Brugsvejledning til samtiden.
Dem, der mener at dansk samtidskunst er
en tynd kop te, skulle holde Lisbeth Bonde og Mette Sandbyes ’Manual til Dansk
Samtidskunst’ i hånden. Det er et digert værk, der på næsten 400 sider
sammenfatter de sidste ca. 15 år på den hjemlige kunstscene.
Samtid contra nutid.
Titlen
’Manual til Dansk Samtidskunst’, åbner for spørgsmålet, hvad der udgør ”samtid”
i forhold til ”nutid”. Jeg diskuterede emnet på et tidspunkt med Thorsten
Sadowsky, der foruden at være tysker, er leder af Århus Kunstbygning samt
historiker og en væsentlig kurator på den danske kunstscene. Ifølge Sadowsky er
nutid/samtid ét fedt: ”Det er udelukkende
fordi, det danske schprog er så nuanceret, at man har to ord, der dækker det
samme”.
Man
bruger dog benævnelsen samtid i en historisk forstand. I Tyskland i 30’erne
f.eks. brændte man bøger af nogle af samtidens
store forfattere. Picasso var vel, ligeledes i historisk forstand, sin samtids største kunstner? Dermed
løsriver hele samtidsbegrebet sig fra dét sekund, der udgør nuet. På den led er
forholdet mellem samtid og nutid blevet udmålt. Picassos liv og karriere
udgjorde som bekendt et langt forløb.
De
to forfattere har taget udgangspunkt i en frekvens på 15 år. Hvilke kunstnere,
der har besiddet en afgørende væsentlighed i denne epoke, har naturligvis
dannet fundament for adskillige spekulationer hos de to, som i bogen
præsenterer sig som udøvende kunstkritikere med særligt fokus på samtidskunsten.
Begge besidder da også en solid ballast i relation til at beskrive den
generation af kunstnere, som bogen omhandler. Både Mette Sandbye og Lisbeth
Bonde har, foruden deres virke som skribenter på Weekendavisen, adskillige
bogudgivlser på referencelisten.
Tidsånden.
Man
har altså taget nogle besutninger på et subjektivt grundlag, som måske ikke
helt retfærdiggør, at der er tale om en ”manual”. Det skal dog siges, at
forfatterne er denne kendsgerning bevidst, som de med garanti er bevidst om
publikationens lay-out, der fremstår med en typografi, som giver associationer
til gamle dage, da en computerskærm var en mørkegrøn affære med nogle ret
klodsede fonts. Vi er på vej ind i 2007 og tidsånden rammes ganske
kvalificeret, om det så er et udtryk for at dén kunst, der beskrives i bogen er
overordnet tilbageskuende?
Man
har ret naturligt valgt at opdele afsnittene i forhold til de mange
udtryksmåder, som samtidens kunstnere agerer i. Maleriet er, som det så rigtigt
angives, et centralt middel i den aktuelle kunst. Punktnedslagene rammer bredt,
hvilket er naturligt, da maleriet i dag ikke lader sig identificere ud fra nogle tidstypiske principper. Tal R fylder en del, hvilket
ikke kan overraske. Eske Kath har fået et stort rum og det samme kan man sige
om Annette Harboe Flensburgs rumlige kompositioner. Så er der de, efter denne
skribents mening, voldsomt overvurderede Kathrine Ærtebjerg og John Kørner. To
billedkunstnere, der ved noget om markedsføring. Jeg leder forgæves efter en
maler som Kristian Devantier.
Streetart og foto.
HuskMitNavn
er en kunstner, der har sit solide afsæt i gadekunsten; eller streetart, hvis
det skal være på dén måde. Forfatterne undlader ikke at nævne at dansk kunst også er et internationalt anliggende. En
gul fedladen repræsentant for kvindekønnet er afbilledet med langt, rødt hår.
Hun ser bekymret ud. I taleboblen forklares denne bekymring med teksten ”Når jeg har fri tænker jeg på mit arbejde
når jeg arbejder tænker jeg på når jeg har fri gid jeg måtte arbejde i min
fritid”. Underfundigheden når næsten højder, som vi skal tilbage til Storm
P. for at finde. Vi befinder os i afdelingen for tegning, grafik og collage.
Fotografiet
som kunstnerisk form er problematisk. Tendensen med at alt kan fotograferes og
ophøjes til et kunstværk har tilsyneladende ingen ende og illustreres af en
række gengivlser i ’Manual til den danske samtidskunst’. Mads Gamdrups
’Playground’, som er blæst op i kæmpeformat viser en træningsbane med et
fodboldmål og en telefonmast med to halogenspots i toppen. Hvis et sådant
fotografi skulle udtrykke andet og mere end den tristesse, som en sådan
lokalitet rummer, når lilleputterne er gået til omklædning, så er det såmænd
lykkedes ganske godt.
Nicolai
Howalts to fotografier af en drengebokser før og efter kampen, fremstiller da
trods alt kontrasten i forhold til første og sidste gong-gongslag. Det køligt
sammenbidte udtryk, der røber vilje og koncentration udskiftes med taberens(?)
tomme blik. Morsomt er det langt fra, men der ligger en historie og ulmer under
provinsuhyggen.
Iscenesættelser.
Jesper
Just er én af dette lands fremmeste videokunstnere, hvis værk ’A fine romance’
beskrives i bogen. Duoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen bliver også fortjent
beskrevet. Disse har skabt adskillige spektakulære videoinstallationer, som har
været opstillet i adskillige kunsthaller i de senere år.
Samtidskunsten
er naturligvis meget andet end maleri, grafik, skulptur og videoinstallationer.
Man skaber events i langt højere grad end tidligere. Det er ikke fordi, at
performance er en ny måde at udtrykke sig på, men det er i høj grad en scene,
som nutidens billedkunstnere gerne betræder. Det kan selvfølgeligt gøres på
mange måder, som når f. eks. Marco Evaristti farver et isbjerg rødt, hvilket
han i øvrigt har ambitioner om at gøre med toppen af Mont Blanc. Der er et
budskab her, som tager udgangspunkt i miljøet og der er også et budskab, når
Jakob Boeskov iscenesætter ”Danes for Bush”. Det er ikke altid, at budskabet
opfattes af det undrende publikum. Det fordrer ofte en… manual!
15 års nedbrydning af
grænser.
Det
kan virke en smule paradoksalt at definere samtidskunsten ud fra en periode på
15 år. Ganske vist har de to forfattere gjort klart rede for deres bevæggrunde
i bogens indledning, der samtidigt i grundform præsenterer nogle af epokens
væsentligste, i national og international forstand, aktører. Det er blot som
om, der er en tendens i disse år, som har til formål at skabe et nyelitært
segment af danske billedkunstnere.
Perioden
er kendetegnet, som det også beskrives i bogens forord, ved at mange grænser er
blevet nedbrudt på den nationale kunstscene. Der bliver således sat berettiget
fokus på interventions-, net-, koncept- og, ikke mindst, massemediekunst. En
stor del af samtidskunsten udgør præcist brugen af massemedierne. TV-skærme og
avissider bliver så at sige kunstnernes ”lærreder”. Det er dog vigtigt, som
forfatterne også påpeger, at traditionelle virkemidler som maleri, grafik og
skulptur ved indgangen til 2007 endnu udgør væsentlige udtryksformer.
En
maler som Michael Kvium befinder sig vel således også i samtiden? Eller der
dét, noget helt andet? Der er mange spørgsmål og en manuals opgave, er velnok
at besvare enkelte og ukomplicerede spørgsmål? Kvium optræder, skal det siges, meget sporadisk i ’Manual til Dansk
Samtidskunst’, der ellers omhandler kunstnere, der er født så lang tilbage som
1953.
I
2007 er det 25 år siden, at den legendariske udstilling ’Kniven på Hovedet’
fandt sted og dermed genoplivede maleriet som legitimt kunstnerisk
udtryksmiddel. 25 år virker pludseligt som lang
tid i en kunstverden, hvor tingene ellers går ufatteligt langsomt. Kunstnerne
bag er næsten alle i dag væsentlige udøvere i nutidskunsens univers. Men
samtidskunst! Det er en helt anden affære.