Amerikansk kunstner rekonstruerer det fysiske som kunst

 

I en fremragende udstilling i én af rækken med wunderkammer-tema på Esbjerg Kunstmuseum, leverer Mark Dion et bemærkelsesværdigt indslag i forholdet mellem kunst, biologi og filosofi.

 

******

Hvis man tror, man har fundet en form for forklaring i den amerikanske kunstner Mark Dions værker, som en form for opstablede ready mades, tager man godt og grundigt fejl. Ganske vist baserer en stor del af Dions værker sig i genstanden som episk objekt, hvilket måske ikke i sig selv er så usædvanligt på samtidens kunstscene; men netop Mark Dion har de par årtier beskæftiget sig med en visuel tolkning af livssyn, der placerer sig i intervallet mellem kunst og litterær filosofi.

 

Voltaire og Poe

Yderpunkterne har Dion valgt ud fra et helt selvfølgeligt rationale, hvor den franske filosof François-Marie Arovet - bedre kendt under pseudonymet Voltaire - konnekses til den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. Her befinder vi os på et plan, der såvel inkluderer den klassiske filosofi som den groteske fantasiverden - altså på linje med afvigelsen mellem sommer og vinter eller nat og dag.

 

Netop et af de udstillede værker på Mark Dions udstilling 'Wunderkammer 2 - mirabilia' på Esbjerg Kunstmuseum refererer til disse yderpunkter i human tænkning og fri fantasi. I en reol er på øverste hylde placeret en afstøbning af en buste forestillende Voltaire i venstre side og en tilsvarende af Edgar Allan Poe i den modsatte ende. De to karakterer suppleres med en slange udviklet af en tilsyneladende løs fantasi samt en mærkværdig fantasy-øgle, der er placeret i selskab med, hvad vi i vor oplyste tid vil genkende som en dinosaur.

 

Alt her kompletteres  med diverse små papkasser og et par æggeformede enheder samt fem glas i bunden af reolen indeholdende organiske enheder i forskellige farver. Det er interessant, at kunstneren mellem Voltaire og Poe har placeret en metropol af modeller sammenfattet af souvenirs fra diverse storbyer, hvor man som bekendt kan erhverve sig en model af alt lige fra Empire State Building i New York til Eiffeltårnet i Paris.

 

Dette ene såkaldte "wunderkammer" står så langt fra alene på en udstilling, som overordnet tillige rummer talrige tegninger, som kan ses som skitser til de mere komplekse værker, Mark Dion udvikler. Sådan vælger jeg imidlertid ikke at se det, da tegningerne rummer så udprægede karakteristika i deres ofte røde og blå konturer, at de bør ses som determinerede, uafhængige arbejder.

 

Stærk kuratering

Det er dog, efter min mening, de materialistisk funderede værker, som kalder på beskuerens udelte opmærksomhed. Dermed antyder jeg langt fra, at de mange tegninger og grafiske arbejder på udstillingen blot optræder som fyld på væggene. Værkerne rummer bestemt kvaliteter, og hvad måske kunne fornemmes som lidt umuligt i de mange undertoner af tung videnskab, der præger udstillingen, rummer disse arbejder et underforstået element af humor.

 

Man falder ikke åndeløs om af grin, men hvis man tilgår værkerne med en vis åbenhed, kan man under alle omstændigheder finde skudsmål til noget morsomt i en tegning, hvori udpensles surrealistiske kunstneres sammenfald med genstande og dyr. At Dion så har valgt at koble Marcel Duchamp sammen med den gigantiske blåhval og René Magritte sammen med en klassisk Folkevogn, kan man jo sætte sig til at spekulere over, ligesom man passende kan gruble over teoretikeren André Bretons rolle som blæksprutte.

 

Esbjerg Kunstmuseum har valgt at stille skarpt på wunderkammer-temaet i kraft af tre udstillinger, hvoraf den første fandt sted med start i efteråret 2018. Mark Dions udstilling adskiller sig fra denne, som naturligvis blev anmeldt i Jyllands-Posten, da den var aktuel, ved at den forankrer sig i én kunstners værker, hvor sidste års udstilling havde adskillige kunstnere som deltagere i relation til forskningen i flydende råstoffers bevægelser.

 

Det er et stærkt kuratorisk greb, man her har foretaget ved at give en kunstner som Mark Dion mulighed for at rekonstruere fysiske objekter, gøre disse til kunstgenstande og ved hjælp af fascinerende raritetskabinetter give mulighed for at udfordre museumsgæsten på andet og mere end blot den æstetiske anskuelse.

 

MARK DION: WUNDERKAMMER 2 - MIRABILIA

ESBJERG KUNSTMUSEUM

Havnegade 20, Esbjerg

Til den 8. marts 2020

 

BLÅ BOG:

Mark Dion, født 1961 i New Bedford, Massachusetts, USA.

Har en Bachelor of Fine Arts fra the Hartford Art School i Connecticut.

Har bl.a. udstillet Tate Modern i London, Guggenheim Bilbao og Museum of Modern Art i New York samt Documenta 13 i Kassel, 2012. Har tidligere udstillet i Danmark på Kunsthal Aarhus (tidl. Århus Kunstbygning) med udstillingen 'Concerning Hunting' i 2008.

Bor og arbejder i New York og Pennsylvania.

 

Se billeder fra udstillingen HER>