Pragtmuseum i Potsdam viser malerkunstens svar på tidlig rock and roll

 

Det abstrakte maleri inden for billedkunsten har ikke tidens helt store bevågenhed, men på Museum Barberini i Potsdam, en kort togtur fra Berlin, belyser man ikke desto mindre genren.

 

******

Da popkunsten slog igennem i begyndelsen af 1960'erne skete det i flere henseender på bekostning af de abstrakte kunstneres version af maleriet, der havde sat dagsordenen i især USA i årtiet før. Genren symboliserede på sin egen måde en fri og intuitiv tilgang til især maleriet, og det er da også primært olie på lærred, der præger en forførende og forløsende udstilling på Museum Barberini i Potsdam.

 

Jeg nævner i rubrikken den tidlige rock and roll som en musikalsk parallel til de maleriske energier, som ofte blev sat i scene af kunstnere som Franz Kline, Robert Motherwell og Willem de Kooning, der alle benyttede sig af den heftige og mekaniske penselskrift i deres værker. En kunstner, der dog stadig ligger højt på de fleste kunstmuseers ønskeliste, er ikke desto mindre Jackson Pollock, der benyttede sig af de velkendte strint med maling påført et lærred placeret på gulvet. Her giver rytmikken i det færdige værk til gengæld reminiscenser til fri og improvisatorisk jazz.

 

Betydelige kvinder

Pollock omkom, da han i en brandert kørte galt i sin bil. Han blev kun 44 år gammel, men til gengæld bevidner den aktuelle udstilling i Potsdam, at Pollocks enke Lee Krasner videreførte hans maleriske principper, og der er ikke noget som helst odiøst i dét greb. Krasner var allerede, før hun mødte Pollock, en kunstner med en stærk karriere inden for maleriet på trods af, at hun som kvinde i den første halvdel af 1900-tallet havde visse udfordringer.

 

Netop kvinderne står betydeligt i udstillingen som vægtige repræsentanter for den abstrakte malerkunst i det 20. århundrede. Det er væsentligt her at angive mangfoldigheden i den abstrakte kunst, og her spiller adskillige stærke kvinder en stor rolle. Energien og spontaniteten lyser i bogstavelig forstand ud af lærrederne i Joan Mitchells værker. I en anden verden befinder Helen Frankenthaler sig. Hendes malerier er meget eklatant blevet placeret i selskab med hendes mandlige kollega Morris Louis. Begge har arbejdet med flydende farver i maleriet, som i en styret proces alligevel rummer tilfældighedens magi.

 

Anmeldelsen her skal ikke ses som et kønspolitisk skrift, men jeg så gerne kunstnere som Krasner, Mitchell og Frankenthaler for fuld skrue på et museum herhjemme. Jeg antyder den abstrakte malerkunsts manglende bevågenhed i virvaret af samtidskunst i danske udstillingsinstitutioner. Når jeg bevæger mig rundt i Museum Barberinis sale bliver jeg i adskillige tilfælde helt mundlam af benovelse. Kunstnere som Mark Rothko og Barnett Newman kender de fleste; men hvor befinder en radikal maler som Hans Hartung sig i det billede? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

 

Det abstrakte maleris største hits

Jeg har mere end antydet, at det abstrakte maleri er en flersidig størrelse. Jeg nævner Newman og angiver således, at den rene flade og de minimalistiske principper går i harmoni med ekspressionisternes næsten aggressive udtryk. Konsekvensen er helt åbenbar i et kulsort, monokromt maleri af Ad Reinhardt, der i maleriet 'Black on Black no. 8' fra 1953 bringer den russiske legende Kasimir Malevich indirekte ind på scenen.

 

Det er muligt, at der går lidt "Det abstrakte maleris største hits" i foretagendet i Potsdam, men nye fans af nonfigurativ malerkunst kan udmærket begynde her, og der er mange danskere i Berlin, hvilket jeg kan høre, når jeg bevæger mig rundt i metropolen. S-Bahn-linje nummer 7 har endestation ved Potsdams hovedbanegård, og herfra er der ikke langt til Alter Markt og pragtmuseet Barberini. 

 

DIE FORM DER FREIHEIT. INTERNATIONALE ABSTRAKTION NACH 1945

MUSEUM BARBERINI

Humboldtstrasse 5-6, Potsdam

Til den 25. september 2022

 

Se billeder fra udstillingen HER>