Der er ikke meget at forarges over

 

Under temaet "blasfemi" prøver man på Skovgaard Museet i Viborg at beskrive hvilke kunstværker, som har bragt temperamenterne i kog op gennem historien

 

******

Det kan ofte være væsentligt, at belyse blasfemi ud fra almenhedens behov for at stødes over politiske og religionskritiske indslag på kunstscenen. Ikke desto mindre rejser der sig med jævne mellemrum storme af forargelse, når en kunstner eller en gruppering på enhver epokes samtidskunstscene går til grænserne i forhold til at spotte religiøse eller politiske grundtanker. Skovgaard Museet i Viborg har for en stund valgt at fokusere på blasfemi. Det er dog ikke udelukkende den billedkunstneriske side, det drejer sig om, når historien om blasfemi skal fortælles.

 

Kristus i urin

På tv-monitors samt i nogle pudsige kasseinstallationer, kan man med lidt tålmodighed og god vilje se gengivelser af begivenheder med afsæt i blasfemisk baserede handlinger. Islamisk Stats ødelæggelser af kulturelle og religiøse symboler optræder således side om side med Jens Jørgen Thorsens berygtede Jesus-film fra 1992. Filmen var planlagt til produktion i 1970'erne, men massive protester udsatte projektet i flere år, og filmens ophavsmand mistede tydeligt gnisten.

 

I samme rum optræder en del af Marco Evaristtis installation 'Helena & fiskeren', som i sin tid vakte voldsom furore, da den blev udstillet omkring årtusindskiftet, hvorimod det velkendte værk, som inkluderer guldfisk i blendere, i dag blot resumerer sig selv. Et glas med hesteindvolde illustrerer fortællingen om Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970, og der er ingen synderlig grund til at træde mere rundt i denne aktion - på trods af, at den i tidernes morgen fandt vej til lørdagssatiren på tv.

 

Hvis kristne fundamentalister skulle bringes til vrede, kunne man muligvis pege på to værker af Andres Serrano, hvoraf den ene 'Piss Christ' er en gengivelse af Jesus Kristus på korset badet i kunstnerens urin. Værket er tilsyneladende skabt med henblik på at udfordre kristendommens hovedsymbol. Det er blot svært at finde det dybe, provokatoriske islæt i dette let pubertære kunstværk

 

Jorn og Freddie i hovedroller

Der optræder dog på udstillingen helt klart gode og velfungerende værker samt historisk forankrede fortællinger om blasfemiens rolle i kunsten fra reformationen og frem til i dag. Det synes blot som for eksempel én af Asger Jorns modifikationer med udgangspunkt i et religiøst motiv samt Wilhelm Freddies malerier 'Meditation over den antinazistiske kærlighed' og 'Sadomasochistisk interiør' fra 1936, optræder bedst som radikale opgør med moralens regler, og samtidigt står stærkt i en blandet helhed.

 

Den mest påfaldende omtale, inden udstillingen overhovedet åbnede, har dog sit ophav i personer fra den politiske scene og deres behov for at bringe en vis Muhammed-tegning i spil endnu en gang. For det første er der intet plausibelt grundlag for, at politikere skal fravige et naturligt armslængdeprincip, og for det andet bør det være en kunstfaglig vurdering, om en satiretegning skal optræde på en kunstudstilling.

 

FAKTA:

Udstillingen 'Blasfemi' på Skovgaard Museet i Viborg er én af tre udstillinger med fællestitlen 'Billedstorm fra reformationen til i dag'. På Kvindemuseet i Aarhus har man 'Køn' som undertitel, og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig handler det om 'Fremmedhed'. Alle udstillinger varer frem til den 30. december 2017 og er en del af Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad.

 

'BILLEDSTORM - BLASFEMI I KUNSTEN FRA REFORMATIONEN TIL I DAG'

SKOVGAARD MUSEET

Domkirkestræde 2-4, Viborg

Til den 30. december 2017

 

Se billeder fra udstillingen HER>