Absolut skulptur eller ren form i tid og univers.

Galleri NB i Viborg viser i perioden 29. oktober-25. november skulpturer af Frode Steinicke.

Absolute Sculpture

Billedhuggeren Frode Steinicke har gennem det sidste dusin år med jævne mellemrum udstillet separat hos Galleri NB i Viborg. I det hele taget har Frode Steinickes skulpturelle univers været genstand for adskillige udstillinger på gallerier i ind- og udland de senere år. Senest har han tillige markeret sig som gæst på kunstnersammenslutningen PROs årlige udstilling på Charlottenborg i København. Når Galleri NB i Viborg fra den 29. oktober viser Frode Steinickes seneste værker, er det med en udstilling, som bærer titlen Absolute Sculpture.

Udstillingens titel kunne symbolisere noget definitivt eller en afklarethed hos kunstneren i forhold til de faktorer, som udgør skulpturens inderste, eksistentielle kerne. Hvis man iagttager Steinickes seneste arbejder, synes de da også i høj grad renset for overflødige dikkedarer. Som udtrykker de sig insisterende på deres tilstedeværelse i rummet udelukkende i kraft af ren og uforfalsket form.

Frode Steinicke debuterede som maler; men det stod klart få år efter debuten, at arbejdet med det tredimensionelle rum dragede ham langt mere end maleriet. I de første år var en symbolladet ornamentik indopereret i kompositionerne, men det blev mere og mere tydeligt, at skulpturen i dens nye, vedefinerede udgave, var det afsæt, som Frode Steinicke måtte tage i sine bestræbelser på at finde ind til det væsentlige, som allerede da kunne være en søgen efter et konkret-minimalistisk udtryk.

Udviklingen.

”…Renset for referencer fremstår skulpturener som rene former og linieforløb, så det er spændingen mellem glatte og ru flader, mellem kantede, geometriske former og bløde organiske, at skulpturerne har deres fascinationskraft.” Således kunne man læse i Weilbachs Kunstnerleksikon midt i 1990’erne. Den rene form er til stadighed et tema i Frode Steinickes objektiv; men kollisionen mellem det glatte og ru er ikke længere i nær så stor en udstrækning et virkemiddel. Denne effekt udgjorde næsten et dogme i samtidsskulpturen i disse år (1990’erne) og i forlængelse heraf var det oplagt at Frode Steinicke arbejdede sig bort fra dette fænomen, som da udgjorde en allegori på mainstream.

I kunstens verden bliver der som bekendt stillet flere spørgsmål, end der gives svar. I enkelte isolerede tilfælde åbner omstændighederne dog muligheder for at få besvaret nogle af slagsen. F. eks. giver Frode Steinicke følgende svar på spørgsmålet, der vedrører den udvikling som hans skulpturer har gennemgået siden starten:

”Min generelle interessefor dét at se har vel altid primært været mine skulpturers formmæssige baggrund. Jeg interesserer mig for, hvordan figur og grund udveksler indbyrdes, hvordan volumer kobles og kombineres og på hvilken måde kropslige og arkitektoniske objekter fremstår”.

Frode Steinicke antyder i en tekst, som er gengivet i kataloget til den førnævnte PRO-udstilling, at han har et udtryksbehov, men ingen filosofiske ambitioner.

”…At skulpturerne i sig selv kun handler om sig selv og deres form. Motivet til at arbejde med skulpturen er, at den er en autonom størrelse. Især den abstrakte, non-figurative, fordi denne er apriori, som fremstår som af fortættet stof, der er mere til stede i verden end andre objekter. Såvel på perceptionelt som på intellektuelt plan”.

Horisontalt og vertikalt.

I løbet af den simplificeringsproces, som Frode Steinickes skulpturer over tid har undergået, er der naturligvis opstået nogle andre elementer af fladekompositoriske samklange. Overordnet set bevæger disse sig omkring et tema, der kan være vertikalt eller horisontalt funderet. I den artificielle verden har man ofte sat lighedstegn mellem det horisontale og landskabet samt det vertikale og figur eller stilleben. Henholdsvis paysage og nature morte, hvis man iagttager begreberne fra en frankofil vinkel. I princippet ganske enkle anskuelser, der rækker tilbage til en tid, da kunsten forestillede i langt højere grad end den fremstillede.

Frode Steinicke angreb de to perspektiver i en udstilling, som fandt sted i Paris i 2003. Udstillingen bar titlen HORISONTAL-VERTIKAL Ren fornøjelse. En titel, som på en måde bekræfter Steinickes egen udvikling i forhold til arbejdet med at konstruere disse tredimensionelle værker. Kunstneren underbygger ganske klart:

”Jeg laver skulpturer fordi, at jeg kan lide at se og gerne vil se flere. Derfor laver jeg dem, som jeg synes mangler”. Man ser for at få tilfredstillet et behov for at betragte. Og dermed for at blive underholdt. På trods af dette, besidder Frode Steinicke en dagklar bevidsthed om at det udtryk, som han benytter, ikke rammer de brede masser. Her citerer han digteren Per Højholt:

”Der skal også være noget for de få…”

I al væsentlighed arbejder Frode Steinicke ud fra en grundidé. Med denne grundidé som fundament rækker han armene ud i et kosmopolitisk forum i erkendelse af, at det billedlige sprog er et verdenssprog, som ganske vist har samtiden som sparringspartner. Dog ville samtiden ikke være samtid uden en historie og denne er ligeledes en kilde, som øser næring over i dét, der udgør billedhuggerens grundidé. Det ville være oplagt at nævne suprematismen og de forskellige minimalistiske retninger fra det 20. århundrede, så det vil jeg undlade. Referencer har ofte bedst af at stå lidt uklart, som i et landskab, hvor mosekonen brygger koncentreret.

Kunst, forskning og materiale.

Nutidskunstens konceptionelle tematik går ofte ud over kunstværkets egen fysiske grænse og inddrager dermed det miljø, som den optræder i. Hvis da ikke miljøet i bearbejdet form ligefrem udgør værket. Kunstnerne arbejder nu i høj grad i omgivelser, som langt mere kan sammenlignes med laboratorier end atelierer og værksteder. Parallelt med denne udvikling antydes det da også fra flere sider, at frembringelsen af et kontemporært kunstværk i det væsentlige mere er en forskningsproces end en egentlig objektfunderet, kunstnerisk proces. Forholdet kunst/videnskab optager i sagens natur en kunstner som Frode Steinicke, der ser en oplagt differens:

”I kunst er subjekt og objekt ikke adskilt. Det er de i videnskabelig forskning. Kunst er, hvad man ved og føler for. Videnskab er, hvad man arbejder sig frem til at opdage. Derfor er det f. eks. kun Mozart, der kunne lave Mozarts musik, mens Einsteins relativitetsteori under alle omstændigheder ville være blevet opdaget af et andet kvikt hoved på ét eller andet tidspunkt”.

I en tid, hvor de fysiske midler i forhold til kunstneriske udtryk er kraftigt ekspanderende, bliver den enkelte kunstners materialevalg blot endnu mere relevant. Frode Steinicke har brugt allehånde materialer i sine værker. Stål, aluminium, træ og marmor er blot nogle af de materialer, som har været gennem systemet. Valget af materiale har været foretaget under hensyn til det enkelte værks karakter. Uanset om dette måtte være en ganske lille skulptur eller en omfangsrig udsmykning i det offentlige rum.

Det er ubetinget, at det oftest anvendte materiale har været sort, svensk granit, diabase, som poleres op, så det fremstår i en egal struktur, der fremhæver mere end undertrykker den aktuelle form. På trods af, at denne granit i mange år har været Frode Steinickes oftest benyttede råstof, besidder han en ambivalens i forhold til den. Denne ambivalens er delvis udviklet i forlængelse af kommentarer, som har taget udgangspunkt i granittens raffinerede overflade, som den bearbejdes af flere af Steinickes samtidige. Disse romantiske tilkendegivelser har uden tvivl haft en nærmest provokatorisk effekt på kunstneren, der betegner granitten som tung, utilnærmelig og genstridig. Alligevel udvikler han i massevis af værker i et stadigt slagsmål med materialet.

Frode Steinicke er ansvarlig for efterhånden talrige offentlige udmykninger. Her er fokus rettet mod den enkelte lokalitet og skulpturernes individuelle styrker. Frode Steinicke forholder sig ikke synderligt til miljøerne, i hvilke værkerne placeres. Om de harmonerer eller kontrasterer det omkransende miljø, interesserer ham således ikke. Man kunne på eget initiativ udvikle en teori, der går på at værkerne i deres insisterende tyngde og fundamentale enkelthed altid vil spille imod et rum af mangfoldighed og folkeliv.

Frode Steinicke er født i 1953 og vokset op i et område ca. 15 km syd for Silkeborg. Lokaliteten hedder Vorret. Man kunne dele navnet på midten. Vor ret! Hvis ret og ret til hvad…? Såmænd, ret til at frembringe den ene skulptur efter den anden. Ret til at være billedhugger og arbejde med skyggen og lyset, uagtet at man er opvokset et sted, hvor natten sikkert har været kulsort som nypoleret diabase.

Ret, demokrati og pædagogik.

På trods af, at Frode Steinickes værker besidder et fravær af litterære og symbolske referencer, er han bestemt ikke uden meninger om såvel kunstpolitiske samt samfundsmæssige forhold. Han mener blandt andet at kunsten er utotalitær og demokratisk. Han underbygger dette:

”Det er noget vrøvl, når der bliver sagt, at kunst ikke er demokratisk. Kunst er aldeles demokratisk, fordi kunstværkets veltalenhed i ordets bedste betydning udgør kunstens kvalitet. Det bedst underbyggede argument er også en demokratisk forudsætning”.

Efter en inspirerende dialog, hvor emner som udødelighed og tilsvarende metaforer berøres i Frode Steinickes samtalekøkken, afslutter kunstneren i forlængelse af emnet vedrørende kunstens pædagogiske betydning:

”Som mennesker har vi ikke andet valg end at opfatte verden og de ting, der indgår i den efter deres generelle brugsfunktion. Vi er jo nødt til at komme rundt omkring, bespise, beklæde og skærme os. Men jeg mener, at skulpturerne kan repræsentere et forsøg på, midlertidig, at træde ud af denne ”trivielle” erfaringscyklus, så vi i stedet kan betragte tingene på en uhildet måde og løsne konventionelle bånd samt bryde med tankevaner, der binder vore sanser til det formelle og funktionelle…”

TIL TOPPEN