Det brænder i Nevada-ørkenen

En gang om året finder et bemærkelsesværdigt arrangement sted i en ørken i det vestlige USA. ’Burning Man’ handler om gigantiske installationer, performance uden filter og sammenhold på tværs af kulturer.

Man kan med rette spørge sig selv, hvad der får et halvt hundrede tusinde mennesker til at tilbringe en uge i en ørken med støvstorme og en sol, der bager ubønhørligt ned fra en skyfri himmel. Lige så mærkværdigt kan det synes, at en lille delegation af århusianere bruger $250 på at være i dette inferno af performances, happenings samt diverse – umiddelbart iagttaget – skøre påfund.

Mening med galskaben

Galskaben besidder dog noget, der kunne ligne en mening. Man skal blot ikke forvente strømlinede, kuraterede iscenesættelser i dette golde ørkenlandskab, hvor fantasien får frit råderum blandt de mange deltagere, der dog hver især har vidt forskellige bevæggrunde for at deltage i begivenheden.

En uge i Nevadaørkenen

Som kunstskribent bliver man ramt af en vis nysgerrighed, når man på sikker afstand stifter bekendtskab med ’Burning Man’. Således er det logisk, at man sætter én af deltagerne stævne med henblik på at få uddybet eventen yderligere i forhold til, hvad man selv har set på hundredevis af billeder. Christian Dietrichsen fra Århus befandt sig i Nevada-ørkenen i den uge og kan fortælle om en oplevelse langt ud over det sædvanlige:

”Jeg kan ikke huske, hvem, der fortalte mig om ’Burning Man’ – og det er noget af det fine ved det, at alt foregår ved mund til mund. Der bliver ikke lavet nogen form for reklame; men jeg kan mærke, der er en bølge på vej. Jeg snakker med flere og flere og til næste år tror jeg, der kommer en ordentlig horde Århus-folk afsted, og det kunne være i kraft af, at man er flere, kunne man slå en større lejr op, lave nogle større projekter og i kunstnergrupperinger tale om, at det snart skal være, man begynder at samle nogle tråde på den ene eller anden måde”.

Plads til installationer

Et spørgsmål, der trænger sig på, er naturligvis, hvordan man oplever ’Burning Man’ fra et rent kunstfundamenteret perspektiv: ”Der er meget installationskunst – og i mange tilfælde er disse værker placeret ude midt i ørkenen, hvor der er plads til de store værker i stedet for, at de er proppet ind i ét eller andet kunstmuseum. Der er ofte langt imellem tingene, og det er en meget fin ramme at placere det i, synes jeg”.

Den brændende mand

Noget af det spektakuære ved evneten er den afsluttende symbolske afbrænding af en gigantisk, mandsformet skulptur. Her samles deltagerne i et manifesterende show, der inkluderer fyværkeri og ild i et storslået sceneri, som for de danske participanter udgør et lovligt voldsomt udtryk, der dog er vigtigt for dén familiefølelse, der finder sted under begivenheden. Det er afgørende, at alle rydder op efter sig selv og ikke efterlader affald og skrammel.

Non-kommercielt sammenhold

Det non-kommercielle spiller en vigtig rolle i ’Burning Man’. Naturligvis er der, i kraft af de indskud deltagerne betaler, økonomi blandet ind i foretagendet; men i flere tilfælde støttes omkostningstunge projekter af organisationen og logistik koster som bekendt også og i det hele taget er der et stort beredskab forbundet med ’Burning Man’.

Det er meget vigtigt for Christian Dietrichsen afslutningsvist, at konstatere det sociale ved arrangementet: ”Der er kunst; men der er også et sammenhold. På et kunstmuseum for eksempel, er tingene taget ud af en sammenhæng og du interagerer ikke med mennesker, når du befinder dig på et kunstmuseum. Dét, at det er intergreret i det sociale, er meget vigtigt. Det ser man ikke så tit”.

Christian Dietrichsen er musiker og uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium. Samtidigt er han personen bag en masse tiltag i det århusianske kulturmiljø. Han er blandt andet formand for kunstnerforeningen ProKK.