Det brænder i Nevada-ørkenen
En gang om året finder et bemærkelsesværdigt
arrangement sted i en ørken i det vestlige USA. ’Burning Man’ handler om gigantiske
installationer, performance uden filter og sammenhold på tværs af kulturer.
Man kan med
rette spørge sig selv, hvad der får et halvt hundrede tusinde mennesker til at
tilbringe en uge i en ørken med støvstorme og en sol, der bager ubønhørligt ned
fra en skyfri himmel. Lige så mærkværdigt kan det synes, at en lille delegation
af århusianere bruger $250 på at være i dette inferno af performances,
happenings samt diverse – umiddelbart iagttaget – skøre påfund.
Mening med galskaben
Galskaben
besidder dog noget, der kunne ligne en mening. Man skal blot ikke forvente
strømlinede, kuraterede iscenesættelser i dette golde ørkenlandskab, hvor
fantasien får frit råderum blandt de mange deltagere, der dog hver især har
vidt forskellige bevæggrunde for at deltage i begivenheden.
En uge i Nevadaørkenen
Som
kunstskribent bliver man ramt af en vis nysgerrighed, når man på sikker afstand
stifter bekendtskab med ’Burning Man’.
Således er det logisk, at man sætter én af deltagerne stævne med henblik på at
få uddybet eventen yderligere i forhold til, hvad man selv har set på
hundredevis af billeder. Christian Dietrichsen fra Århus befandt sig i Nevada-ørkenen
i den uge og kan fortælle om en oplevelse langt ud over det sædvanlige:
”Jeg kan
ikke huske, hvem, der fortalte mig om ’Burning
Man’ – og det er noget af det fine ved det, at alt foregår ved mund til
mund. Der bliver ikke lavet nogen form for reklame; men jeg kan mærke, der er
en bølge på vej. Jeg snakker med flere og flere og til næste år tror jeg, der
kommer en ordentlig horde Århus-folk afsted, og det kunne være i kraft af, at
man er flere, kunne man slå en større lejr op, lave nogle større projekter og i
kunstnergrupperinger tale om, at det snart skal være, man begynder at samle
nogle tråde på den ene eller anden måde”.
Plads til installationer
Et
spørgsmål, der trænger sig på, er naturligvis, hvordan man oplever ’Burning Man’ fra et rent
kunstfundamenteret perspektiv: ”Der er meget installationskunst – og i mange
tilfælde er disse værker placeret ude midt i ørkenen, hvor der er plads til de
store værker i stedet for, at de er proppet ind i ét eller andet kunstmuseum.
Der er ofte langt imellem tingene, og det er en meget fin ramme at placere det
i, synes jeg”.
Den brændende mand
Noget af
det spektakuære ved evneten er den afsluttende symbolske afbrænding af en
gigantisk, mandsformet skulptur. Her samles deltagerne i et manifesterende
show, der inkluderer fyværkeri og ild i et storslået sceneri, som for de danske
participanter udgør et lovligt voldsomt udtryk, der dog er vigtigt for dén
familiefølelse, der finder sted under begivenheden. Det er afgørende, at alle
rydder op efter sig selv og ikke efterlader affald og skrammel.
Non-kommercielt sammenhold
Det
non-kommercielle spiller en vigtig rolle i ’Burning
Man’. Naturligvis er der, i kraft af de indskud deltagerne betaler, økonomi
blandet ind i foretagendet; men i flere tilfælde støttes omkostningstunge
projekter af organisationen og logistik koster som bekendt også og i det hele
taget er der et stort beredskab forbundet med ’Burning Man’.
Det er
meget vigtigt for Christian Dietrichsen afslutningsvist, at konstatere det
sociale ved arrangementet: ”Der er kunst; men der er også et sammenhold. På et
kunstmuseum for eksempel, er tingene taget ud af en sammenhæng og du
interagerer ikke med mennesker, når du befinder dig på et kunstmuseum. Dét, at
det er intergreret i det sociale, er meget vigtigt. Det ser man ikke så tit”.
Christian Dietrichsen er musiker og
uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium. Samtidigt er han personen bag en
masse tiltag i det århusianske kulturmiljø. Han er blandt andet formand for
kunstnerforeningen ProKK.