Dagens mand på spil i kvindeland

 

Der er en overraskende logik i, at Peter Land levendegør maskulinitet og manderoller i nutidens samfund på Kvindemuseet i Aarhus.

 

******

Et kunstværk, som af indlysende årsager ikke optræder på udstillingen 'Dagens helt' på Kvindemuseet i Aarhus, er en stor skulpturgruppe af Peter Land placeret ved et stationsmiljø på Københavns vestegn. Motivet udgør en mand, der sidder i et badekar og tilsyneladende skriger sine frustrationer ud over de sagesløse forbipasserende - og værket gav da også anledning til adskillige reaktioner i Albertslund, da skulpturen i sin tid blev afsløret.

 

Mandens fragile rolle

Skulpturen i Albertslund repræsenterer på flere måder Peter Lands praksis, og som en kommentar til en desperat manderolle kan den glimrende bringes i spil som en introduktion til Peter Lands udstilling på Kvindemuseet i Aarhus, hvor man har sat ham i scene som repræsentant for selveste maskuliniteten. Manderollen er mangesidig og fragil. Mænd suiciderer i langt flere tilfælde end kvinder. Mænd går i langt højere grad socialt til grunde, og der er i det hele taget flere grunde til at sætte spørgsmålstegn ved manden som den, der besidder styrken i forhold til kvinden.

 

Man kan roligt sige, at Peter Land ikke på nogen måde forsøger at guddommeliggøre mandens rolle i sit billede af det maskuline. Udstillingens titel 'Dagens helt' gør denne forfatning klar som et morsomt indslag i et koncept, der ganske vist er samlet af værker fra en lang periode, men som ikke desto mindre sætter visse ting i relief.

 

Manden ses blandt andet som et pløret individ, der danser nøgen rundt i en videosekvens, hvor hovedrolleindehaveren er kunstneren selv. Modsat er placeret en skærm, der viser to yngre piger prøve at skabe en forestilling, hvor de - nøgne for det meste - udfører en klodset dans. Disse sekvenser bindes tredimensionelt smukt sammen af et antal skulpturelle enheder med et centralt placeret tableau fremstillende kunstneren med alt for lange arme og ben i en seng, hvori han ligner én, der er lamslået over sin egen tilstedeværelse.

 

Æblet som symbol

Et tema, som binder det samlede udstillingskoncept sammen, er æblet. Her er vi jo som bekendt tilbage ved en fortælling, som symboliserer de to køns indbyrdes forviklinger. Dårligt har vi lært at smide tøjet, og fundet ud af, at det hverken er svært eller kompliceret, før en ny epoke gør op med denne elementære form for frisind. Æblet optræder i denne allegoriske rolle i flere tilfælde.

 

Man kan bestemt anholde flere anskuelser vedrørende Peter Lands performances i de indslag, som ikke blot består af statiske kunstværker. Selv forfægter han, at kun videoværket 'The Lake' fra 1999 rummer en egentlig narrativ funktion. En jæger marcherer gennem en skov, sætter sig i en båd og sejler ud midt i en skovsø, hvorpå han med geværet skyder hul i bådens bund, hvorefter båden naturligvis synker. Resten af sekvensen viser blot naturscenerier ledsaget af Beethovens pastoralesymfoni.

 

Parodier på manden

I andre scener ser man kunstneren falde ned af en stige, en trappe eller en barstol. Her er det klart, at han spiller en rolle, som dog gør det mere ud for en parodi på manden frem for egentlige falde-på-halen-komedier à la Gøg og Gokke, som Peter Land i øvrigt er en stor fan af. Er der noget at grine af, tager kunstneren såmænd også gerne denne rolle på sig.

 

Her kan man sagtens stille et perspektiv op, der placerer manden i rollen som farcør. Det er ikke vanskeligt at se dum ud på en stige, hvis man ikke er tryg ved situationen - og i øvrigt lider af højdeskræk. Det gør Peter Land, men han er ikke på nogen måde bange for at tilføje det maskuline køns dilemmaer, oven i købet i en sandfærdig version på et museum, hvor det er kvinderne, der normalt styrer aktiviteterne.

 

Det sidste er en sandhed, man bør bemærke i et modificeret lys. Kvindemuseet i Danmark har for længst set en mulighed i at skabe en samhørighed mellem to køn, som individuelt har deres kampe at kæmpe. Det er her svært andet end at blive imponeret over den måde, Peter Land med den aktuelle udstilling har taget udfordringen op. Han tøvede ikke, da han blev spurgt - og godt for dét!  

 

PETER LAND - DAGENS HELT

KVINDEMUSEET I DANMARK

Domkirkepladsen 5, Aarhus C.

Til den 28. april 2019

 

Peter Land

Født 1966.

Uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1988-96.

Fik sit gennembrud i 1990'erne med videoværker i hvilke han selv optræder i forskellige roller.

Er repræsenteret i en række private og offentlige samlinger i Danmark og i udlandet.

Bor og arbejder i København.

 

Se billeder fra udstillingen HER>