At sanse er mere end at se

 

Trapholt viser på ny udstilling, at kunst ikke udelukkende drejer sig om synssansen, når det visuelle fungerer sammen med andre af sanseapparatets mekanismer.

 

******

I 2017 viste Trapholt i Kolding udstillingen 'Eat Me', som var en kunstnerisk udfordring af synets kraft i forlængelse af menneskets tolkning af smagsoplevelser. Nu tager museet endnu et skridt i en proces, som gerne i et bredere perspektiv skulle sætte vores sanseapparater i bevægelse. 

 

Udstillingen 'Sense Me' tager med andre ord fat, hvor blot smagsforståelsen slipper op, og den mere end antyder samtidigt, at det menneskelige sansesystem rummer langt flere nuancer end de sorte og hvide felter på det emotionelle skakbræt. Som i et spil rummer udstillingen spændinger, der skaber en samlet perceptionsforankret klangbund. Her er det op til individet, om man vil deltage i løjerne eller blot som en voyeur stå på afstand og se på.

 

Større armbevægelser

Det sidste vil i hele udstillingssammenhængen være naturstridigt, da der optræder adskillige inkluderende værker, og føler man sig ikke helt tryg ved at betræde stigen med henblik på at stikke hovedet ind i belgiske Peter de Cuperes massive sky, blot for at få bekræftet hvordan luftforurening lugter, kan man uden større betænkning holde begge fødder solidt plantet på jorden og nærstudere Omer Polaks skov med indbyggede duftmekanismer.

 

Installationen fungerer faktisk visuelt eminent, og kan derfor sagtens indtages med synssansen alene. Skovduftene i værket iværksætter dog en ekstraordinær sanseoplevelse her som i så mange andre af udstillingens indslag. Det fordrer lidt større armbevægelser af den deltagende, hvis vedkommende er faldet for fristelsen at krydse indgangen til colombianske Gabriel Pulecios teknologiske boks med rumlige effekter, der reagerer på udstillingsgæstens fagter og bevægelser.

 

I samme rum findes én af Olafur Eliassons spejlkonstruktioner, som i sagens natur mimer det omkringliggende miljø. Om dét er, hvad der får værkets pentagonale enheder til samlet at fungere helt genialt, er svært at sige, men således kan man glimrende opleve for eksempel et kulsort, syntetisk pelstæppe af hollandske Fillip Studios i anden potens, inden man lader fingrene køre hen over værket og dermed fremkalder en auditiv symfoni.

 

Synæstesi og farve

Den amerikanske kunstner Anne Pattersons indslag på 'Sense Me' kan umiddelbart se ud som i hundredvis af kulørte satinbånd, der hænger ned fra loftet og på den måde danner baggrund for et større antal installationer i rummet. Lys og lyd går dog i harmoni, når man bevæger sig rundt i værket. Patterson er, hvad man i en videnskabelig kontekst kalder synæstet. Der er naturligvis forsket på området, og det handler helt basalt om en særlig sansekategori, som inkluderer en farveoplevelse i relation til almene forhold i tilværelsen. Det kunne eksempelvis være, at den berørte angiver en farve som parallel til et tal eller en ugedag i sin underbevidsthed.

 

Forskning har vist, at ca. én ud af 23 personer besidder egenskaben i forskellige grader. Synæstesi optræder ifølge udstillingskataloget som en af flere "atypiske sanseoplevelser", og ekskursen bekræfter blot, at det enkelte menneske oplever farver og øvrige sansninger individuelt.

 

Smukt orkestreret

Vedrørende læren om farve er det interessant, at værker af Wassily Kandinsky er inkluderet i udstillingen. Hans teorier vedrørende farvens dynamik og indre klang går vel i modsat retning i forhold til en af kollegaerne fra Bauhaus-skolen. Som en munk i sin celle prøvede Johannes Itten i forlængelse af Goethes farvelære at afvikle teorien om, at en farve besidder en autonom betydning. Påstanden vil sandsynligvis i forlængelse af konklusionen om synæstesi stå alene, men temaet er interessant under alle omstændigheder.  

 

Interessevækkende er også den smukt orkestrerede udstilling på Trapholt. De her nævnte indslag er kun en uretfærdig indskrænket fremhævelse af enkeltværker ud af mange, som kan beskues og afprøves i en udstillingsperiode, der løber i usædvanlig lang tid. Der er således god tid til adskillige besøg på museet - og det kan være nødvendigt, hvis alt skal sanses og fornemmes.

 

SENSE ME

TRAPHOLT

Æblehaven 23, Kolding

Til den 1. juni 2020

 

Se billeder fra udstillingen HER>