadehavet. De to fotos, som rummer drama for hele entréen, er taget på Mandø i skumringen og om morgenen. Når jeg fokuserer på lige nøjagtigt disse værker, er det med udgangspunkt i, at udstillingen her rummer to af de mest interessante indslag.

 

I samme indledende fase af udstillingen er disponeret et rum, der i positiv forstand rummer tilforladelige værker, som gengiver atmosfæren ved Vadehavet uden større armbevægelser. Alt er i orden, og man kan uden at være blevet udfordret synderligt på synssansen begive sig videre i udstillingen og finde den stærkt Art Nouveau-inspirerede Carl Johan Forsbergs fine og lyriske arbejder på papir.

 

Forsberg var en svensk kunstner, der bosatte sig på Fanø i begyndelsen af 1900-tallet. Her fandt han indtil sin død i 1938 sine motiver, som han skabte i atelieret i Sønderho, der var indrettet med lysindfald fra nord, hvilket kunne lade sig gøre i kraft af, at huset er et af de få i byen, som er placeret i retningen nord-syd.

 

Sensuel stemning

I det hele taget fylder Fanø ganske meget på den aktuelle udstilling, og centralt finder man et rum med værker fra midt i 1800-tallet og 100 år frem. Man kan vel påstå, at Julius Exners interiører ikke refererer så meget til temaet som de mange marinemalerier og stemningsbilleder, der findes i lokalet. Jeg vil dog tillade mig at fremhæve et enkelt værk af Heinrich Dohm. Dels er maleriet med sine 155 x 205 cm. ret stort og svært at overse, og dels rummer det fremstillende fire solbadende kvinder en poetisk og sensuel stemning af fri kropskultur anno 1932.

 

Længere fremme i udstillingsforløbet begynder tingene og organiseringen at briste. Det er interessant at iagttage, hvordan tyske malere har ladet sig inspirere af deres samtidige i 1900-tallets begyndelse. To stærke akvareller af Emil Nolde har allerede bekræftet den tyske ekspressionismes betydning tidligere i forløbet.

 

Der findes her faktisk ret karakterløse eksempler på modernistiske tendenser, der tilsyneladende har holdt sig i live langt op i det 20. århundrede. På noget, der kunne beskrives som en hædersplads, har man valgt at placere to stribede værker af Ulla Diedrichsen. Man finder tilknytningen til Vadehavet udelukkende i værkernes titler 'Ode to the Wades'.

 

Malplaceret

I et langt, smalt udstillingsrum har man placeret et antal mindre værker, og her bekræftes en vis intensitet hos Albert Gottschalk, der i den vanlige dyndede valør har skildret bymiljøet ved Skibbroen i Ribe, men hvorfor i alverden man har valgt at placere et stort maleri af Ulrik Møller i samme langstrakte lokale, er mig en gåde. Umiddelbart glor man ind i et blåt intet. Det er ganske enkelt umuligt at komme på afstand af værket, og de skarpe punktspots, der oplyser maleriet, gør blot oplevelsen endnu værre.

 

Til gengæld er det heldigvis muligt at betragte Henrik Martensens stemningsfulde maleri med en ensom skikkelse på stranden. Maleriet fungerer som et fint visuelt vidnesbyrd på udstillingens grundtema. Udført i 2020 og frisk fra staffeliet står det skarpt i modsætning til den aktuelle udstillings overordnede kuratering, der viser kvalitativ høj- og lavvande ved Vadehavet.   

 

 

STILHED FØR STORM. VADEHAVETS KUNST

RIBE KUNSTMUSEUM

Sct. Nikolaj Gade 10, Ribe

Til den 10. januar 2021

 

 Se flere billeder fra udstillingen HER>